I fredags fremsatte kulturminister Joy Mogensen et nyt lovforslag, som vil tvinge Facebook, Google & Co til at spytte i kassen til fordel for de danske nyhedsmedier. Det sker i form af en ændring af ophavsretsloven, der indarbejder bestemmelserne fra EU’s to år gamle digitale ophavsretsdirektiv. Loven bliver et af de første forsøg på, også retsligt, at tage techgiganterne ved hornene herhjemme.
”Regeringen vil gøre alt, hvad vi kan”, sagde ministeren f.eks. til Berlingske tidligere i år, ”for netop at beskytte mediernes ophavsret, så internettet bliver et sted, hvor man kan finde god, faktabaseret journalistik, og hvor vi står sammen om at sige 'Nej, vi vil ikke have en demokratisk samtale baseret på fake news'”.
Det er sød musik for mange. De sidste tyve år har algoritmer og annoncering i skøn forening vendt nyhedsformidlingen, annoncemarkederne, ja, hele offentligheden på hovedet med voldsomme konsekvenser ikke bare for de gamle aviser, men også for vores politiske systemer og vores alle sammens mentale velbefindende.
Men loven risikerer at gøre mere skade end gavn. Både fordi den skyder med skarpt mod internettets byggesten, påtvinger iltfattig link-deling og uddelegerer fake news-bekæmpelsen til erhvervsinteresser, der ikke nødvendigvis har samfundets bedste for øje.
Men også fordi den simpelthen giver dårlig mening: Loven vil straffe de store platforme for at viderebringe indhold, nyhedsmedierne selv pusher ud. Den rammer ekstremt bredt – ikke kun teknologigiganter, men også nyhedsmedierne selv. Og på Facebook og de andre sociale medier er det nærmest kun mediernes egen deling af eget indhold, som loven vil fange.
Her er historien i syv punkter.
1. Loven risikerer at ødelægge nettet, som vi kender det
Ophavsretsloven er en stor lov, men det er særligt lovforslagets nye paragraf 69a, du skal hæfte dig ved. Den siger, at Google, Facebook og alle andre skal spørge om lov – og betale – for at vise søgeresultater og opslag med mere fra landets aviser og omegn. Det vil i praksis begrænse den fri linkning på nettet. Og det er kritisk. For det er links, der holder nettet sammen.
Eller som opfinderen af World Wide Web, sir Tim Berners-Lee, sagde i januar om et tilsvarende australsk forslag: ”Begrænsninger på brugen af hypertekst vil underminere det fundamentale princip om frit at kunne linke på nettet”. Et princip, der er ”fundamentalt for, hvordan webben fungerer, og hvordan det har blomstret frem til i dag”. Og han advarede om, at det australske lovforslag risikerede at ”gøre nettet ufunktionsdygtigt (unworkable) verden over”.
2. 11 ord er for meget
I modsætning til den australske lov er det dog ikke selv linket, der står for skud i den nye danske lovgivning. Faktisk er forslaget helt klart på, at der ikke er nogen, der behøver spørge om lov, hvis det kun er et link, der viderebringes. Google må for eksempel også fremover gerne linke til Prosabladet og andre danske nyhedsmedier, når du søger. Også uden først at spørge om lov.
Men det rene link står praktisk talt aldrig alene på hverken Google eller Facebook – eller andre steder for den sags skyld. Det ville også se mærkeligt tamt ud. Forestil dig bare en søgeresultatside fyldt med url’er som ”https://ekstrabladet.dk/krimi/mand-doed-i-skulptur-politiet-har-faaet-svar/8518126”. Nej, vel?
Og det er her, vi har balladen. For det, som loven vil regulere, er hvor meget andet end linket, det skal være tilladt at bringe. Og det må, siger forslaget, kun være ”enkelte ord eller meget korte uddrag”. Og slet ingen billeder.
Hvor mange ord, der i praksis må vises, fortæller lovforslaget ikke noget om. Men nyhedsmediernes brancheforening, Danske Medier, der har lobbyet kraftigt for at få reglerne gennemført, mener at der maksimalt kan være tale om 11 ord.
