Studerende

Nye it-uddannelser er kommet godt fra start

Sidste sommer opstod en række helt nye it-uddannelser. De nye studier er svaret på de senere års efterhånden mere og mere desperate efterlysning af højtuddannede it-folk. Vi har kigget ind hos de dugfriske uddannelser og hørt, hvordan starten er gået.

Nye softwareudviklere på IT-Universitetet
Den nye bacheloruddannelse på det københavnske IT-Universitet fokuserer på softwareudviklingsprocessen fra analyse over design, til udvikling, test og idriftsættelse. Ifølge Trine Eltang, daglig leder af Studie- og Erhvervsvejledningen på IT-Universitetet, har tilbagemeldingerne fra uddannelsens første semester været positive og ikke givet anledning til væsentlige justeringer. En enkelt er droppet ud og af de resterende 41 studerende er fem kvinder. En fokusgruppeundersøgelse inden jul tegnede et billede af generelt tilfredse softwareudviklings-studerende:

- De studerende fremhæver de engagerede undervisere og de gode rammer, der er herude, med masser af plads og lys, fortæller Trine Eltang, daglig leder af Studie- og Erhvervsvejledningen fra IT-Universitetet, der blev opført i Ørestaden i 2004, primært i glas og metal.

Hun bakkes op af en af de nye softwareudviklingsstuderende Stina Matthiesen, der efter en omvej over CBS nu føler, hun er landet på den rette hylde:

- Det er tydeligt at mærke, at der både er brugt tid og penge på vores uddannelse. Fagene og underviserne er gode og fordi alting er så nyt, har vi god mulighed for at få indflydelse på vores egen læring, siger den 24-årige IT-U-studerende og fremhæver også det særlige sammenhold på holdet, som opstår når alle er fælles om at betræde ny grund.

Digital Design på århusiansk
Den nye bacheloruddannelse på Aarhus Universitet hedder Digital Design og består af et samarbejde mellem to institutter, der ikke tidligere har samarbejdet, nemlig Information og Medievidenskab og de æstetiske fag. Lone Koefoed Hansen har undervist de 35 studerende på den nye uddannelse i brugsdesign på første semester. I modsætning til mange andre it-studier, er fordelingen mellem mænd og kvinder næsten ligelig. Lone Koefoed Hansen kalder både studiets opbygning og måde at forstå verden på for ny:
- De studerende lærer at forholde sig analyserende og konstruerende i forhold til design. De kan ikke programmere mobilen, men de kan sætte den ind i en kulturel kontekst. De lærer at forholde sig til de oplevelsesmæssige og kulturelle aspekter, når det gælder brugen af it, forklarer underviseren.

Før jul var de nye Digital Design-studerende til en mundtlig eksamen, som alle bestod. I en evaluering har de studerende overvejende betegnet sig som "tilfreds" og "meget tilfreds" med deres nye studie.

- I betragtning af, at vi er i gang med første år, så er det gået over al forventning. Det er kun småting, vi skal justere, fortæller Lone Koefoed Hansen.

Informationsteknologi med små startvanskeligheder i Aalborg
Lasse Storgaard, 22 år, er en af de nye informationsteknologi-studerende på Aalborg Universitet. Ved første semesters start var der 24 studerende. Det tal er i dag reduceret til 21, hvor kun to er kvinder. Lasse Storgaard startede på datalogi-studiet, men er glad for at have skiftet til det mere alsidige og lidt mindre matematisk-orienterede Informationsteknologi.

- Det er godt, at der er elementer som økonomi og brugervenlighed med. I det hele taget er der mange elementer i uddannelsen, der tiltaler mig, fortæller den nye informationsteknologi-studerende, der dog også kan mærke, at det er en ny uddannelse med de fejl og mangler, det kan medføre.

- Jeg har da oplevet start-vanskeligheder som dårlig koordinering af afleveringer, at noget undervisning ikke var så relevant og at der var afsat for lidt tid til nogle case-undervisningsforløb, fortæller den nye informationsteknologi-studerende.

Datalogiske entreprenører i Aarhus
1 kvinde og 43 mænd startede efter sommerferien i IT-Byen, Katrinebjerg i Aarhus på den nye bachelor i it. Cirka fire er faldet fra i løbet af første semester, men de resterende studerende er glade for den nye uddannelse, fortæller Søren Poulsen, der er manager for den nye it-uddannelse:

- På vores evaluering kan vi se, at de er rigtig glade for kursets indhold og ikke mindst det innovative element, hvor vi vægter "entrepreneurship" højt. Vi har lyttet til erhvervslivet, der har efterspurgt kompetencer indenfor både datalogi, markedsforståelse og konceptudvikling, forklarer Søren Poulsen.

For yderligere at erhvervsrette uddannelsen skal de studerende vælge speciale efter halvandet år og indgå i en studiejobordning efter to år, hvor et relevant job skal følges ved siden af studiet og kobles med undervisning.

Nye studier giver flere it-studerende
De seneste års deprimerende lave interesse for at læse it er vendt. De nye it-studier har fået 24% flere til at starte med at studere it.

Antallet af nye it-studerende er faldet de seneste år. Lyspunkterne har været små og meldingerne om unges manglende interesse for faget - måske afskrækket af et nørdet image og snak om datamatiker-ledighed - har domineret. Nu ser det ud til, at de helt nye it-studier er med til at vende den kedelige tendens og tiltrække nye studerende til faget. I 2007 startede 24 % flere unge på en it-uddannelse i forhold til 2006. De mest populære har været Digital design på Aarhus Universitet, Informationsteknologi på Aalborg Universitet og Softwareudvikling på IT-Universitetet. På førstepladsen ligger Aarhus, der kunne notere sig en fremgang på 46% it-studerende i kraft af de to nye uddannelser Digitalt design og Bacheloruddannelsen i it. Optagelsestallet for de "gamle" uddannelser på Aarhus Universitet - Datalogi og Informationsvidenskab - er ikke faldet, dermed tyder det på, at de nye it-studier tiltrækker en ny type studerende.

Finn Støy, direktør for IT-forum Midtjylland er glad for samarbejdet på Katrinebjerg, hvor Aarhus Universitet lytter til branchens opfordringer.
- Vi har fra branchens side længe sagt, at der er behov for at kigge på it på en anden måde, f.eks. ved at kombinere teknologi med design, forretningsforståelse, sundhed osv. Set i det lys var vi rigtig glade for, at Aarhus Universitet introducerede de nye bacheloruddannelser. Når vi så ser nu, at de studerende også tager godt imod dem, så er det jo bare super. Det er virkelig det, der er behov for, siger Finn Støy.

Helge Sander tog også godt imod de positive tal, der endelig var på it-studierne og udtalte:

- Det tyder på, at oprettelsen af flere universitetsuddannelser på dette område har givet pote, og at erhvervslivet kan se frem til flere højtuddannede inden for it. Det er et væsentligt skridt på vejen til at sikre, at udbuddet af stærke it-kompetencer i fremtiden kan matche efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Jeg har kun ros til overs for de universiteter, der tænker anderledes og tværfagligt. Det er væsentligt, at uddannelsesudbuddet er fremtidsrettet og udvikler sig i takt med samfundets behov.