”Wow, bliver Barrett fucking stormet af FBI? Holy shit!”
Sådan lyder det på videochatten Tinychat 12. september 2012, da en gruppe sortklædte FBI-agenter stormer ind i Barrett Browns lejlighed og smider den i hackerkredse temmelig kendte journalist ned på gulvet. Med et knæ i ryggen bliver han presset så hårdt ned, at hans ribben trykkes ind mod de indre organer.
FBI-agenternes råb og Barretts skrig kan stadig høres på Tinychat-videoen, som bliver uploadet til Youtube kort tid efter, at episoden finder sted. Razziaen sker, fordi Barrett tidligere på dagen selv har uploadet en video til Youtube, hvori han truer en navngiven FBI-agent.
På det tidspunkt har Barrett Brown allerede været i FBI’s søgelys i flere år.
Tre år tidligere har han grundlagt research-fællesskabet Project PM, som i 2011 får adgang til store mængder af hackede mails og dokumenter fra en række private amerikanske efterretningsfirmaer.
Det materiale giver Barrett Brown og Project PM en sjælden indsigt i det, han kalder det cyber-industrielle kompleks – en videreudvikling af det militærindustrielle kompleks, som er en betegnelse for de sammenfaldende interesser og samarbejdet mellem dele af et lands industri og militær.
Et samarbejde, som USA’s forhenværende præsident Dwight D. Eisenhower i sin afskedstale 17. januar 1961 advarer om kan få alvorlige negative konsekvenser for amerikansk politik og samfundet generelt.
Afslør magten
50 år efter Eisenhowers advarsel kan Barrett Brown og Project PM så dokumentere, hvordan amerikanske virksomheder i det cyber-industrielle kompleks planlægger en digital krig mod journalister, aktivister og organisationer.
Mere end 60.000 mails og dokumenter fra sikkerhedsfirmaet HBGary afslører, hvordan virksomheden sammen med Palantir Technologies, Berico og Endgame Systems har etableret Team Themis, der har til opgave på forskellig vis at overvåge og bekæmpe kritikere af det amerikanske handelskammer, Chamber of Commerce, og Bank of America.
På det tidspunkt har græsrodsorganisationer som Stop The Chamber med kampagner skabt et uønsket fokus på handelskammerets indflydelse på udarbejdelsen af amerikansk lovgivning, og Bank of America frygter en kommende Wikileaks-afsløring.
Team Themis planlægger derfor også cyberangreb, dokumentfalsk og misinformationskampagner mod Wikileaks og undersøgende journalister som Glenn Greenwald.
Dokumenterne er fremskaffet af hacktivist-bevægelsen Anonymous, som i februar 2011 hacker sig ind på HBGarys systemer. Anonymous har først gjort sig bemærket i 2008, da bevægelsen slår til mod Scientology-kirken. Men da Anonymous i 2010 iværksætter Operation Payback – et DDoS-angreb rettet mod blandt andre MasterCard, VISA og Paypal, fordi firmaerne nægter at håndtere støttebetalinger til Wikileaks – bliver de for alvor kendt i offentligheden.
Illustration: Mikkel Henssel
I modsætning til langt de fleste andre personer i Anonymous gemmer Barrett Brown sig ikke bag en Guy Fawkes-maske, som ellers er blevet synonymt med hackergruppen i videoer og ved demonstrationer. Han har ingen tekniske færdigheder, som gør ham i stand til at hacke, men han er som journalist meget aktiv med at udbrede kendskabet til afsløringerne, og han skriver blandt andet om dem i den britiske avis The Guardian og stiller velvilligt op til interview i medierne.
Giftgas og Coca-Cola
I december 2011 går Anonymous til angreb på den private efterretningsvirksomhed Strategic Forecasting (Stratfor). Mere end fem millioner hackede mails dokumenterer blandt andet, at Stratfor har spioneret mod indiske aktivister, der protesterer mod den amerikanske kemikoncern Union Carbide, der var skyld i giftgaskatastrofen i Bhopal, som kostede tusindvis af mennesker livet i 1984.
Stratfor har også kendskab til FBI’s hemmelige efterforskning af medlemmer af dyrerettighedsgruppen PETA, som Stratfors klient Coca-Cola ønsker oplysninger om. Igen er Barrett Brown med til at gøre offentligheden opmærksom på de ellers hemmelige aktiviteter.
De anarkistiske net-aktivister er nu for alvor placeret på FBI´s radar, og 12. september 2012 bliver Barrett Browns lejlighed stormet. I januar 2015 bliver han idømt 63 måneders fængsel for Anonymous-relaterede aktiviteter og trusler mod en FBI-agent efter at have siddet varetægtsfængslet siden razziaen.
