Da Eva Birch Christensen gik på den naturvidenskabelige basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter (RUC), var hun med i en kollektiv protest, hvor en håndfuld studerende stoppede og fik "rigtigt" arbejde i stedet.
Hun fik job på elektronikvirksomheden Neselco i 1979 som montrice - og blev der i fem år. Senere vendte hun tilbage til RUC - denne gang med barn nr. tre på armen og læste datalogi - for det der med at programmere havde siddet i kroppen, siden hun prøvede det som 15-16-årig i ungdomsskolen i København. Studiet blev passet sammen med et deltidsjob i ferielovskontoret.
Omveje til PROSA
Mens deltidsarbejdet efterhånden blev til mere, gled datalogistudiet langsomt ud, så Eva Birch Christensen har svært ved at sætte en nøjagtig dato på, hvornår hun holdt op på RUC. Efter nogle småjobs med edb og statistik, blev hun it-medarbejder i Statens Musikråd i 1993. Sideløbende var hun blevet aktiv i PROSA, hvor hun bl.a. lavede en stor undersøgelse om psykisk arbejdsmiljø, når hun afspadserede i musikrådet. Den energiske kvinde, der nu var fraskilt mor til fire, blev i 1998 valgt som faglig sekretær i PROSA og har været her siden. Hun sidder på et trangt kontor med stabler af papir, sagsmapper og litteratur, der ikke rigtig er plads til i reolerne, som hun deler med faglig sekretær Steen Andersen. Eva Birch Christensen har været rundt på mange sagsområder i PROSA og har i dag fokus på arbejdsmiljø, løn- og arbejdsforhold samt PROSA SAS.
Møder museskaderne
Du har selv anbefalet, at arbejde med mus højst bør udgøre 20 timer af en arbejdsuge for at undgå problemer med arme, skuldre og nakke. Er det ikke urealistisk i it-branchen?
- Både og. Det går da den rigtige vej, for flere og flere programmer kan godt bruges uden mus, mens andre er tænkt musebaserede, for eksempel på web. Der er jo desværre en tendens til, at jo mere specialiserede programmerne er, jo mere musebaserede er de, siger hun og fortsætter:
- Det viser sig jo også, at folk får skader i stressperioder: Du lærer ikke at bruge genvejstaster, når du har travlt og har en deadline. Det er jo tåbeligt, at dygtige mennesker skal stoppe med at arbejde med edb, fordi de får museskader.
Diskussionen om, hvorvidt museskader overhovedet kan betegnes som en sygdom eller ej, ser Eva Birch Christensen mere som et udtryk for, at Arbejdsskadestyrelsen ikke ønsker at antallet af erstatningssager skal stige:
- Der er ikke et anerkendt diagnose-apparat, der kan definere smerten, men for mig at se er skaderne reelle, siger hun, nu alvorligt, insisterende, med foldede hænder. Hun kender til medlemmer, der end ikke kan arbejde med mus efter fem års pause:
- Sætter du dig koncentreret ned og arbejder, kan du måske ikke mærke smerterne, men det betyder bare, at du bygger skaden yderligere op. Det er ikke "svage" personer, der får museskader, men derimod de pligtopfyldende og ansvarsfulde medarbejdere. Det er arrogant at afvise folks smerte, når de ikke engang kan sove om natten, siger hun med udråbstegn.
Jeg beskytter mig selv
De mange personsager, de mange hængepartier på bordet og den manglende reolplads ser ikke ud til at stresse Eva Birch Christensen. Trods en lang arbejdsuge og mange arbejdsopgaver, synes hun, at medlemmerne er flinke til at respektere hendes privatliv. Alligevel har hun indset, at der skal professionel hjælp til medlemmer, der er kørt ned af stress eller mobning. Her er det ikke nok at være runde, trivelige, forstående Eva:
- Før vi fik en arbejdspsykolog tilknyttet PROSA, fortalte flere kriseramte medlemmer mig, at jeg var den eneste, de kunne snakke med, mens de f.eks. var sygemeldt. Også selvom de f.eks. havde fået ordineret antidepressiv medicin af egen læge.
- Jeg tænkte, at det jo ikke gik, at jeg havde ansvaret for måske selvmordtruede medlemmer, så vi fik en aftale med en professionel arbejdspsykolog, som har sat sig grundigt ind i vores branche, forklarer Eva Birch Christensen, der ikke ønsker at fremstå som en trøstende moder, men gerne vil perspektivere i stedet for:
- Jeg skal få de stressramte til at se, hvilke mekanismer eller magtspil på arbejdspladsen, der har udløst krisen. Det kan faktisk være svært at se, fordi man som medarbejder helst bare vil beskæftige sig med edb og ikke organisationens struktur. Og det hjælper faktisk - ellers er medlemmet tilbøjelig til at give sig selv skylden.
