It og samfund, It sikkerhed og kryptering, Internet, Fagforeningernes rolle

FAQ om U35’s WikiLeaks-mirrorsite

Hvorfor har PROSAs Ungdomsudvalg valgt at lave en mirrorside af WikiLeaks? Få svar på dine spørgsmål her.

Hvorfor har PROSAs Ungdomsudvalg valgt at lave en mirrorside af WikiLeaks?

Det, der har drevet it-branchen frem, har været det frie internet. Derfor mener vi i U35, at det er essentielt ift. medlemmernes interesser, at PROSA forsvarer internettet mod censur og lukning af internetsider, som er ubekvemme for politikerne. Accepterer vi censur af WikiLeaks, er der åbnet en ladeport for lukning af sider på internettet. Det kan betyde teknologisk tilbageskridt og arbejdsløshed blandt it-professionelle, så derfor varetager PROSA it-professionelles rettigheder ved at stå fast på, at internettet skal vedblive at være frit.

Det er samtidig en mærkesag for os at forsvare ytringsfrihed og pressefrihed på nettet. Da det viste sig, at der var mange angreb på WikiLeaks, besluttede vi i PROSAs ungdomsudvalg at oprette et såkaldt mirrorsite, som automatisk spejler oplysninger på den rigtige WikiLeaks-side, så oplysningerne ikke forsvinder fra nettet, selv om WikiLeaks bliver angrebet.

Forholder I jer slet ikke til, hvad Wikileaks bringer?

Vi tager som udgangspunkt ikke stilling til indhold på WikiLeaks, men til deres ret til at være online. Indtil videre er der dog ikke offentliggjort noget, der er farligt for Danmark eller danskere. Der er offentliggjort politisk farlige ting, men det er noget andet.

WikiLeaks har forsøgt at beskytte enkeltpersoner, eksempelvis er de soldater, der har fortalt om krigsforbrydelser, blevet personbeskyttet.

Vi mener, at WikiLeaks som andre journalister skal have ret til at offentliggøre dokumentation om, hvordan magten udøves. Og selvfølgelig må de stå til ansvar over for loven. Ligesom dem, de afslører, må stå til ansvar for deres gerninger.

Hvad hvis der er ulovlige informationer på WikiLeaks?

Det skal være domstolene i Danmark, der vurderer, hvad der er ulovlig information.

Ytringsfriheden og pressefriheden i Danmark er reguleret af grundloven samt yderligere lovgivning om injurier, blasfemi og diskrimination. Lovene skal administreres af domstolene – ikke af politikere som skifter mening alt efter, hvad der er opportunt.

Der skal være højt til loftet og fri debat i et frit samfund. Og enhver skal stå til ansvar over for lovene – også WikiLeaks og PROSA.

Hvis der er informationer på WikiLeaks, som overtræder lovgivning i Danmark, vil vi selvfølgelig genoverveje mirrorsitet. Foreløbig har det ikke været tilfældet, og mange andre medier i Danmark har da også gladeligt viderebragt WikiLeaks’ nyheder.

Støtter I terror?

Ifølge tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Jørgen Bonnichsen vil disse virksomheder nævnt i WikiLeaks slet ikke være egnede som terrormål. Han har udtalt: "Der bliver næppe mange følger af, at WikiLeaks har lækket fire danske lokaliteter, som USA regner for 'vitale' for landets forsyningssikkerhed."

Men stederne er selvfølgelig med eller uden WikiLeaks' oplysninger et oplagt mål. Netop derfor har de et højt sikkerhedsniveau. Flere andre eksperter er enige med Bonnichsen om, at WikiLeaks’ oplysninger ikke højner trusselsniveauet. Oplysningerne er særdeles ubekvemme for mange regeringer, men de er ikke farlige og øger ikke terrortruslen.

At offentliggøre de aktuelle data via Wikileaks er ikke det samme som at støtte terror: I næsten 10 år har millioner af amerikanere ansat i offentlige myndigheder haft adgang til data som dem, der nu er offentliggjort. At bryde det informationsmonopol gavner ikke terrorisme, men er derimod med til at sikre hele verden adgang til informationer, som angår os alle.

Hovedvejen til terrorbekæmpelse går gennem transparens og offentliggørelse af informationer – ikke gennem fortielser og lukkethed.

Hvad er jeres holdning til whistleblowers?

