Tillæg, tillæg og tillæg. Det er noget nær den eneste vej til mere på lønkontoen for it-professionelle i det offentlige.
– Det er karakteristisk for det offentlige område, at man - i modsætning til det private arbejdsmarked - meget tidligt stopper med at honorere øget erfaring, siger Allan Pleman, der som konsulent i PROSA står for årets lønstatistik.
Hvor startlønningerne begge steder ligger på nogenlunde samme niveau, stikker lønnen for de it-professionelle i det private hurtigt af og efterlader fagfæller i det offentlige tilbage med en meget flad lønudvikling. Ydermere bliver lønforskellen blot større og større med årene.
– I det offentlige når man meget hurtigt til sluttrinnet. Mulighederne for lønstigninger ud over dem, der bliver forhandlet i overenskomsten, er i princippet gode nok. Der er bare for få midler til at give noget, siger Erik Swiatek, som er forbundssekretær for PROSA/Offentlig.
De nye tal i dette års lønstatistik viser, at lønniveauet på det offentlige område er steget med 1 procent.
– Det er ikke meget, men trods alt bedre end i 2013, hvor stigningen var helt nede på 0,1 procent. Stigningen på den ene procent er dels hentet ved lokallønsforhandlinger, dels ved et pres på lønniveauet i forbindelse med nyansættelser, forklarer Allan Pleman.
Ny Løn presser lønnen
Tidligere fulgte de offentlige lønninger et system, hvor man fik løn efter anciennitet, og løntrinnene blev fastlagt ved centrale forhandlinger. Men i 1998 kom så Ny Løn, hvor man selv skal forhandle en del af lønnen på baggrund af, hvad man kan, og hvad man laver. Nu består lønnen af grundløn, funktionstillæg, kvalifikationstillæg og engangsvederlag.
– Faktisk er der flere ledelser, som kun giver engangstillæg. De kommer som en sum og giver ikke en varig forbedring i lønnen. Derved skal folk fastholde deres niveau for at ’fastholde’ deres engangstillæg gennem flere år, siger Erik Swiatek.
Når du bliver ansat i det offentlige, bliver du indplaceret i en løngruppe i forhold til dine kompetencer og dit ansvarsniveau. Inden for den ramme kan du, hvis du er ung og nyuddannet, stige et par gange, før loftet rammes. Skal du videre op i løn, kræver det en forhandling, som normalt sker årligt i konkurrence med alle andre ansatte.
– Der er ingen tvivl om, at Ny Løn har presset lønniveauet i det offentlige. For rammerne for forhandlingerne har i flere år været meget smalle, siger Erik Swiatek.
Ifølge ham er den eneste måde at sikre sig en ordentlig lønstigning på at skifte job.
– Men det er jo ikke en øvelse, folk praktiserer meget i øjeblikket, siger han.
Der er dog en række andre fordele ved at være offentligt ansat. Man har således 6. ferieuge, betalt frokostpause, fordele ved barsel, barn syg etc.
– Jobsikkerheden er nok også lidt højere i det offentlige, selvom der finder nedskæringer sted på nogle områder, siger Erik Swiatek.
Og så er tankegangen i det offentlige lidt anderledes end i det private.
– I det offentlige er man ikke så forhippet på indtjening, som man er i det private, og det kan jo være et tiltalende arbejdsmiljø at færdes i, siger han.
Tillæg skal der til
Lønstatistikken viser, at 38,8 procent af it-folk ansat i det offentlige har fået varige tillæg, mens 16,5 procent svarer, at de har fået et engangsvederlag i 2013. Men man skal have sig for øje, at der er tale om en faldende tendens, idet færre og færre i de seneste år har kunnet svare ja til, at de har fået tillæg af den ene eller anden slags.
– Grundet den økonomiske situation er der begrænsede midler til lokal forhandling, og dermed er der også færre personer, som får yderligere tillæg. At det så stadig er knap 40 procent af vores medlemmer, der har oplevet en lønudvikling under de omstændigheder, må siges at være positivt, siger Erik Swiatek
Hans helt overordnede budskab er, at det i grove træk er op til dig selv at skaffe mere i løn. De to første år, du er ansat efter endt uddannelse, går arbejdsgiveren med til, at du får mere erfaring ved blot at være på arbejdspladsen, men allerede herefter er det op til dig selv at skaffe dig kvalifikationer, der kan berettige til et varigt tillæg.
– Så mit råd til medlemmerne er: Vær opmærksom på det, og hold dine kvalifikationer ved lige. Tag, hvad du kan få af efteruddannelse, certificeringer etc., så du kan dokumentere din værdi for arbejdspladsen. Det er en øvelse, vores medlemmer skal lære, siger han.