Danmark har som det eneste land i Norden ikke en konkret lovgivning eller formelle juridiske retningslinjer, som beskytter de såkaldte whistleblowere.
Det, selvom både Norge og Sverige har vedtaget love, der er specifikt beregnet til at beskytte personer, som offentligt fortæller om kritisable forhold. I Danmark er det blandt andet grundloven og forvaltningsloven, der fastsætter ytringsfrihed og de ansattes ret og pligt til at informere offentligheden om uregelmæssigheder. Det fortæller Erik Mygind du Plessis, der forsker i ytringsfrihed og kritik i arbejdslivet ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Konsekvensen er ifølge ham, at Danmark halter bagefter i beskyttelsen af ansatte.
Især for it-professionelle kan det give problemer. It-ansatte har i kraft af deres jobfunktion ofte adgang til typer af information, der kan stille dem i et dilemma: Skal de være loyale over for deres arbejdsplads eller over for samfundet, når det drejer sig om informationer, som man må antage, at offentligheden har krav på at kende?
– Hvis en ansat går til offentligheden, har det tit store konsekvenser. De mildeste konsekvenser kan være, at man ikke får den berettigede forfremmelse. Man kan også blive fyret, og der kan blive lagt sag an mod én. Man kan desuden opleve økonomisk ruin, og mange mister også familien, fordi de går helt ned på grund af den store psykiske belastning, siger Erik Mygind du Plessis.
En undersøgelse foretaget af PROSAs faglige hovedorganisation, FTF, viser, at næsten hver femte ansat i det private og næsten hver anden statsansat FTF'er på arbejdspladsen har oplevet kritisable forhold, som de har skønnet, at offentligheden burde kende til. Men undersøgelsen viser også, at meget få ansatte faktisk fortæller om deres oplevelser, fordi de frygter for følgerne.
Og det er bekymrende, mener Pelle Korsbæk Sørensen, der som ph.d.-studerende forsker i ytringsfrihed i arbejdslivet på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Han har blandt andet foretaget en undersøgelse af ansattes ytringsfrihed for Dansk Magisterforening, hvis konklusioner meget ligner FTF's.
– Det er ikke særligt mange, der går ud med informationen. I stedet fortæller de det oftest til deres nærmeste leder og i nogle tilfælde til deres tillidsrepræsentant. Men spørgsmålet er, om der så bliver gjort noget, siger Pelle Korsbæk Sørensen.
Det er ifølge ham meget svært at sige, om medarbejdere oplever positive eller negative konsekvenser, når de vælger at gå videre med deres information.
– Problemet er, at det rent statistisk er så få, som gør det, at det med sikkerhed er meget svært at sige, hvad de oplever. Det er reelt frygten for repressalier, der afholder medarbejderne fra at gå til offentligheden, siger han.
It-folk har kodeks for professionel adfærd
Hos PROSA fortæller medlem af It- og Samfundsudvalget Steffen Stripp, at fagforbundet allerede i 2006 udgav en pjece, som opstiller en lang række etiske retningslinjer for it-professionelle ud fra et internationalt forbillede.
Heri fremgår det, at ”It-folk skal fremme professionens integritet og omdømme i overensstemmelse med offentlighedens interesser.” It-folk skal i særdeleshed ”efterleve alle love, der styrer deres arbejde undtagen i de helt særlige tilfælde, hvor overholdelse er uforeneligt med offentlighedens tarv.”
Men hvad nu, hvis man faktisk oplever et af de særlige tilfælde?
– Man kan som it-ansat godt være i en situation, hvor ens arbejde ifølge loven er fortroligt, men hvor denne fortrolighed bliver brugt til at holde ting hemmelige eller gøre ting, som ikke er rigtige, siger Steffen Stripp.
Det kan eksempelvis være systemoperatører i ministerier eller hos andre statslige myndigheder som politiet, forsvaret og efterretningstjenesterne, fortæller Steffen Stripp.
– Man kan tænke sig eksempler som Edward Snowden eller andre, der har information om registrering af data, som er så vigtig for offentligheden, at det kan begrunde, at man går ud i offentligheden med det, siger han.
Han understreger, at man som ansat aldrig er forpligtet til at udføre arbejde, som er ulovligt. Heldigvis har Steffen Stripp ikke hørt om, at it-ansatte har haft brug for at whistleblowe om ting i Snowden-kaliber. Men støder de på øvrige kritisable forhold, skal de ifølge Kodeks for IT-folk ”rejse ting på en passende måde.”
– Derfor er det en dårlig ide at starte med at ringe til Ekstra Bladet, siger han.
Cavling-journalist: Ingen afsløringer uden whistleblowere
Uden whistleblowere ville der ikke have været en Farum-sag. Det fortæller undersøgende journalist på Jyllands-Posten Morten Pihl, som i 2002 modtog journalistbranchens fornemmeste pris, Cavling-prisen, for at afsløre daværende borgmester Peter Brixtoftes magtmisbrug og druk på skatteydernes regning i mønsterkommunen Farum.
– Det er meget ofte helt afgørende at få oplysninger fra folk, som er placeret i en organisation, siger Morten Pihl.
Han mener, at whistleblowere er meget vigtige, fordi de ofte er de eneste, som gennem tip eller dokumenter kan informere offentligheden om ting der ikke er i orden.
