Software, Hardware, Internet

Bank rusten af dine Android-enheder

Vejen til genoplivning af den bedagede tablet og ældgamle smartphone er besværet værd, selvom vejen er lidt ujævn.

Min Samsung i9100-smartphone har længe været pensionsmoden, og ditto gælder for den tidligere tablet-topmodel fra Asus, tp700t. Især sidstnævnte har nærmest kravlet af sted, siden Asus for godt et år siden udsendte den sidste officielle opdatering til Android 4.2. Så sidder man der og ærgrer sig, samtidig med at bemeldte mobil også sander til og ikke længere lader sig opdatere med de nyeste versioner af apps. I en bedre verden burde de mange hardware-producenter sætte deres produkter fri for at fremme innovation og valgfrihed. Indtil da er det godt at vide, at der er alternativer. Man kan forsøge at gøre noget ved det selv.

Problemet er blot, at jeg indtil for et par uger siden ikke orkede at tænke på de operationer, der skal til, når hardwareproducenterne dropper support af enheder, der er ældre end et par år. Men med sommerferien i sigte valgte jeg at sige “take it easy, don’t be hidsig”, og så var det ud på nettet og blive klogere.

Goddag til saɪ.ˈæn.oʊ.ˌdʒɛn.mɒd

Det viste sig, at Asus faktisk havde en officiel procedure til at låse den krypterede bootloader op - en vigtig forudsætning for at kunne udskifte operativsystemet via en af de mange flashbare ROM-filer. Et af de mest aktive og slutbrugerorienterede udviklerteams, som laver de frigørende versioner, er Cyanogenmod (saɪ.ˈæn.oʊ.ˌdʒɛn.mɒd). Så start rejsen hos www.cyanogenmod.org og udviklersitet www.xda-developers.com, som har diskussionsfora med god information.

Hemmelige håndtegn

På teamets website kunne jeg til mine enheder finde hardwarespecifikke flashbare ROM-udgaver, som lader dem køre nogle af de allernyeste Android-versioner. Jeg fandt informationer om at modificere Samsung-telefonens bootloader. Alt sammen efter mystiske gerninger som at klikke syv gange på et punkt under indstillinger for at få sat telefonen i udvikler-modus, så man ved at trykke samtidig på volumen-knap op, home-knap og tænd-knap får adgang til en ny bootmenu. Forinden skal man lige halvstarte telefonen forbundet til en pc og køre et DOS-program, ADB, via et terminalvindue med en kryptisk parameterstreng, som kræver manual-læsning.  

Arbejdet med at opdatere de gamle enheder er slut. Væk er tvangssoftware af møgkvalitet fra hardwareproducenterne. Og jeg har selv valgt, hvor meget Google-software jeg vil tillade på udstyret. Går du i gang, kræver det omhyggelige studier af procedurerne. Der er ingen garantier, men mange hjælpsomme råd derude på nettet. Jeg har fået min belønning: Både batterilevetid og hastighed på mit udstyr er blevet bedre, og jeg har ikke oplevet datatab de måske op til 30 gange, jeg har installeret nye versioner. Det har været tidskrævende, men også sjovt og tilfredsstillende.