I hvert fald var 11 ord nok til at udgøre en ophavsretskrænkelse, da EU-domstolen i 2011 fældede dom. Så over 10 ord kommer vi ikke, lyder deres logik. Men hvor lavt så? Det er der ikke nogen, der ved. Men der spekuleres i om fem ord måske skulle være grænsen.
Fem eller ti ord betyder i praksis, at der kun vil være plads til overskriften – og endda kun de kortere af slagsen – når historier deles eller Googles frem. Det er ikke meget. Og selvom det ikke umuliggør links, lægger det klare begrænsninger på brugen af dem. For hvem gider linke til noget, du ikke rigtigt må fortælle, hvad handler om?
Så meget er ti ord: Et PROSA opslag på Facebook, som det ser ud i dag – og så en version, som den skal se ud, hvis lovforslaget skal igennem, med kun ti ord og ingen billeder.
Det gælder særligt Facebook og Google. Skal de efterleve loven, skal de gøre vold på deres veludviklede formater. Hvilket alt andet lige vil begrænse deres lyst til overhovedet at linke. Det var også budskabet fra Facebook i Australien, mens debatten dér stadig rasede. I en hel uge lukkede de ned for nyhedsindhold fra australske medier. Mere betød det ikke for dem.
3. Facebook og Google skal betale for indhold, de ikke selv har bedt om
En af de ting ved både det australske og danske lovforslag, som har undret mange, er, at medierne jo slet ikke er kede af at blive linket til. Heller ikke med fyldig omtale. Tværtimod. Medierne har ansat hele afdelinger, der ikke laver andet end at vælge de bedste historier ud og sørge for, at de bliver skubbet så godt afsted som muligt på de store platforme.
Ja, i kildekoden på deres sites fortæller de ovenikøbet, hvilke overskrifter og billeder, der skal bruges, når deres artikler deles.
Hvis du åbner en tilfældig side på BT og kigger på kildekoden, kan du både finde ”og:title” og ”og:image” Open Graph-tags. Det er Facebooks standard for, hvordan en side kan fortælle, hvilket billede og hvilken overskrift de gerne vil have vist.
Du kan også finde Twitters tilsvarende tags, og Google får med ”robots”-tagget at vide, om det overhovedet må indeksere siden og vise siden i søgeresultaterne. Det må Google gerne.
BT fortæller selv Facebook, hvordan deres artikler skal vises. Det gør de med ”og:”-tags i artikelkildekoden. Det er det, du ser herover.
Hvis medierne ikke ville have, at Facebook, Google eller de andre linkede til dem, kunne de jo starte med at ændre denne praksis.
Som Sten Schaumburg-Müller, der er professor i medieret ved Syddansk Universitet, siger til DR, er den nye lov derfor en mærkelig ordning: ”Hvis medierne placerer noget på de sociale medier, skal de samme sociale medier betale for det, selvom de ikke har bedt om det. Det er en lidt sjov konstruktion”.
4. De nye regler gælder ikke kun big tech
En anden interessant detalje fra lovforslaget er, at de nye regler ikke kun gælder de store techplatforme. De gælder alle såkaldte ”informationssamfundstjenester” – og det er et begreb, der omfatter stort set alle kommercielle hjemmesider og apps, også for eksempel nyhedssites. Reglerne om kun at citere fra det, man linker til, hvis man pænt har spurgt om lov og betalt ved kasse 1, gælder også for nyhedsmedierne selv.
Hvis for eksempel Prosabladet, Zetland eller Altinget; Berlingske, Ekstrabladet eller DR; BT, Politiken eller Jyllands-Posten linker til hinanden med artiklens overskrift som link-tekst, skal de derfor passe på.
Det kan godt være, den nye lov rammer big tech. Men den rammer også alle de andre. Hvilket jo sådan set er logisk nok: Det er jo ophavsretsloven, det her står i, og selvfølgelig kan nyhedsmedier og alle andre også selv krænke andres ophavsret.
I forhold til faren for, at nettets udvikling hæmmes af lovforslagets link-begrænsninger, er det dårligt nyt. Det er ikke kun de store, der er i sigtekornet. Det er os alle. Det er hele nettet, der link-hæmmes – eller i hvert fald hele den kommercielle del.