Udover fængselsstraffen bliver han også dømt til at betale 890.000 dollar i bøde og erstatning til Stratfor.
Illustration:Mikkel Henssel
Landflygtighed
I dag er Barrett Brown i landflygtighed i England, og han har netop skrevet en ny bog med titlen ”My Glorious Defeats”. Den skulle oprindeligt have været udgivet sidste år, men trusler om retssager samt et afsluttende kapitel, der konstant blev genskrevet for at få den seneste udvikling med, har udskudt publiceringen.
Det er i skrivende stund uklart, hvornår bogen udkommer, men Prosabladet har haft mulighed for at læse et tidligt anmeldereksemplar og få et interview med Barrett Brown.
Samtalen foregår over Signal, og den indledende snak bliver først afbrudt af en hunds gøen. Herefter forsvinder Barrett Brown ud af synsvidde for at lukke hunden ud. For tiden hjælper han sin kærestes mor med at passe hendes kolonihave i Bournemouth, og der bliver han, indtil coronarestriktionerne løftes, og han kan vende tilbage til London.
– Jeg arbejder ikke som skribent, men lever mere som en bums og arbejder som gartner, siger Barrett Brown.
Anarkistisk ungdom
Oprindeligt stammer Barrett Brown fra Texas, hvor han tilbringer meget af sin opvækst med at læse bøger – især Dostojevskij. Han bliver tidligt politisk bevidst og forsøger allerede som 11-årig at starte sin egen lille kommunistiske celle. Det er ikke den store attraktion blandt hans jævnaldrende venner: Cellen har to medlemmer – inklusive Barrett.
Han læser også bøger af anarkisterne Emma Goldberg og Alexander Berkman, der bliver en slags idoler for den unge Barrett. Hans far er en succesfuld ejendomsentreprenør og mangemillionær, der dog ender med at miste alle sine penge. Forældrene bliver skilt, og Barrett Brown flytter sammen med sin mor fra den store herskabsvilla ind på et værelse i bedstemoderens lejlighed.
Det er en af den slags omskiftelige omstændigheder, som synes at have præget Barrett Browns liv, hvilket han også funderer over i ”My Glorious Defeats”.
Han beskriver blandt andet en episode fra sit fængselsophold, hvor hans hvide muslimske cellekammerat forsøger at oversvømme cellen: ”Mens D mumlende på klassisk arabisk stod ved toilettet og skyllede ud igen og igen, reflekterede jeg endnu engang over mit omskiftelige held. To år tidligere havde jeg været en respekteret sociopolitisk kommentator bedst kendt for mit aktivismearbejde tilknyttet Anonymous samt mine artikler i Vanity Fair og The Guardian. Jeg havde været på NBC Nightly News og kort inden min anholdelse deltaget i et Bloomberg Businessweek-panel sammen med CEOs og pensionerede regeringsembedsmænd. Jeg blev citeret som en ekspert i dette eller hint i den ene eller anden publikation med få dages mellemrum, og mine eventyr blev løbende beskrevet i medier som CNN, Gawker og Daily Mail (…) Men to år tidligere havde jeg boet på en vens sofa i Brooklyn, mens jeg solgte mine sidste ejendele på Craigslist for at kunne købe heroin. Det var faktisk en betryggende tanke. Min nedtur foregik mere i zigzag end et direkte lodret fald”.
Blandingen af humor, satire og dybt seriøse emner, som hans bog indeholder, betyder, at Prosabladets udsendte i første omgang opfatter følgende udsagn fra bogen som en vittighed: ”Nuvel, jeg havde for travlt til konventionel journalistik. Min karriere som revolutionær var ved at tage form”.
Men det er skam alvorligt ment.
– Der foregår et våbenkapløb mellem på denne side medierne, hvis opgave det er at hjælpe offentligheden med oplysninger, så befolkningen undgår at blive undersåtter, og på den anden side godt betalte folk fra militær og efterretningstjenester, der bliver uddannet i teknikker til at sløre og forvanske oplysninger. Kan vi bare gå ud fra, at det åbne samfund vinder? Jo mere jeg har set, jo mere peger pilen for mig mod et nej. Så ja, jeg vil hellere være revolutionær, uddyber Barrett Brown.
Katastrofal kortitdshukommelse
Sigtelserne for kriminelle aktiviteter i forbindelse med Stratfor-hacket og truslerne mod FBI-agenten står oprindeligt til at give Barrett Brown 105 år i fængsel, men straffen ender med at blive reduceret til 63 måneder.
