PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Uddannelse, Studerende

Uddannelsesloftet fjernes

Regeringen fjerner det forhadte uddannelsesloft. Det åbner for mere dynamik på arbejdsmarkedet og bedre trivsel for unge studerende, mener PROSA.

Et flertal i folketinget har netop vedtaget en ny lov, der fjerner uddannelsesloftet. Et loft, der betød, at man ikke kunne tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau end den uddannelse, man allerede havde gennemført.

Formålet med uddannelsesloftet var at fjerne dobbeltuddannelser, men det har også haft den konsekvens, at unge har været bange for at vælge forkert, fordi de kun havde ”et skud i bøssen”, når de skulle vælge studieretning. Samtidig har det haft den afledte effekt, at det har begrænset mulighederne for justere sin uddannelse i forhold til arbejdsmarkedets behov.

Stort ønske fra PROSA

At afskaffe uddannelsesloftet har været et stort ønske fra PROSA, fordi it-arbejdsmarkedet ikke kan bruge et rigidt uddannelsesloft til noget. Tværtimod er der brug for, at it-professionelle løbende kan tilpasse deres kompetencer til den efterspørgsel, der nu en gang er på arbejdsmarkedet.

"Uddannelsesloftet har været et tiltag, som ikke bare vi, men stort set hele arbejdsgiversiden har ønsket afskaffet, da det fjerner noget af den nødvendige dynamik på arbejdsmarkedet. Derudover har loftet også øget studerendes frygt for at vælge forkert og dermed været hæmmende for trivslen blandt de unge. Vi er derfor rigtig glade for at det nu fjernes", siger forbundssekretær Morten Rønne.

Adgangen åbner nu

Konkret bliver uddannelsesloftet fjernet ved lov gældende fra den 1. marts 2020. Det betyder, at loftet er fjernet for ansøgere, der søger optagelse i kvote 2 den 15. marts 2020, samt ansøgere, der søger optagelse i kvote 1 den 5. juli 2020.

Loven er således gældende fra det kommende sommeroptag til de videregående uddannelser, og betyder for eksempel, at personer, der allerede har en kandidatuddannelse, godt kan blive optage på en ny videregående uddannelse, hvis der er ledige pladser.