Dansk it-politik

Farvel til verdens utålmodigste IT-minister

PROSA har talt med Birte Weiss på hendes sidste arbejdsdag som IT- og Forskningsminister og politiker. Efter 30 år i politik og fire ministerposter lokker journalistikken igen.

- Jeg har været rigtig glad for at være IT- og Forskningsminister, fortæller Birte Weiss på sin sidste arbejdsdag i det smukke ministerkontor. Det er Birte Weiss´ fjerde ministerium. Og det sidste.
- Alle jeg har mødt i dag har spurgt om jeg ikke er vemodig over at skulle væk. Hvis der er noget der hedder en glad vemodighed, så er det sådan en, jeg føler. Jeg forlader IT- og Forskningsministeriet med en rigtig god fornemmelse. Det er tydeligt, at vi har haft fat i nogle rigtig vigtige ting, fortæller den afgående IT- og Forskningsminister.

En snak på valgdagen
Ministeren tager i mod på valgdagen. Stemmeboksene har været åbne i seks timer, da jeg sætter mig ned på Birte Weiss´ kontor. Hun har allerede stemt. Det er en hektisk og spændende dag. Men her i IT- og Forskningsministeriets lokaler - et stenkast fra Amalienborg og med udsigt til Marmorkirkens kuppel - er det ikke til at se, at Birte Weiss er i gang med sin sidste arbejdsdag. Ikke alene som minister, men som politiker. Men Birte Weiss har tid til at tale. Det er jo alligevel en underlig dag, som hun siger. Med de meget Fogh-positive meningsmålinger er det en lidt for spændende dag for en socialdemokrat. Så kan man jo lige så godt bruge tiden på at få talt med pressen. Det er ikke hendes folketingsvalg denne gang. Birte Weiss genopstiller ikke i det 30. år for sin politiske karriere. Hendes navn på Amagerbro-kredsens stemmesedler er afløst af en yngre, mandlig partifælles. Hun har bekendtgjort, at hun savner det journalistiske arbejde. Allerede fra december kan man læse Birte Weiss´ skriverier i Weekendavisens spalter. Et godt spækket cv er på vej til at blive endnu længere for den 60årige Birte Weiss.

IT er drønspændende
- Jeg skal ikke være IT-journalist, smiler Birte Weiss og fortsætter:
- Men jeg kan godt forestille mig, at jeg kommer til at skrive om IT´s indflydelse på samfundet. Om hvad hjemmearbejdspladserne betyder for samfundet og familielivet og hvad det stigende antal shoppere på arbejdsmarkedet vil betyde. Det synes jeg er drønspændende.
Birte Weiss er journalistisk uddannet, men har - siden hun blev valgt i Folketinget i 1971 - befundet sig på den anden side af mikrofonen. Det yder ikke Birte Weiss´ karriere retfærdighed at tænke på hende, som politikeren, der var uhyre tæt på at blive formand for Folketinget. Men som tabte ved lodtrækning til Ivar Hansen. Hun kan ikke alene skrive næstformand i Folketinget og IT- og forskningsminister gennem tre år på sit visitkort - men også næstformand i Socialdemokratiet gennem 12 år, indenrigsminister, kirkeminister og sundhedsminister. Ved siden af har hun læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet, siddet i en lang række bestyrelser og kommissioner og skrevet bøger om bl.a. Europa- og kulturpolitik. Senest så vi den roste ”Vanviddets vidner” fra hendes hånd.

Anderledes og afvigende ministerium
- IT og Forskningsministeriet har været et anderledes ministerium at være minister for. Ministeriets rolle er afvigende i forhold til vores vante forestillinger om et ministerium. IT- og Forskningsministeriet skal være utålmodighedens holdeplads. Vi skal sætte projekter i gang og skabe ideer. Men når tingene er sat i søen, skal vi hele tiden tage nye spring fremad. Det er ideen med ministeriet, at der ikke skal være så mange driftsopgaver. Det har været en atypisk måde at arbejde på, fortæller Birte Weiss.
Ikke alene arbejdsformen var ny for Birte Weiss, da hun tiltrådte i 1998. For den garvede politiker var også IT-branchen et nyt bekendtskab.
- Jeg er kommet til at kende mange sjove og inspirerende folk i IT-verdenen. Unge i branchen har en indstilling, jeg ikke kan stå for: ”Det er umuligt, derfor gør vi det”. Jeg har også mødt nogle af de mange selvlærte, begavede hoveder der er i IT-branchen. Birte Weiss kan ikke huske hvordan livet var uden pc´en – hun bruger den morgen, middag og aften. Hun har fået væsentlig mere forstand på det tekniske under minister-perioden. Birte Weiss har sat ind i sagerne og holder sig underrettet:
- For at forstå fagfolkenes diskussioner må man have en grundlæggende forståelse. Så jeg følger med og læser for eksempel alle fagbladene på IT-området. I det her ministerium er det helt nødvendigt med nogle store ører der lytter, for at vi kan følge med i den udvikling, der går så djævelsk hurtig, fortæller Birte Weiss. Det lyttende ministeriums medarbejderstab er præget af unge, engagerede medarbejdere. Om dem siger Birte Weiss:
- Der er mange arbejdsomme unge her, der er drøn på. Det giver en god kreativ atmosfære.

