Dansk it-politik, Softwarepatenter

Stil krav til den nye patentdomstol

Så blev folkeafstemningen afholdt, og det blev et ja til EU-Patentdomstolen.

PROSA har arbejdet for et nej, fordi vi har set en række problemer med konstruktionen af forslaget til en ny patentdomstol. Det er så ikke lykkedes helt at få overbevist folk om, at problemerne er så store, at et nej var at foretrække. Til gengæld er det lykkedes at få øget nej-andelen betragteligt. Da vi startede kampagnen i Initiativet mod Softwarepatenter sammen med It-Politisk Forening og Bitbureauet, var nej-procenten 18, og den endte på 36. Så noget fik vi da flyttet.
 
Selve kampagnen er gået over al forventning. Selv om vi var oppe imod stort set hele det politiske lag, det meste af erhvervslivet og store dele af fagbevægelsen, lykkedes det alligevel at få gjort softwarepatenter til et hovedtema i debatten. Til trods for at ja-siden forsøgte at holde fast i, at der ikke er problemer, fik vi gennem saglige og faglige argumenter redegjort for, at der er problemer på patentområdet. Faktisk lykkedes det så godt, at ja-siden blev nødt til at indrømme, at der reelt findes softwarepatenter, selv om det er ulovligt at udstede dem.

Jeg blev faktisk noget overrasket over, hvor meget vi fik sat softwarepatenter på dagsordenen. Men det skyldes især, at vi har haft argumenterne klar tidligt i valgkampen, og at vi har fået involveret en masse aktive, som har brændt for emnet. Gennem denne ihærdige indsats fra de mange aktive er det lykkedes at få sat fokus på nogle af de negative konsekvenser, som EU-Patentdomstolen kan medføre.
 

Ganske vist tabte vi slaget, men kampen er ikke forbi endnu. Selv om vi nu kommer til at indgå i Patentdomstolen, er der mange ting i forbindelse med  etableringen af den, der ikke er faldet på plads endnu. Så jeg vil opfordre Folketinget til at medvirke til, at der foretages en bedre sikring mod patentering af områder, som ikke kan eller skal patenteres. Det kan blandt andet ske ved, at Folketinget vedtager en udtalelse som det tyske parlament, hvor der stilles krav om en uvildig gennemgang af Det Europæiske Patentkontors praksis på softwareområdet. Endelig vil jeg også opfordre til, at Folketinget nedsætter et udvalg, som skal følge med i udviklingen af domstolens praksis, og som kan være med til at sikre en ordentlig evaluering af domstolen, når den efter planen skal evalueres om syv år.

Jeg vil gerne sige tak til alle jer, medlemmer som andre, der hjalp til med at få sat kampen mod softwarepatenter på dagsordenen. Selv om vi ikke vandt i denne omgang, fik vi vist, at det er muligt med de rette argumenter at få skabt en bred debat om noget så ufolkeligt som patenter. Den entusiasme og det engagement skal vi holde liv i, så vi fortsat kan råbe vagt i gevær over for udviklingen på patentområdet.