Nogle gange er der noget om, at \"less is more\". Det sandede Torsten Höök da han i februar 2005 sad i en voldgiftssag i et kontor på DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.) - den arbejdsplads, der gennem 15 måneder havde forsøgt at komme af med ham. For vidnelisten imod ham var alenlang. Chefer, it-chefer og institutledere var på stribe indkaldt for at underbygge ledelsens fyring af Torsten efter 15 år som it-ansat på DTU og seks af årene som fællestillidsmand for de cirka 30 PROSA-medlemmer på DTU. 12 timer endte sagen, at tage pga. alle vidneforklaringerne. Trods det, at der kun blev ført et vidne for Torsten, faldt sagen ud til Torsten og PROSAs fordel. Efter 15 måneder, hvor ledelsen med Torstens ord, kun har brugt tiden på at køre ham ud på et sidespor, har Torsten fået medhold i, at fyringen af ham ikke er gået efter bogen og han har modtaget en erstatning på 100.000 kr.
- Det er stadig for billigt at fyre en tillidsmand. Erstatningen er udtryk for en 1-0 sejr - men jeg ville hellere have vundet 4-0, kommenterer Torsten smilende erstatningen med. De øvrige tillidsmænd på DTU ventede med spænding på afgørelsen:
- Det var spændende, fordi et nederlag i praksis ville betyde fri jagt på tillidsrepræsentanter i perioder med nedskæringer. Inden for det offentlige vil det som bekendt sige året rundt, år ud og år ind, da der altid er nedskæringer, forklarer faglig sekretær Steen Andersen, der har kørt sagen for Torsten og fortsætter:
- Der skal absolut tvingende omstændigheder til at fyre en tillidsmand. Derfor er det vigtigt for os at gå ind i en sag som denne og sørge for, at fyringen ikke sker på en ligegyldig grund. Det vil ellers underminere hele vores system med tillidsfolk på arbejdspladserne.
\"Hvor lang tids opsigelse har du?\"
Torstens funktion skulle nedlægges i 2003, fordi det institut, han var ansat på, skulle nedlægges og it-funktionen centraliseres. Det er Torsten klar over, og mens han arbejder på at udfase sin server, er det med den klare formodning, at han skal flyttes over i den nye centrale it-afdeling, da han er godt bevandret i ikke bare instituttets it-funktion, men hele det tekniske universitets. Men under et møde med institutlederen kan han godt høre, at så nemt skal det ikke gå.
- Han spørger mig om, hvor længe jeg har været ansat og hvor lang tids opsigelse jeg har, husker Torsten om mødet med institutlederen. Indtrykket Torsten sad tilbage med var klar: Chefen håbede, at Torsten selv ville sige op og opfordrede ham indirekte til det. Men det havde Torsten ikke i sinde at gøre.
- Hvis han vil fyre mig, så har han værsgo at gøre det efter gældende regler om, hvordan man fyrer en tillidsmand.
Forlig faldt i 11. time
Derfor siger Torsten også nej til et tilbud, ledelsen ellers ikke mener, han kan sige nej til: fire måneders løn, hvis han selv går. I månederne efter afslaget tager et forlig mellem Torsten og hans arbejdsgiver form, hvor Torsten har udsigt til en erstatning. Men lige før arbejdsgiveren skal underskrive, ombestemmer man sig, og forliget bliver ikke til noget. Nu fremfører arbejdsgiveren, at Torstens fyringsgrundlag er, at der ikke er nok arbejde til ham. Dette sker alt i mens der ansættes andre i jobs, som Torsten kan bestride, så Personalestyrelsen involveres og er vært ved flere møder mellem parterne.
Alt i mens sagen står på, sidder Torsten på sit kontor otte timer hver dag og laver mindre og mindre som opgaverne bliver færre i det snart lukkede institut.
- At lade mig gå i 15 måneder uden enten at fritstille eller suspendere mig, er helt uacceptabelt. Det var aldrig sket i det private. Jeg kan kun se det som en slags hævn over, at jeg ikke løb skrigende bort ved udsigten til, at de ville fyre mig, som folk ellers har gjort, men at jeg tog sagen op. Der var ingen grund til, at jeg sad og optog et kontor i 15 måneder uden at lave meget andet end at kigge ud af vinduerne, siger Torsten Höök. Han giver sine kollegers utrolige opbakning æren for, at han ikke blev mærket af den spændte og langvarige situation.
Alle andre er bedre
En arbejdsgiver har en omplaceringspligt - dvs. man skal - om overhovedet muligt - placere sin medarbejder et nyt sted, i en ny funktion eller sørge for, at medarbejderen uddannes til at kunne udføre nyt og andet arbejde, før en fyreseddel er berettiget. Det oplevede Torsten som eneste it-ansatte og net-ansvarlig på et af DTU´s institutter ikke at blive tilbudt.
Under den 12 timer lange voldgiftssag blev det gentagne gange understreget, at Torsten ikke var i stand til at besidde arbejde noget andet sted på DTU. Alle andre 76 it-medarbejdere var langt mere kvalificerede og uundværlige. Så ledelsen så ingen anden udvej end at fyre Torsten.
- Der blev sagt mange løgne under den voldgiftssag, konstaterer Torsten tørt.
- Blandt andet, at det ville tage lang tid at opgradere mig - der er vant til at arbejde med Novell - til Linux. Det er jo noget vås. En Linux-certificering tager nogle uger. Selvfølgelig siger alle adspurgte institutledere og it-chefer, at netop deres it-medarbejdere ikke kan undværes. De er da ikke interesserede i at skulle af med en, fordi de skal skabe plads til mig, fordi min chef ikke er gået efter bogen - det er klart, forklarer Torsten de mange, meget enslydende udmeldinger fra vidnerne med.
Men de mange vidneforklaringer gjorde ikke mere indtryk på opmanden (mægler i en faglig strid, red.) end, at der i kendelsen er lagt vægt på, at ledelsen burde have ajourført Torstens it-faglige kompetencer, da man i god tid måtte have indset, at instituttet, hvor han arbejdede, ville blive nedlagt. Derfor konkluderes der, at der ikke har været tvingende omstændigheder til at fyre Torsten. Sagen er dermed ikke bare vundet for Torstens vedkommende, men er også godt nyt til andre tillidsrepræsentanter:
- Selv om erstatningens størrelse i sig selv ikke burde skræmme nogen, så har staten alligevel det princip, at den nødig taber den samme sag to gange. Så vi har et begrundet håb om, at andre statslige arbejdsgivere vil være mere villige til at overholde reglerne fremover, fortæller Steen Andersen.
