PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Systemudvikling og systemer, Internet, It og samfund, It sikkerhed og kryptering, It-tendenser

Stop de idiotiske internet-tingester

Sikkerheden skal være på plads, hvis IoT (Internet of Things) skal fungere. I det hele taget er det en overvejelse værd, hvilke tingester der overhovedet hører hjemme på nettet.

Den automatiske Gardena-havevanding svigtede på grund af en serverfejl, og blomsterne døde for de ferierende tyske ejere.

Internetforbundne britiske elkedler gemte husstandens lokale wi-fi-password ukrypteret, så drive-by-hackere kunne snuppe det.

I august måned tilbagekaldte de amerikanske myndigheder knap 500.000 pacemakere af frygt for trådløs hacking af den indbyggede firmware.

De banale, tåbelige og skræmmende minder fra 2017 fløj gennem mit hoved, da jeg uforvarende opdaterede min hjemlige Osram Lightify-gateway i håb om at forbedre stabiliteten for internetstyring af lys i mit køkken i den mørke vintertid.

Straks gik min smartphone i gang med at downloade ny firmware til de 10 LED-pærer, som hænger i køkkenloftets to lysekroner. Den proces tog lidt mindre end to utålmodige timer, og den nye udgave af Osrams Lightify-app gav ingen ny funktionalitet. Den længe bebudede version med mulighed for fuld funktionalitet uden internetforbindelse lader stadig vente på sig her et år efter mit lysindkøb.

Det er egentlig ganske utroligt at opfinde et “smart” system til lysstyring, som kræver en internetopkobling. Faktisk er jeg helst fri for at styre mit lys over internettet - især fordi jeg ved, at hele opsætningen af systemet kan slettes af Osram fra en server i Tyskland. Det skete nemlig, da jeg bad om hjælp fra de venlige supportere, og de nulstillede systemet en fredag, inden de holdt weekendfri. Så kunne jeg starte forfra om mandagen.

Så min henstilling til alle de virksomheder, som energisk arbejder på at proppe så meget som muligt ud på nettet lyder: 

  • - I stedet for at love fremtidige forbedringer, så sørg for, at teknikken virker fra version 1.0.
  • - Giv mig valgfrihed, så jeg kan slå wi-fi og andre forbindelser fra og fortsat have funktionalitet.
  • - Tænk i sikkerhed, kontrol og transparens som et universelt princip.

Havde jeg en pacemaker indopereret, ville jeg insistere på at være betrygget om sikkerheden og have kontrollen med hvem, der tilgik den og med hvilket formål. Og netop de muligheder bør være den universelle default.