Spørgsmålet om løn interesserer vel de fleste, og der er kun én måde at finde svaret på, nemlig ved at sammenligne med PROSAs lønstatistik. Du modtager netop i disse dage et brev fra os, hvor vi beder dig om at give oplysninger til brug for dette års lønstatistik.
Stadig flere detaljer i statistikken
Vi har i de senere år arbejdet på at gøre PROSAs lønstatistik endnu mere detaljeret og præcis. Vi ved nemlig, at det er væsentligt for brugerne af statistikken, at man kan finde sig selv, derfor har vi ud over de overordnede tal etableret en lønberegner, hvor vi kommer med et bud på, hvad lønningerne er inden for de forskellige specialiseringer. Allerede når vi har en gruppe på 16 besvarelser inden for en specialisering, kan modellen give et bud på, hvad lønningerne skal være. Derfor kan din besvarelse meget vel være den, der sikrer, at du kan se, hvad lønniveauet er for en it-professionel med din anciennitet og din specialisering.
Du kan se lønberegneren med tallene fra 2010 på <link raadgivning loenstatistik beregner>PROSAs hjemmeside.
Virksomhedsindeks
Hvert år udarbejder vi et virksomhedsindeks for alle de virksomheder, hvor vi har mindst fem besvarelser. Der er selvfølgelig en del usikkerhed forbundet med en indeksering med få besvarelser, men hvis du synes, du ligger dårligt i forhold til lønstatistikken, kan det give dig et indtryk af, om det er virksomheden, der generelt er for fedtet, eller om det er dig alene, der ligger for lavt.
Samtidig kan virksomhedsindekset være en måde at starte en snak om lønniveauet i virksomheden, uden at man skal starte med at se på, hvad den enkelte får.
Du får svar om andet end løn
PROSAs medlemmer vil gerne vide, om de får markedsprisen. Men det er svært at sammenligne løn. Nogle har betalt overarbejde, nogle har ekstra ferie, nogle har bonusordning. Derfor stiller vi en række spørgsmål, som kan hjælpe os med at sætte en realistisk værdi på en times arbejde.
Vi spørger også om andet, såsom frihed ved barns første sygedag, antal hjemmearbejdsdage, rådighedsvagt etc., for at få overblik over, hvor udbredt disse ting er. Det er ting, som ikke direkte indgår i lønstatistikken, men vi får et overblik over, hvor udbredt de er på arbejdsmarkedet. Det er værdifuld viden ved overenskomstforhandlinger, for eksempel.
Vi tager også pulsen på efteruddannelsesområdet, så vi kan se, om du bruger de efteruddannelsesmuligheder, der står til rådighed, eller om der skal reklameres mere for de forskellige uddannelser.
Årets fokus
Langt de fleste it-professionelle har perioder, hvor der er ekstra pres på, og arbejdsdagene derfor bliver længere. Det er vores indtryk, at det er meget varierende, om disse perioder udløser overarbejdsbetaling, et overskud på flekstidskontoen, som man kan få glæde af senere, eller om det ses som en del den løn, man får for sit arbejde. Derfor har vi i år valgt at sætte fokus på arbejdstiden og særligt den del, der ligger ud over den normale arbejdstid.