PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Studerende, Uddannelse

It-studerende kan selv

Gør aldrig noget for andre, de kan gøre selv. Det er grundstenen i den organiserende strategi, PROSA har anvendt for arbejdet med studerende siden sommeren 2015.


Amalie Bonde Jørgensen

 

I stedet for at tage ud på it-uddannelserne og fortælle om PROSA som it-fagligt og –politisk fællesskab har PROSA ansat unge i København, Odense og Aalborg til at organisere fællesskabet lokalt på studiestederne. Netop nu kan it-studerende møde de fem såkaldte organizere til studiestart over hele landet.

Det stærke lokale fokus i PROSAs studenterorganisering skyldes netop to centrale overvejelser: At fagforeningsmedlemskabet ikke kun skal have værdi efter sidste eksamen, og at værdien skal skabes gennem engagement og aktivitet i tilgift til service og fordele. Den første overvejelse sikres blandt andet, ved at studerende på trods af kontingentfritagelse er fuldgyldige medlemmer af PROSA med fordele og demokratiske rettigheder på lige fod med betalende medlemmer. De it-studerende er desuden særligt repræsenteret i PROSA/STUD, hvor aktive it-studerende foruden at diskutere it-politik og –faglighed også forholder sig aktivistisk til studie- og levevilkår.

Engagement og aktivitet opnås gennem den lokale tilstedeværelse, hvor organizere sammen med PROSAs lokalstøtteordning spiller en afgørende rolle. Organizernes opgave er at understøtte og udbygge sociale, faglige og politiske aktiviteter i samarbejde med studerende i studenterforeninger og –organisationer lokalt på uddannelsesstederne. Nogle steder indebærer det at starte forfra og sætte en masse nyt i gang, andre steder bakker de i stedet op om et allerede levende studieliv.

Deres opgave er ikke at gøre det hele, men i stedet at give it-studerende redskaber og midler til at handle selv. Det har resulteret i UniRun i Aalborg, brætspilscafé i Odense, virksomhedsbesøg i Aarhus, LANparty i København og massevis af andre arrangementer, events og kurser med og for it-studerende. Netop det er den vigtigste retningslinje for deres arbejde: At det skal udføres sammen med de lokale studerende og efter deres interesser og idéer. Dermed adskiller PROSAs organizere sig også fra de studenterkonsulenter, man finder i mange fagforeninger. De er nemlig ikke PROSAs reklamesøjler, men derimod en aktiv og involveret del af de studiemiljøer, de indgår i.

At organizerne selv er unge og studerende på en it-uddannelse, er intet tilfælde. Det er derimod et vigtigt princip, der sikrer ligeværd og fælles udgangspunkt mellem PROSAs lokale repræsentanter og de studerende, de organiserer i fællesskabet. Men indsatsen er i kontinuerlig evaluering og udvikling i samarbejde med PROSA/STUDs bestyrelse og Organiseringsudvalget, og senest er to studerende uden for it-uddannelserne blevet ansat i København. I stedet for it-faglighed kommer de med erfaring i at facilitere unge frivillige og kan dermed være en styrke til ambitionen om at få PROSA/STUD-lokalgrupper i de større byer. Det skal nemlig gøres muligt at være studenteraktivist i PROSA uden for bestyrelseslokalet.

PROSAs lokalstøtteordning

Lokalstøtteordningen giver 45 kroner pr. medlem pr. halvår til aktiviteter afholdt af studenterforeninger og –klubber. Aktiviteterne bestemmes af de studerende og kan være hvad som helst, så længe de kan komme alle studerende til gavn.

Studerende, der er medlem af PROSA, får:
-    Fulde demokratiske rettigheder
-    Kurser, aktiviteter og events i PROSA. De fleste er gratis
-    Netværk om faglige specifikationer med jævnlige møder
-    Prosabladet
-    Økonomiske fordele med bank, forsikring mm.
-    Juridisk rådgivning om it-studiejob for 127 kroner/måned