– Den nye offentlighedslov, hvor en lang række ting fra magtens centrum omkring ministrene mørklægges, gør det blot endnu vigtigere at få insider-informationer fra folk i systemet. Ellers kan man ikke afsløre ulovligheder og løgne, siger han.
Den nye offentlighedslov trådte i kraft ved årsskiftet og har været omdiskuteret, fordi kritikere mener, at den gør det sværere for blandt andre journalister at holde regeringen i ørerne gennem såkaldt aktindsigt. Morten Pihl har ifølge eget udsagn flere gange undladt at skrive meget interessante historier for at beskytte whistleblowere.
– Vi gør alt, hvad vi kan, for at beskytte dem som kilder. Vi er nødt til at have en meget høj etik. De skal jo ikke risikere deres job, fordi de henvender sig til mig,” siger Morten Pihl.
Mange ansatte kommer i klemme
Mange private firmaer og nogle kommuner har indført de såkaldte whistleblower-ordninger, hvor it-folk og andre ansatte kan fortælle om ulovlige eller kritisable forhold i organisationen.
Men især for statsansatte it-folk er muligheden for at give oplysninger om snyd, fejl og dårlige forhold fortsat vanskelig. Det mener advokat Bjørn Elmquist, der er formand for Retspolitisk Forening. Han har blandt andet forsvaret FE-whistlebloweren Frank Grevil, som offentliggjorde, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak, sådan som den daværende statsminister ellers havde fortalt befolkningen. Han noterer sig, at den type afsløringer sjældent fører til et positivt resultat.
– I stedet for at fungere som sikkerhedsventil, hvor vi får offentlig gavn af whistleblowingen, bliver der ikke rettet op på de kritisable forhold, som den pågældende ytrer sig om, siger Bjørn Elmquist.
At gå til pressen med sin viden kan have store konsekvenser. Bjørn Elmquist peger blandt andre på Anders Kærgaard, der som efterretningsofficer hos forsvaret lækkede videooptagelser fra Irak-krigen, hvor irakisk politi optrådte hårdhændet over for fanger, som senere blev tortureret. Han blev udstødt af forsvaret og har fået fem dagbøder på 13.000 kroner, fordi han nægtede at fortælle, hvem der gav ham videoen.
Værst gik det dog ud over Frank Grevil, som både mistede jobbet og havnede i fængsel, selvom forsvaret ifølge Bjørn Elmquist henviste til, at offentliggørelsen var sket ”i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse” - en paragraf i straffeloven, som ellers også kan fritage statsansatte for straf.
Hverken Bjørn Elmquist eller andre kilder, som Prosabladet har talt med, kan komme med danske eksempler på personer, som er sluppet godt fra at lække fortrolige oplysninger til offentligheden.
– Når man fra statens side virkelig føler, at ens sikkerhed er gået for nær, er der ingen pardon, siger Bjørn Elmquist.
Selvcensur er dyrt for samfundet
Men det er ikke kun spektakulære læk af fortrolige oplysninger, der giver whistleblowere problemer. I nogle tilfælde udsættes ansatte, som kritiserer arbejdsmiljø eller ledelsesbeslutninger på arbejdspladsen, for chikane eller mobning. Frygten for at opleve den slags får ansatte til at klappe i og holde hemmelighederne for sig selv.
– Så vælger de at holde kæft om alting - også med kritik, som det slet ikke ville være strafbart eller ulovligt at fremsætte, siger Bjørn Elmquist.
Han understreger, at offentligt ansatte som udgangspunkt har ytringsfrihed og krav på, at den bliver respekteret.
– Men det kan være et vanskeligt skøn for den enkelte at vurdere, hvor meget man kan tillade sig at lette på låget for at kvalificere den pågældende kritik, siger han.
Der er flere eksempler på ansatte, som har fået en påtale eller skideballe efter at have udtrykt kritik af organisationen, selvom de ikke har citeret fra konkrete sager.
– Det er ikke karrierefremmende. Derfor forekommer både selvcensur og mobning, og det er i bred offentlig og samfundsmæssig forstand meget ødelæggende. For på den måde får vi ikke fjernet de uhensigtsmæssigheder og værre ting, som måtte være der, siger Bjørn Elmquist.
Regeringen nedsatte sidste år et udvalg, der skal undersøge både lovændringer og egentlige whistleblower-ordninger, som kan sikre offentligt ansatte bedre beskyttelse, når de bruger deres ytringsfrihed. Udvalget består blandt andre af universitetseksperter, Folketingets Ombudsmand, Datatilsynet, faglige forbund, herunder FTF, arbejdsgiverne i kommuner og regioner, Danske Mediers Forum og Journalistforbundet. Udvalget skal have afsluttet sit arbejde til efteråret.
Og der er brug for en kulturforandring, når det gælder ytringsfriheden på arbejdspladserne, mener Rasmus Willig, som er sociolog og forsker i ytringsfrihed i arbejdslivet på Institut for Samfund og Globalisering på RUC.
– Vores eneste mulighed lige nu er at spejle os i dem, som faktisk står frem. Men de bliver sanktioneret og oplever repressalier. Derfor har vi ikke noget positivt billede af, at det kan betale sig, siger han.
