Helge Sanders ministerpost er ikke en af de mundrette. Minister for videnskab, teknologi og udvikling. Derfor har folkeviddet døbt ham videnskabsministeren. Og han lever godt op til navnet. På hans første møde med it-pressen fyldte arbejdet med universiteterne en del, men vi kom da også ind på digital signatur, e-handel og hans eget forhold til it.
Digital signatur
Regeringen ønsker at fastholde den tidligere regerings vision om Danmark som førende it-nation. Og et af værktøjerne til at realisere visionen er den digitale signatur. Allerede meget tidligt bebudede regeringen, at den stod højt på dagsordenen.
Det første skridt trin mod digital signatur er, at alle ministerier skal finde de administrative hindringer for at digital signatur kan blive gennemført. Det skal de være færdige med inden Folketingets sommerferie.
- Jeg vil ikke sige, at digital signatur er den næste revolution, men det kan give et ryk henimod den omfordeling af ressourcerne, som er nødvendig i fremtiden. Vi skal have nogle hænder givet fri til opgaverne med omsorg og pleje, siger Helge Sander, som regner med at fremsætte lovforslag til at fjerne disse hindringer ved folketingsårets begyndelse i efteråret.
Det bliver en software-løsning, selvom hardware-vejen ville være mere sikker.
- Men vi vælger home banking-modellen, simpelthen for at komme i gang. Den tidligere regering var handlingslammede, fordi de ventede på, at den optimale løsning skulle dukke op. Men vi vælger at handle nu, for at så at gøre løsningen mere optimal henad vejen, siger Helge Sander, som også er optaget af sikkerheden omkring den digitale signatur.
Hjemme-pc\'er
Regeringens forslag til en hjemmepc-ordning bliver behandlet i Folketinget netop nu. Helge Sander mener, at det er en god måde at få udbredt pc-brugen i Danmark
- Vi skulle helst nå dertil, at computeren blev en helt naturlig ting i folks hverdag - på linje med køleskabet.
It- og Telestyrelsen
Regeringen har bebudet, at Telestyrelsen og Statens Information bliver fusioneret til en ny superstyrelse. Medierne har spekuleret på, om styrelsen ville blive placeret i provinsen. Ålborg har været nævnt.
Det kan ministeren helt udelukke.
- Det ville min tålmodighed ikke kunne holde til, siger han. Det er meningen, at vi skal hurtigt i gang med arbejdet, og en flytning vil tage for lang tid. Vi har også ca. 300 medarbejdere at tage hensyn til, som lige nu bor og arbejder i København. Derfor er det sikkert at den nye styrelse kommer til at ligge i København.
Helge og it
- Jeg vil betegne mig selv som en simpel bruger af it, smiler ministeren, der mener at børnene har en mere intuitiv tilgang til mediet.
- For dem er det en helt naturlig ting. De er allerede i gang med at trykke på knapperne, inden vi andre er færdig med at læse brugsanvisningen.
Ministeren mener, at it på et mere overordnet niveau skal bruges som et værktøj til at forenkle visse ting og frigøre ressourcer.
Dansk it-politik