PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Studerende, Uddannelse

Mød PROSAs STUD-organizere


Kristina, Monica, Danni og Emil er de fire organizere i PROSA, som it-studerende kan møde rundt på studiesteder i løbet af august og september. Læs mere om hvem de fire er, og hvad de brænder for. (Fotos: Lizette Kabré)

 

Kristina Kallestrup, 22 år, Aarhus
Hvorfor er du organizer?
Jeg søgte stillingen som organizer, fordi jeg gerne vil være med til at forbedre studievilkårene, og fordi jeg mener, at vi studerende har en vigtig stemme - at vi selv kan være med til at forme studietiden. Vi studerende giver så meget til hinanden, som organizer kan jeg give noget tilbage til mine medstuderende.

Hvilken aktivitet glæder du dig mest til i efteråret?
Jeg er ved at planlægge en masse fede virksomhedsbesøg i Aarhus på blandt andet Mjølner Informatics, Solitwork og IT Minds. Derudover glæder jeg mig super meget til at byde nye studerende velkommen med en bowlingtur.


Danni Christensen, 28 år, Odense
Hvorfor er du organizer?
Jeg har altid nydt at arbejde med mennesker, og PROSA giver en mulighed for sammen med andre at skabe et fedt miljø på studiestederne. Som organizer kan jeg hjælpe studerende med at finde en fagforening, der specifikt går op i deres studieretning. Det er vigtigt, for det hjælper ikke kun under studiet, men også efter.

Hvilken aktivitet glæder du dig mest til i efteråret?
Jeg glæder mig til at komme i gang med studiestarten. Nye mennesker med nye idéer. Organizer-indsatsen kommer ud af sin "trial period", og jeg glæder mig derfor til at vise, at det er et godt initiativ, der vil gøre PROSA til en endnu bedre fagforening.

Monica Topsøe, 20 år, København
Hvorfor er du organizer?
Jeg tror på, at vi alle får mest ud af vores studie, hvis vi har et fællesskab, der understøtter vores interesser, faglige såvel som praktiske. Det tror jeg, at vi kan skabe sammen gennem et godt studiemiljø, og derfor er jeg organizer.

Hvilken aktivitet glæder du dig mest til i efteråret?
Jeg glæder mig til vores opstartsevent i den københavnske lokalgruppe den 28. september. Her skal vi finde ud af, hvad vi kan lave sammen og får virkelig mulighed for at komme i dybden med både it-politiske og faglige emner. 

Emil Lund, 23 år, København
Hvorfor er du organizer?
Fordi jeg brænder for at vise unge, hvordan de kan få indflydelse på deres hverdag, vise at det nytter noget at engagere sig, at det er vigtigt at være med i en fagforening. Der er behov for at flere får øjnene op for, hvordan de selv kan gøre en forskel og ændre på de ting, de er utilfredse med.

Hvilken aktivitet glæder du dig mest til i efteråret?
Jeg glæder mig til at komme ud og møde en hel masse af de studerende, der starter på uddannelser efter sommerferien, og forhåbentligt få vækket lysten i nogle af dem til at engagere sig i PROSA og blive en del af det fællesskab, vi gerne vil bygge op.


Fotos: Lizette Kabré