- Vidensintensivt arbejde og programmering kan være givende - men fremtidens arbejdsgiver vil være ham, der vil være med til at løse stressproblemerne, er Eva Birch Christensen overbevist om: "Arbejd-altid-kulturen" er mere udbredt i umodnede firmaer, og det bliver jo ikke sjovt at arbejde der, den dag man stifter familie. Systemkrav om at levere et bestemt overskud kan også være frustrerende, fordi målet så ikke bliver kvalitet.
Den enkelte står alene
Eva Birch Christensen håber, at PROSA kan komme ud over opslidende diskussioner, om det nu er bedst at være ansat på en overenskomst eller på individuel kontrakt.
- Det er godt, at vi har begge dele, mener hun og fastholder samtidig, at det er bedst at være ansat en overenskomst:
- For en tillidsrepræsentant er det legitimt at tage problemer op med ledelsen, og arbejdsgiveren bliver vant til, at der er et forhandlingsforum. Den enkelte står mutters alene på en individuel kontrakt, og nogle steder er det umuligt at tale om problemer. Jeg synes, at det er at stikke folk blår i øjnene, hvis vi melder ud, at der er nogle fordele ved individuelle kontrakter - jeg kan ikke se dem.
For deltagere på PROSAs delegeretforsamlinger er diskussionen ikke ny, og det er heller ikke nogen overraskelse, hvad Eva Birch Christensen mener. Hun er stædig og vedholdende, når det gælder egne og faglige grundværdier, og hun har en meget stor respekt for, at det er medlemmerne, der betaler for at holde fagforeningen kørende. Måske derfor går hun heller ikke ind for et rygeforbud i hovedkvarteret i Ahlefeldtsgade - for medlemmerne skal have lov til at ryge, hvis det er det, de har behov for, når de er til møde i fagforeningen.
Rundt om Eva Birch Christensen
Alder: 49 år
Bopæl: Andelslejlighed på Nørrebro. Jeg byttede min store Vesterbro-lejlighed til to mindre, så den ene fik to af mine piger, og i den anden bor jeg sammen med den yngste, Rasmus på 16.
Mit private liv: Udover Rasmus har jeg Tania, 21 år, Katja 23 år, Sofie 28 år og barnebarnet Thure. Jeg har været gift to gange og er i dag single. Både min mor, jeg selv og Katja har været tidligt ude med at få børn, så min mor blev mormor som 36-årig.
Karriere: RUC natbas 1975 -1979. Montrice hos Neselco på Ellebjergvej i Sydhavnen 1979-1984. Datalogistudiet på RUC 1984, sideløbende med deltidsarbejde på Ferielovskontoret, der dengang hørte under Arbejdstilsynet, 1986-1991. I 1990 blev jeg medlem af PROSAs arbejdsmiljøudvalg og PROSA STATs forhandlingsudvalg. 1993-1998 var jeg ansat som edb-medarbejder i Statens Musikråd, hvor jeg lavede tilskuds- og journalsystemer. I 1996 kom jeg med i PROSA STATs bestyrelse, og i 1998 valgt til faglig sekretær i PROSA.
Lønniveau: 37.000 kr. plus pension.
Min største last: Jeg har svært ved at være tidsmæssigt præcis. Det blev allerede grundlagt, da jeg gik i skole, for på den franske skole på Østerbro slap man for den kollektive morgenbøn, når man kom for sent. Så skulle man i stedet stå lige indenfor døren i klasseværelset og bede selv. Det kunne jeg godt lide, for så fik jeg sådan et dejligt overblik over klassen.
Styrker: Jeg går ikke død på modstand, og jeg kan tåle modgang. Jeg mister ikke fokus og har en god politisk fornemmelse.
Svagheder: Jeg er en igangsætter, ikke en afslutter. Jeg kan have svært ved at begrænse mig.
Hvordan slapper du bedst af: Ved at diskutere nyhederne i TV-Avisen med mine børn. Ligesom mine børn er flasket op med politik, kommer jeg selv fra et politisk bevidst hjem. Mine forældre var frafaldne DKP'ere, og jeg har selv været politisk aktiv på venstrefløjen.
Hvilken bog har du sidst læst: De islandske gudesagaer.
Hvad laver du i din fritid: Jeg er gerne sammen med mine børn, der heldigvis alle sammen bor i nærheden. Vi laver sådan nogle almindelige ting såsom at spille kort eller se fjernsyn. Tidligere kunne jeg også godt lide at væve, men det har jeg simpelthen ikke tid til. Jeg kan også godt lide at sætte mig ind i nye edb-værktøjer, så jeg har da for eksempel en plan om, at jeg en dag skal forbedre min andelsforenings hjemmeside.