5. Brugerne må gerne selv dele
Lovforslaget gælder kun for virksomheder – ikke dit og mit private brug af link(omtaler). Hvad du selv skriver, når du linker på din blog, bliver altså ikke begrænset.
Også det giver god mening. Logikken i loven er jo, at den vil forhindre, at nogen tjener penge på noget, andre har lavet. Derfor gælder den kun kommercielle tjenester.
Det giver det lidt mærkelige resultat, at en stor del af linkeriet på Facebook igen ryger af krogen. For privat brug er ikke kun det, vi skriver på vores egne private blogs. Det er også privat brug når vi, med lovens ord, ”deler pressepublikationer online”.
Altså: Det er kun, når virksomheder deler noget på Facebook, at de i princippet kan hives i retten. Ikke når Hr og Fru Danmark selv poster løs på de sociale netværk.
Og hvilke virksomheder er det, der i dag deler links til nyhedssites? Det er altovervejende medierne selv! I forhold til sociale medier rammer loven på den måde stort set kun nyhedsmedierne, når de linker til sig selv. Hvilket jo kun giver meget begrænset mening. Man kan jo dårligt bryde sin egen ophavsret.
For søgemaskiner som Google er sagen anderledes. Her er det jo ikke brugere, der deler noget, men søgemaskinen selv, der er ude og samle links. Så søgemaskinerne skal selv stå til ansvar. Men Facebook og de sociale medier, hvor en stor del af fake news-spredningen finder sted, vil altså de facto klare frisag.
6. Fox News skræmmer
Meningen med loven er at styrke nyhedsmediernes position i forhold til techgiganterne, så der ”sikres fair vilkår og betaling til rettighedshaverne, når techgiganterne bruger deres indhold på nettet”, og så nyhedsmedierne ”står bedre i forhandlinger”, som der står i bemærkningerne til forslaget.
Igen lyder det logisk, hvis formålet er at hjælpe medierne med at hive penge ud af de store platforme.
Men i forhold til at bekæmpe fake news i det hele taget er det langt fra sikkert, at dette forhandlingsapproach er den rette vej. Det risikerer at give bagslag.
Se bare på Australien igen. Mens Facebook boykottede nyhedsmedierne, da de sloges tilbage i februar i år, gik Google den anden vej. De gik netop til forhandlingsbordet og indgik frivillige aftaler med blandt andre News Corp om vilkårene for den fortsatte fremvisning af nyhedsindhold på Googles tjenester.
News Corp kender du bedst fra Fox News, stationen, der skabte Donald Trump – den efter alt at dømme mest løgnagtige amerikanske præsident nogensinde. Altså ikke en udpræget fake news-dræber. Snarere tværtimod.
Mens Google, udover at være søgemaskine, også ejer YouTube, der blandt meget andet er berygtet for sine radikaliserende rabbit-holes – hvor du, video for video, føres ud i mere og mere ekstreme udgaver af virkeligheden.
Den australske lov banede altså vejen for, at verdens måske mest indflydelsesrige spreder af radikaliseret indhold, Fox News, og Google, firmaet, der om nogen har gjort en kunst ud af at få brugerne til at klikke lige dér, hvor det tjener Google bedst, i et lukket rum kunne sætte betingelserne for, hvordan nyhedsstrømmen i markante dele af den australske netbaserede offentlighed skulle fungere.
Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter. Eller som Jeff Jarvis, der er journalistprofessor fra New York, tweetende spurgte: “To those who danced with the devil, I ask, is the tune worth the price of your soul?”
Nu er Danmark ikke Australien, og danske medier er ikke Fox News. Men historien viser, at det ikke nødvendigvis er fake news, du får bekæmpet, hvis du sætter mediekoncerner og platforme til selv at skære kagen til.
7. Ophavsretten er det forkerte redskab
Det er al ære værd at kulturministeren blæser til kamp mod platformenes dominans. Og al ære værd, at hun vil fremme de trængte nyhedsmedier i en rå og global digital virkelighed. Men ophavsretten er – som gennemgangen her viser – næppe det rette instrument.
