Studerende bliver plukket ud af skolerne, inden de er færdige og der er masser af it-jobs at søge. Der blæser i det hele taget varme vinde omkring it-folk - og det er udpræget medvind. Så det er nu, du skal kigge på din lønseddel og vurdere om du skal bede om mere i løn eller måske ligefrem søge et nyt job, som er den situation, hvor det er nemmest at tage et godt lønhop opad. Og netop at bede om mere i løn er vigtigt at bide mærke i, for hvis du venter til, chefen kommer og prikker dig på skulderen og spørger, om du ikke vil snakke lønstigning - så kommer du til at vente længe. Det er ens eget ansvar at bede om en lønforhandling, hvis det ikke i forvejen ligger i faste rammer. Og det er en god idé at bede om en forhandling inden man har ventet så længe, at man er blevet vred og utålmodig.
Start med small-talk
Når du sidder overfor din chef, så vær bevidst om at skabe en positiv stemning. Det skader ikke at small-talke lidt for så at gå ind i forhandlingssituation senere. Slut også gerne af med at tale om noget andet. Det om at understrege, at man indtager forskellige roller i lønforhandlingen og at det ikke er personligt. Det er jo ikke en personlig klinch, det er blot to modsatrettede interesser, der mødes, fortæller Hanne Lykke Jespersen, der netop har afholdt en kursusaften i PROSA om lønforhandlingsteknik.
Et andet råd på kurset var, at så snart man er nået til enighed om et punkt, så skal det noteres ned og aftalerne skal opsumeres til sidst. Hvis man ikke bryder sig om at bede om chefens underskrift på samtalens resultater, så send ham en mail efterfølgende, hvor du opsummerer, hvad I aftalte. Så har du et dokument at henvise til, og aftalerne bliver ikke glemt eller løber ud i sandet.
Et nej er ikke et nej
Nogle chefer er svære at forhandle med og starter hurtigt med at sige nej til ens forslag:
- Det første nej er ikke et nej. Man skal bevare roen og eventuelt stille uddybende spørgsmål, hvis han for eksempel siger, at du er godt lønnet i forhold til din funktion og i afdelingen. Bed om dokumentation og begrundelser. Og tag dig god tid. Det kan godt ryste nogen, hvis man tager sig tid og lader dem have udspillet, siger faglig sekretær Hanne Lykke Jespersen.
Desuden skal man huske, at man altid kan bede om en pause eller en afbrydelse. I behøver ikke nå til enighed under mødet. Du kan bede om at sove på det eller at få tid til at undersøge noget. Hvis forhandlingen ikke går godt, kan nogle være fristet til at true med at sige op, hvis de ikke får opfyldt nogle af deres ønsker. Men selvom der er masser af jobs for tiden, så er det ikke en metode Hanne Lykke Jespersen anbefaler:
- Det virker meget provokerende og kan hurtigt betyde, at chefen siger, at så er man da velkommen til at gå. Det er kun noget man skal sige, hvis man virkelig er helt indstillet på at forlade sit job. I stedet kan man forsigtigt antyde, at jobmarkedet er meget gunstigt, og at der er mange muligheder derude for it-folk.
Forbered dig godt
Når det er tid til lønforhandling med chefen, skal du i gang med hjemmearbejdet, inden I mødes:
✓ Tænk over hvad din chef lægger vægt på, når han bedømmer og skal belønne din indsats.
✓ Hvad vil du fremhæve som dine særlige kompetencer eller resultater siden sidst?
✓ Tjek lønstatistikken: Hvad får andre i tilsvarende job?
✓ Hvad tjener dine kolleger?
✓ Hvad vil du bede om?
✓ Hvad er din smertegrænse?
✓ Hvilke frynsegoder vil du gerne have? Pc, mobil, avis, ferie, ADSL, uddannelse?
✓ Hvor mange penge er frynsegoderne værd for dig?
Løn