Vi tager ikke stilling til indholdet på WikiLeaks, men overordnet set mener vi, at det er vigtigt at have kanaler, hvorigennem whistleblowers kan lække oplysninger.

Der er mange whistleblower-funktioner i Danmark:
SKAT har det mht. sort arbejde.
Kommunerne har det mht. socialt bedrageri
Bankerne har det mht. interne procedurer og etik.

PROSA har det mht. arbejdsforhold, eksempelvis underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.

Det kan være godt at få belyst forhold, som er af almen interesse, eksempelvis krigsforbrydelser. Sådanne forhold kan ofte kun belyses, hvis nogen røber det i trods – hvilket ofte sker via whistleblowing.

Er det værd at lave et mirrorsite, når nogle medlemmer melder sig ud i protest?

Vi er i U35 rigtig kede af, at nogle få medlemmer melder sig ud af PROSA nu (i skrivende stund er det under 10 medlemmer). Det har ikke været vores intention, tværtimod. Vi synes, det er vigtigt for PROSA at have stærke it-politiske holdninger. Diskussionen om det frie internet handler direkte om, hvor mange fremtidige it-arbejdspladser der skal være, og derfor ser vi det som interessevaretagelse af it-folks arbejdsmæssige interesser, at vi går ind i denne sag. Hvis WikiLeaks kan blive lukket, kan mange andre sider også blive lukket.

Vi støtter WikiLeaks’ ret til at være tilgængelig for interesserede på internettet. Det er essentielt i et demokrati, at der ikke er censur af pressen. Sagen er af principiel karakter, og at det er vigtigt at støtte WikiLeaks’ ret til at være til stede på internettet, også når de offentliggør ubekvemme sandheder for siddende politikere.

Men derfor er vi alligevel voldsomt kede af, at medlemmer melder sig ud pga. vores mirrorsite. Vi opfordrer i stedet alle medlemmer med holdning til it-politik til at melde sig til de politiske udvalg i PROSA.

Tager I partipolitisk stilling?

Nej, og der er repræsentanter for hele det politiske spektrum i U35-udvalget. Vores mirrorsite handler ikke om partipolitik, men om it-politik og frihedsrettigheder.

Vi er ærlig talt blevet forundret over, at nogle danske politikere kan være imod ytringsfrihed og pressefrihed med det fokus, som netop de emner havde under den såkaldte Muhammed-krise. I det tilfælde var der mange private aktører, som ved både lovlige og ulovlige midler forsøgte at få tegningerne af Muhammed fjernet fra aviser – med midler fra boykot til attentatforsøg. 

Responsen var, at flere aviser genoptrykte disse tegninger i protest – også aviser, som egentlig ikke ville bringe tegningerne, men de gjorde det for at forsvare retten til at bringe tegningerne. Man behøves altså ikke at synes om indholdet i andres ytringer for at forsvare, at de skal have ret til det at ytre sig. Det er en principiel sag om at forsvare grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder.

Vi har nu gang i en lignende sag. En medieorganisation beskyldes for uansvarlighed i omgangen med informationer. Diverse aktører har med både lovlige midler (eksempelvis stop for levering af tjenester fra PayPal) og ulovlige midler (DDOS-angreb) forsøgt at tvinge WikiLeaks ned. Vi i PROSAs ungdomsudvalg kan godt spejle siden, uden at vi mener, at alt indholdet er godt, ligesom nogle aviser gjorde under Muhammed-krisen.

Hvordan oplever U35, at censuren udmønter sig?

Medierne har været meget fokuseret på de hackerangreb, som WikiLeaks har været udsat for, men den største skade er sket fra mange af de private aktører, som driver internettjenester, banker og betalingsløsninger (Amazon, PayPal, Visa, Mastercard, m.fl.).

Tjenesterne har lukket for adgangen til WikiLeaks, efter at den amerikanske regering har lagt pres på tjenesteudbyderne. Dette betyder, at det er en siddende regering, som har været ansvarlig for censuren, ikke de retslige instanser. Hvis  WikiLeaks’ informationer var så klart ulovlige, som den amerikanske stat oplyser, det er, er det bemærkelsesværdigt, at der ikke er foretaget retslige skridt mod de virksomheder, som stadig udbyder tjenester til WikiLeaks, fx. Facebook og Twitter.

