PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Software, Hardware

Big Data batter ikke

Der er tårnhøje forventninger til nytteværdien af store datamængder. Men vi lever stadig på babystadiet.

Big Data-begrebet er på mange måder en naturlig fortsættelse af det, som altid har været kernen i informationsteknologi: Drømmen om de medfølgende lyksaligheder, der bliver skabt ved at behandle store datamængder med en hastighed, som ville være uopnåelig baseret på ren hjernekraft.
Nu er det blevet mainstream at tale om, hvordan alting ændrer sig ved eksempelvis brugen af Big Data til at forudsige forbrugeres adfærd, og der forskes på livet løs, når man slipper prædiktive algoritmer løs på astronomiske datasæt.

Jeg undrer jeg mig over den dumhed, der kommer ud af alt datafiskeriet.

Hjemsøgt af Nik og Jay

Første eksempel ligger et par år tilbage. Musiktjenesten Spotify debuterede i Danmark. Jeg registrerede mig og havde stor fornøjelse af en brugervenlig grænseflade, som hidtil havde været forbeholdt piratmusik-steder i eksempelvis Rusland. Spotify gav mig god yndlingsmusik, og derfor forekom det mig komplet idiotisk, da jeg så i en periode som registreret, men gratis, bruger jævnligt blev konfronteret med musikreklamer for duoen Nik og Jay.

Askebægre og terrassevarmer

Andet eksempel handler om rygning. Her i PROSA blev der indført en intern rygepolitik for nogen tid siden. En del af den korrespondance havde nået min private mailbox hos Googles Gmail.

Her oplevede jeg, hvordan annoncerne rundt om mine e-mails skiftede karakter. Jeg blev tilbudt terrassevarmere, udendørs askebægre og rygestopkurser, selvom det var mange år siden, jeg selv havde droppet smøgerne.

Bedemænd og blomster

Tredje og temmelig morbide servering af kiksede annoncer foregik i to tempi. Jeg forsøgte i fortiden at skaffe oplysninger om behandlingsresultater for den kræftsygdom, som min søster havde pådraget sig, og jeg fik straks serveret annoncer om alternative behandlingsformer og dagsaktuelle tilbud på helende rosa kvartskrystaller. Anden del af det dystre kapitel rummede adskillige tilbud på luksuskister fra bedemænd og bårebuketter fra blomsterhandlere, da min søster døde. 

I øjeblikket kæmper jeg med efterdønningerne af en juletur til Bali og den merkantile galskab, som fodrer mig med tilbud om at holde ferie samme sted igen. Og nej Tripadvisor, jeg har delt mine ferieoplevelser, og I burde vide, at jeg og mange andre har bidraget til at generere Big Data, som dokumenterer, at jeg faktisk ikke skal til dejlige Bali foreløbig.

Fra mange data er vi gået til endnu flere data. Big Data bliver selvfølgelig til Very Big Data - hvis ikke Really Enormous Data. I mellemtiden krydser jeg fingre, for at vi kan opfinde Really Predictive Algorithms.