PROSA er en demokratisk og åben organisation, som giver de aktive medlemmer mulighed for at påvirke holdninger og udviklingen i PROSA. Det gælder både i de udvalg, de politiske organer nedsætter, og i lokalafdelingerne. De aktive har en stor frihed til, inden for de fastsatte rammer, at arbejde med både konkrete initiativer og udmøntning af de vedtagne politikker. De står selvfølgelig til ansvar over for, hvad de foretager sig, og hvis nogen kommer længere ud, end mandatet holder til, skal enten den politiske ledelse eller i yderste konsekvens de kompetente organer tage affære.
Jeg støtter det ungdomsarbejde, der udføres i PROSA. Idéen med at etablere et ungdomsudvalg har været, at de skal være med til at skabe debatter inden for de faglige områder, som PROSA beskæftiger sig med. Det må gerne ske på spændende, interessante, kreative og anderledes måder, end vi normalt udfører fagforeningsarbejdet på, og gennem de senere år er der både lavet videoer om overvågning, brugt stormtropper mod overvågning og zombier mod begrænsninger i adgangen til nettet og aktioner for kopiering af egne cd'er og dvd'er. De tager udgangspunkt i de vedtagne politikker på området og forsøger at skabe debat og opmærksomhed på sagerne. På seneste delgeretforsamling vedtog vi, at PROSA skal arbejde for, at it bruges til at styrke de demokratiske processer, blandt andet gennem åben adgang til informationer på internettet, og jeg mener, at ungdomsudvalgets initiativ falder klart inden for den ramme.
Jeg bakker derfor op om ungdomsudvalget initiativ, som jeg også var orienteret om, inden det blev søsat. Og jeg kunne ikke drømme om at bremse deres initiativ på dette område. Og så er det udvalgets medlemmer selv, der har stået for indsatsen, og der er derfor ikke brugt kontingentkroner på sagen.
PROSAs hovedbestyrelse og forretningsudvalg har ikke taget stilling til ungdomsudvalgets nyeste initiativ, ligesom de heller ikke tidligere har taget stilling til de aktiviteter, som ungdomsudvalget har gennemført. Så længe arbejdet foregår inden for de politisk besluttede rammer, skal der heller ikke tages stilling fra andre politiske organer. Det ligger som nævnt i den måde, som vi arbejder på, og som er et særkende for PROSA, som vi meget gerne vil fastholde. I øvrigt holder vi et medlemsmøde den 16. december om emnet, hvor vi vil diskutere, hvordan vi kommer videre med indsatsen på området og får inddraget medlemmer, som har en mening om sagen.
Niels Bertelsen
Formand for PROSA