Det er ifølge Barrett Brown ikke et ringe resultat i ”Republic of Crazyland”, som han kalder USA.
Hvad der til gengæld er ringe, mener Barrett Brown, er mediernes dækning af, hvad Anonymous har været med til at afsløre.
Ofte bliver historierne reduceret til opmærksomhedsskabende billeder af hætteklædte og maskebærende hackere, der sidder i mørklagte rum. De mere vidtrækkende konsekvenser for et demokratisk samfund af, at private efterretningsvirksomheder med forbindelser til statslige efterretningstjenester overvåger, chikanerer og misinformerer journalister, whistleblowere og græsrodsorganisationer, bliver sjældent berørt – og i øvrigt hurtigt glemt af medierne, mener han.
Illustration: Mikkel Henssel
Da Cambridge Analytica-skandalen, som blandt andet handlede om at målrette misinformation til bestemte befolkningsgrupper, brød ud, skulle medierne derfor i gang med at genopdage historien.
– Medierne har en guldfisk-hukommelse. Da historierne om Trump-kampagnens drøftelser med det israelske private efterretningsfirma Psy-Group blev beskrevet i The New Yorker, var det som om, at alt om hemmelige informationsoperationer var blevet glemt. Selv når de dukker op i de værste omstændigheder, som påvirkning af et demokratisk valg er, bliver det ikke sat i kontekst, siger Barrett Brown.
Psy-Group havde tilbudt Trump-kampagnen at udsprede misinformation og fake news via falske nyhedssites og sociale medier. Det undgik også mange mediers opmærksomhed, at Psy-Group havde indgået et aftalememorandum med Cambridge Analytica om tilsvarende ydelser.
Fadæser, fortielser og fejltagelser
I dag bruger Barrett Brown sin tid på projekter, han har etableret med andre ligesindede. Det drejer sig stadig om Projekt PM, der fortsat undersøger og afslører omfanget af det cyber-industrielle kompleks. Dertil kommer Projekt Swartz og Projekt Hastings.
Det første er opkaldt efter hacktivisten Aaron Swartz, der begik selvmord i 2013, og har til formål at undersøge og afsløre smædekampagner og chikane mod hacktivister. Projekt Hastings skal undersøge og afsløre fadæser, fortielser og fejltagelser i medierne, og her er det den undersøgende journalist Michael Hastings, som omkom i en usædvanlig trafikulykke i 2012, der har inspireret til navnet.
Håbet er, at dedikerede personer vil varetage den nødvendige grundige research og formidling. Men spørgsmålet er, om andre kan tændes af den indignation, som synes at være Barrett Browns drivkraft.
”Jeg har bestemt et dybt had til, hvad jeg ser som uretfærdighed. Men jeg har også en dyb længsel efter offentlig ære”, skriver han i sin bog og uddyber over for Prosabladet, at hans retfærdighedssans ofte har bragt ham i vanskeligheder:
– Fra barnsben var jeg meget påvirket af ting, som jeg anså som uretfærdigt. På grund af min manglende evne til at holde mig tilbage, endte jeg ofte i problemer i skolen.
Raseriets drivkraft
Det iltre temperament er ikke blevet mildere med årene. Det viste sig så sent som i 2019. Tre år tidligere har Barrett Brown vundet den prestigefyldte amerikanske National Magazine Award for tre artikler i den underholdende og informative artikelserie ”The Barrett Brown Review of Arts and Letters and Jail”. Artiklerne er håndskrevet for onlinemagasinet The Intercept, mens han rusker tremmer.
The Intercept er startet af blandt andre journalisten Glenn Greenwald, der som den første interviewede Edward Snowden. Men i 2019 brænder Barrett Brown sin pris i protest mod, at The Intercept har lukket Snowden-arkivet på grund af besparelser.
Arkivet rummer de tusindvis af dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA, som Snowden har lækket via medierne. Dokumenter, der viser, at USA står bag en langt mere omfattende aflytning af telefoner og data over hele verden end hidtil kendt.
Barrett Brown understreger over for Prosabladet, at han trods alt arbejder på at kanalisere sin vrede ud i positive projekter.
– Vrede og raseri er nøgleingredienser i, hvad der motiverer mig, og jeg prøver at fokusere den vrede på den mest effektive måde og ikke på den, for mig, umiddelbart mest tilfredsstillende måde, hvilket har været svært, erkender Barrett Brown.
