PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Løn, Ansættelsesforhold, Service fra PROSA

Sådan forhandler du løn i krisetider

Mist ikke håbet om at forhandle den gode løn hjem, selv om der er økonomisk krise. Den gode arbejdskraft er stadig vigtig, og hvis du besidder de rigtige kvalifikationer og sørger for at vise det, skal du ikke gå på kompromis med lønnen.

Forbundssekretær Hanne Lykke Jespersen har mange års erfaring som rådgiver i lønforhandling i PROSA. Her får du hendes gode råd til at forhandle den bedst mulige løn hjem.

 

God forberedelse er alfa og omega

  • Find ud af, hvad lønnen er på arbejdspladsen – snak med kollegerne. Det handler ikke kun om månedslønnen, men også ferie, efteruddannelse og så videre. Tænk igennem, hvad du vil opnå.
  • Tænk over, hvad der er vigtigt for arbejdsgiveren. Det er ikke nødvendigvis de resultater, du selv er mest stolt af.
  • Det er en god idé at føre dagbog over dine resultater. Når man skal komme i tanker om, hvad man har udrettet, er det måske svært at huske de gode resultater. Chefen har måske samme dårlige hukommelse, så skriv det ned og fortæl det.
  • Husk de bløde værdier. Mange glemmer, at det er ligeså vigtigt at få afdelingen til at fungere og have gode samarbejdsrelationer, som at bidrage mere direkte til bundlinjen.
  • Husk, at du kan få hjælp hos PROSA både via lønstatistikken på prosa.dk, ved at ringe og få vejledning om din situation eller tage et af de kurser, forbundet tilbyder med jævne mellemrum.

 

Do’s and don’ts under samtalen

  • Man skal aldrig true under en lønforhandling. Man kan eventuelt antyde konsekvensen, hvis man ikke kan opnå et tilfredsstillende resultat, men kun hvis man rent faktisk er parat til at føre det ud i livet.
  • Hav en forståelse for rollerne. Arbejdsgiveren sidder der for at sige nej, og du for at få mere i løn. Så bliv ikke sur.
  • Et nej er ikke altid et nej, og du kan godt blive ved med at gentage dit krav stille og roligt. Se et nej som et forhandlingsudspil.
  • Det kan virke fristende at opremse alle dine dyder. Men nøjes med to til tre virkelig gode argumenter for dit lønkrav. Din forhandling er kun så god som det svageste led, og så har  du også nogle argumenter til næste år.



Bliver du presset i løn på grund af krisetiderne?

  • Dybest set er det et valg, om man vil prøve at søge noget andet. Det er en forhandlingssituation. Der er stadig job at få, og de største lønstigninger kommer statistisk set ved at skifte job.
  • Men der er stadig brug for de gode kvalifikationer, så sørg for at arbejdsgiveren ved, hvad du kan. Det er din værdi for virksomheden, der tæller, og hvis man ikke har haft overskudsdeling, da det gik godt, er der ingen grund til, at du skal betale for underskuddet.
  • Tænk over andre muligheder. Hvis du går ned i løn, kan du få kompensation i form af mere ferie, færre timer eller frynsegoder.