Disruptionrådet er navnet på et af de nyeste tiltag fra regeringen. Og efter lanceringen i slutningen af sidste år har dagsordenen tydeligvis optaget statsministeren – så meget, at han personligt satte sig for bordenden af arbejdet. Så langt, så godt. Regeringen lægger magt bag en diskussion om den teknologiske udvikling, som vi har manglet længe.
Desværre er værdierne og retningen i debatten fuldstændigt fraværende. Det ses tydeligt i den måde, som statsministerens omtaler udviklingen på. Budskabet er, at vi skal gøre os klar til fremtiden. At alle skal blive fremtidens vindere. At vi skal se udviklingen modigt i øjnene. At den kommer til at stille nye krav til os og forandre vores samfund, men at den også rummer muligheder.
Men hvor er visionen om, hvordan vi i Danmark skal gøre brug af den teknologiske udvikling til at løse vigtige politiske problemer? Vi skal stille krav til, at robotterne kan løse nogle af de vigtige problemer i samfundet, skabe lighed og gøre alle rigere. Vi skal kræve, at ny teknologi har indbygget beskyttelse af privatlivet, så vores data ikke kan sælges videre på et marked, der ejes af få gigantiske monopolvirksomheder. Og vi skal fra det offentlige satse massivt på grundforskning og uddannelse inden for de områder og teknologier, der vinder frem.
Vi både kan og skal stille krav til teknologien. Den skal udvikles til at hjælpe os med at få et rigt og godt liv, og det skal gælde for os alle sammen. Men hvis vi ikke tør stille de politiske krav og tage konsekvenserne af dem, så bliver det med garanti tech-giganterne, som kommer til at lade teknologien forme verden ud fra deres interesser.
Debatten om teknologien, om robotter og kunstig intelligens er i virkeligheden en debat om, hvilket samfund vi gerne vil have, og dermed hvilke opgaver robotter og kunstig intelligens skal være med til at løse. Opgaver som frigiver tid til borgernær velfærd, og som skrotter de unødvendige kontrolmekanismer, så ingen bliver fyret, men kernefagligheden vender tilbage i fagene.
Fordeling af arbejde, nye skatteformer og øgning af omfordelingen er også nødvendige skridt at tage, hvis den effektivisering, som kan komme med robotterne og den kunstige intelligens, ikke skal føre til arbejdsløshed og stigende ulighed. Desuden skal vi finde på mere direkte og radikale demokratiformer på arbejdspladserne, som sikrer, at udviklingen ikke bliver en undskyldning for at koble mange vigtige medarbejderperspektiver af beslutningsprocesserne.
