Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, som normalt omtales som ansættelsesbevisloven, er en arbejdsmarkedslov, som er vedtaget på baggrund af et EF-direktiv og har været gældende siden 1. juli 1993. Loven gælder for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en varighed af mere end 1 måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid udgør mere end 8 timer.
Nu 8 år efter, gældende fra 1. juli 2002, ændres loven. På samme måde som den nuværende lov har arbejdsgiveren en oplysningspligt, som skal være fremgå af en ansættelseskontrakt.
Oplysningspligten omfatter alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, herunder mindst følgende oplysninger:
1. Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
2. Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagligt udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæftiget på forskellige steder og om hovedsædet eller arbejdsgiverens adresse.
3. Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori.
4. Ansættelsesforholdets påbegyndelsestidspunkt.
5. Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.
6. Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferie.
7. Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom.
8. Den pågældende eller aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, for tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
9. Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.
10. Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler, der regulerer arbejdsforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler, indgået af parter udenfor virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem disse parter er.
Ovennævnte 10 punkter er der ikke ændret ved. Det nye i loven er, at alle væsentlige vilkår, som er gældende for ansættelsesforholdet, skal fremgå af ansættelseskontrakterne. For ansættelsesforhold indgået før 1. juli 2002, og som fortsat består efter denne dato, skal arbejdsgiveren skriftligt oplyse lønmodtageren om eventuelle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, som lønmodtageren i forvejen ikke har skriftligt.
Fristen for opfyldelse heraf har arbejdsgiveren 1 måned til. Det vil sige indtil 1. august 2002.
Hvad er så væsentlige vilkår? Beskæftigelsesministeriet har lovet at udsende en vejledning herom.
"På baggrund af den politiske debat, som har fundet sted i forbindelse med lovændringen, kan man udlede at under væsentlige vilkår må indgå f.eks.":
• Honorering af overarbejde, samt pligt hertil.
• Pligt til at påtage sig rådighedsvagter og weekendarbejde.
• Brug af e-mail og internet.
• Økonomisk dækning ved barsel.
• Fri ved barns sygdom.
Såfremt arbejdsgiveren ikke opfylder sin oplysningspligt, kan lønmodtageren rejse krav om en godtgørelse, hvor Højesteret har lagt sig på et niveau på enten 5.000 kr. eller 10.000 kr. alt efter omstændighederne. Ifølge loven kan den maximale godtgørelse udgøre op til 26 ugers løn. Godtgørelsen er skattefri.
I henhold til loven skal ansættelseskontrakten udleveres senest 1 måned efter ansættelsesforholdets påbegyndelse. Men det er vores råd at få et skriftligt ansættelsesbevis, før man påbegynder ansættelsesforholdet.
I tilfælde af, at ansættelsesvilkårene ændres, skal der gives skriftlig meddelelse om nye vilkår senest en måned efter, at vilkårene er trådt i kraft.
