Mange virksomheder har ellers haft store vanskeligheder i forbindelse med overgangen til elektronisk fakturering i det offentlige. I følge en undersøgelse gennemført af organisationen Handel, Transport og Serviceerhvervene (HTS), har halvdelen af de 1.156 virksomheder, der deltog i undersøgelsen, haft væsentlige problemer med indkøringen af det nye system.
Undersøgelsen viser også, at elektronisk fakturering nu er på rette spor. Et flertal af de spurgte virksomheder mener, at systemet nu fungerer tilfredsstillende, mens en tredjedel fortsat oplever væsentlige problemer.
Tal fra Økonomistyrelsen bekræfter, at det går fremad med brugen af e-fakturering. I august måned blev der sendt 950.000 e-fakturaer til det offentlige, hvoraf over 650.000 var fuldt elektroniske, mens de resterende blev sendt via et indlæsningsbureau. Fra juni til august er der sket stigning på 15 % i antallet af fuldt elektroniske regninger, hvilket må betragtes som en markant stigning i betragtning af, det sker i sommerferieperioden.
Priserne for at sende elektroniske fakturaer er dog noget forskellige - afhængig af hvilken løsning der vælges. Derfor vil Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) sammen med Økonomistyrelsen undersøge virksomhedernes omkostninger ved elektronisk fakturering. Undersøgelsen skal belyse, hvad det koster ved de forskellige løsninger (VANS, Fakturaportaler og læs-ind-bureauer).
Digital forvaltning