Arbejdsmiljø

Ny rapport om it og arbejdsvilkår

Den udbredte brug af computere har medvirket til udviklingen af en it-kultur med nogle helt bestemte it-tendenser. Disse retter Teknologirådet fokus på i en ny rapport.

Anvendelse af it præger i stadig højere grad arbejdsforholdene i både private og offentlige virksomheder - store som små. Det er en generel opfattelse, at den øgede anvendelse af it kan have en række positive konsekvenser for arbejdsvilkårene, men at der måske også er en mere negativ "bagside af medaljen". Der er i de seneste år fra mange sider påpeget en række konkrete negative konsekvenser, som sættes i forbindelse med den stadig mere udbredte it-anvendelse så som trusler mod it-brugernes helbred, familieliv og fællesskab på arbejdspladsen. Disse alvorlige dilemmaer har 30 personer med høje og lavere titler fra erhvervsliv, offentlige arbejdspladser og forskere arbejdet i dybden med på opfordring fra Teknologirådet.

I rapporten "IT og arbejdsvilkår" findes deres anbefalinger og advarsler til arbejdspladserne og politikerne. Der lægges ikke op til at skrue tiden tilbage og standse it-udviklingen, men at diskutere hvordan man styrer udenom de risici, som computeren har på it-brugernes krop og psyke.

Som eksempler på disse skadelige tendenser nævnes i rapporten:

  • Øget arbejdstid. Danskernes gennemsnitlige arbejdstid er vokset med 7,4 % i perioden fra 1996 - 2001. 1 ud af 7 danskere arbejder over 48 timer om ugen.
  • Stress. 20 % udviser dagligt symptomer på stress. 73 % lederaspiranter på de højere uddannelsessteder forventer at blive stressede i deres kommende job.
  • Fysiske gener. En svensk undersøgelse viser, at antallet af hjertetilfælde blandt de 25 - 35årige er steget med 113 % i løbet af et år.
  • Psykiske gener. Depression, der ofte udløses af stress, er blevet den næst almindelige årsag til uarbejdsdygtighed. Endvidere viser en undersøgelse at 92 % af de danske ledere føler, at deres job er en psykisk belastning.
  • Øget overvågning. Det bliver stadig mere udbredt at overvåge medarbejdere med video og at deres tjekke e-mails, telefonsamtaler og computerfiler.