Særligt problematisk er det dog, når universiteter opfordrer deres studerende til ikke at diskutere lækkene, og når forskningsbiblioteker så som Library of Congress blokerer adgangen til WikiLeaks’ offentliggørelser.

Vi accepterer ikke den form for retstilstand, disse handlinger har bragt med sig. Det skyldes særligt, at det kan være os som it-folk, der i fremtiden bliver presset til at foretage lignende begrænsninger af elementære frihedsrettigheder.

Hvorfor skal mine kontingentkroner gå til WikiLeaks?

Der er ikke en krone fra PROSAs midler, der bliver overført til advokathjælp, og det er nogle stykker af os i U35, der har oprettet og opretholder mirrorsitet i vores fritid.

Vi har i U35 startet en indsamling til advokathjælp til WikiLeaks. Der er stillet en kuffert a la Olsen Banden op i receptionen i PROSA, hvor alle kan lægge bidrag uden at kunne spores via bankoverførsler. Er man ligeglad med potentielle bankoverførsler, er der en konto, hvor både medlemmer og ikke-medlemmer kan donere penge.

Det er altså fuldstændig frivilligt, om man som medlem af PROSA vil bidrage økonomisk til advokathjælp til WikiLeaks. Det er en beslutning, der er truffet i respekt for de medlemmer, der ikke på nogen måde vil støtte WikiLeaks.

Hvorfor skal PROSA som fagforening lave mirrorsite?

Det er en usædvanlig situation, der kalder på usædvanlig respons. Vi mener, det er nødvendigt, at nogen træder frem og sætter kampagnen for at stoppe WikiLeaks i perspektiv. Det er nødvendigt, fordi afgørelsen på dette kan komme til at bestemme internettets fremtid. Skal det styres af stater, eller skal det som i dag være et forholdsvist frit medie?

I PROSA mener vi ikke, at vore medlemmer er bedst tjent med regulering og kontrol af et vigtigt arbejdsredskab og medie. Der er en alvorlig risiko for, at mindre frit internet vil lede til mindre innovation og fri konkurrence og dermed vil skade vore medlemmers beskæftigelse. PROSAs formål er ifølge vedtægterne at varetage medlemmernes faglige,  uddannelsesmæssige, økonomiske og sociale interesser. Alle disse er på spil i denne sag, hvis det lykkes at censurere WikiLeaks. Vi har derfor valgt at spejle WikiLeaks for at forsvare vore medlemmers legitime interesser.

Kan der være noget, der får U35 til at lægge mirrorsitet ned?

Ja, vi kan selvfølgelig ikke være med til at offentliggøre oplysninger, der direkte bringer danske soldater eller borgere i fare, også selvom oplysningerne er frit tilgængelige andet steds. Det har da også været vurderingen fra eksperter indtil videre, at de oplysninger, der er lækket, ikke er af en sådan karakter. Vi holder naturligvis øje med udviklingen.

Det kan også være, at der sker noget politisk, så vi ikke længere kan stå inde for mirrorsitet, og det kan være, at vi bliver så trætte af hele sagen om WikiLeaks, at vi ikke orker at holde mirrorsitet kørende. Vi debatterer løbende, hvad vi skal mene, og der er meget forskellige holdninger repræsenteret i udvalget. Det ser vi dog kun som kvalificerende.

Er U35 en lukket, selvsupplerende gruppe uden mandat?

Udvalget er nedsat af Hovedbestyrelsen i PROSA. Udvalget holder jævnligt møder, og de er åbne for alle medlemmer under 35 år (heraf navnet). Møderne i næste halvår i 2011 i U35’s afdeling i København står i kursuskataloget, der udkommer efter nytår. Næste møde er torsdag den 20. januar. I januar skal vi bl.a. drøfte indholdet i superheltekursus, der kvalificerer unge i starten af deres it-karriere. Vil du være med i U35, så send en e-mail til cge@prosa.dk. Der er både et U35-udvalg i Århus og i København. Begge udvalg fungerer uafhængigt.

Er du over 35 år, kan du være med i udvalget IT og Samfund (ITS), hvor der ikke er hverken øvre eller nedre aldersgrænse. Udvalget drøfter it- og samfundsproblematikker, eksempelvis det frie internet. Send en e-mail til asc@prosa.dk, hvis du vil være med.

Vi håber på en fortsat god debatkultur i PROSA.