Utålmodighed er en dyd
Birte Weiss er ikke meget for at bygge monumenter over sig selv, som hun kalder det. Hun vil ikke sidde og rose sig selv, fordi hun takker af. Men adspurgt om, hvilke ting hun har været stolt over at være med til at gennemføre under sin ministerperiode, kan hun presses til at svare.
- Jeg er da stolt over, at det faktisk er lykkedes at gøre Danmark til et af de fremmeste lande. Ikke blot i Europa, men i det hele taget. Vi har i dag en udbredelse af IT, der ligger helt i top, når der foretages målinger. Nye tal viser, at tre ud af fire danskere er på Internettet. IT er blevet en selvfølgelighed i folks hverdag. Det er en udvikling vi nok ville have set uanset hvad, men IT-ministeriet har været med til at skubbe den på vej. Utålmodighed er en dyd, plejer jeg at sige. Ministeriets utålmodighed har været med til at skubbe tingene i gang.
Danskerne er ifølge en ny undersøgelse verdens hyppigste brugere af digital forvaltning. Det er en rar prognose for en IT-minister, der er på vej ud af døren og som netop har været meget optaget af at få digital forvaltning udbredt. Men går udviklingen med digital forvaltning hurtig nok?
- Nej, det går ikke hurtigt nok. Men nu er der sat turbo på, forsikrer Birte Weiss. Birte Weiss og hendes 160 mand store ministerium har løbet den digitale forvaltning i gang. IT- og Forskningsministeriet har rollen som frontløber, det er ikke deres opgave at følge helt til dørs. Derfor ligger den praktiske udførelse nu i hænderne på Finansministeriet.

Gode råd til efterfølgeren
På valgdagen i Birte Weiss´ kontor er det endnu helt uvist, hvad IT- og Forskningsministeriets fremtid indeholder. Den borgerlige fløj talte både om at nedlægge ministeriet og om at styrke det, inden det blev besluttet, at det fortsætter med Helge Sander ved roret i en noget ændret version. Til oplægget om at den nye regering måske ville sløjfe ministeriet, siger Birte Weiss:
- Det ville være torskedumt at nedlægge ministeriet. Det arbejde der udføres her, skal laves under alle omstændigheder. At man har en særligt dedikeret minister, gør en stor forskel.
Ministeriet fortsætter som nævnt i en lidt ændret form – og under et nyt navn. Hernings tidligere borgmester har overtaget minister-posten fra Birte Weiss. Med indlemmelsen af universiteterne, erhvervsforskere og teknologi- og innovationspolitik hedder Helge Sanders ministerium nu Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
- Jeg ser tre store udfordringer for min efterfølger. For det første bliver det vigtigt at få skabt spændende indhold på bredbåndsnettet. Vi skal sørge for, at der virkelig er noget at komme efter. For det andet skal den digitale forvaltning til at gå hurtigere. Den gennemgang af lovgivningen, vi er i gang med, med at finde de love og regler, der bremser den digitale forvaltning, skal fortsætte. Der er et hav af love der skal ændres, bl.a. fordi der tit er krav om, at et gyldigt dokument kræver en underskrift. En tredje ting som jeg håber, min efterfølger vil tage meget alvorligt er emnet om kontrol og overvågning. Det lyder beskedent, men der ligger meget principielt i det dilemma, der er mellem den enkeltes ukrænkelige privatsfære og interessen for at give politiet yderligere beføjelser efter d. 11/9-2001 (terror-angrebet mod World Trade Center, red.), siger Birte Weiss.
- Min grundlæggende holdning er, at den enkeltes ukrænkelige privatsfære skal være styrende for udviklingen. Det er fuldstændigt afgørende, at man laver regler efter de aller dyrebareste retsprincipper. Overvågning kan være nødvendig, men den skal være lige efter bogen med dommerkendelse osv., pointerer ministeren.

Stærk profil
Kært barn har mange navne. Det unge ministerium der begyndte som Forskningsministeriet, blev til IT- og Forskningsministeriet og med Anders Fogh som statsminister hedder det nu Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Ministeriet har fået en stærk profil under Birte Weiss. Hun overtog et ret anonymt ministerium fra Jan Trøjborg. Generelt har ministeriet ikke haft en stor stjerne i centraladministrationen og blandt politikerne. Det har ændret sig, siger Birte Weiss.
- Interessen har ikke altid været der fra andre politikere, men det har ændret sig. Særligt unge folketingsmedlemmer synes, at arbejdet med IT er meget vigtig.
Nu er ministeriet en del af folks bevidsthed. Det er sat på den politiske dagsorden. Særligt efter den berømte nytårstale med visionen om Danmark som førende IT-nation. Birte Weiss har set det som sin store opgave at profilere ministeriet og deltage i den offentlige debat. En opgave der synes at være lykkedes. Måske fordi hun synes, at utålmodighed er en dyd.