"Forstå Fremtiden" er en guide til "hvad eksponentiel acceleration kan gøre for dig" og læses måske bedst som et lille katalog over nogle af de ressourcer, teknologier og videnskabsgrene, man gætter på vil kunne løse nogle af fremtidens problemer: kunstig intelligens, bioteknologi, neurovidenskab og informationsteknologi, for at nævne nogle eksempler.
Forfatterne er Anders Hvid, ambassadør for Singularity University (SU) i Danmark, og Jannick B. Pedersen, bestyrelsesformand i FranklinCovey Danmark. Forord er skrevet af Henrik Føhns, vært på DR's Harddisken - og SU-"medelev".
Singularity University er ikke et akkrediteret universitet, men en inkubator og lobbyvirksomhed for Silicon Valley-firmaer, finansieret af, blandt andre, Google, LinkedIn og Nokia. Det blev stiftet af Ray Kurzweil og Peter Diamandis, der er kendt for deres opsigtsvækkende teknologioptimisme i form af tro på kommende udødelighed, og at vi er på vej ind i "The Age of Abundance".
Begrebet "singularitet" er i sig selv en lidt mystisk størrelse: Det har sine rødder i matematik og astronomi og bruges kort sagt til at beskrive tilstande, der ikke kan forklares ved hjælp af fysikkens love. Den californiske version af singulariteten er ideen om den uforudsigelige fremtid, der indtræffer, når computere autonomt kan reproducere klogere udgaver af sig selv. "Forstå fremtiden" er, ifølge forordet, en klar køreplan for denne uforudsigelige fremtid.
Konkret består fremtiden af intelligente maskiner, der vil opføre sig hensigtsmæssigt og tage initiativer på vores vegne, såsom digitale bankrådgivere, smartphones, der kan diagnosticere psykiske lidelser og vil begynde at indlede din behandling - samt nanorobotter, der reparerer din krop indefra.
Desværre bygger "Forstå Fremtiden" på nogle fundamentalt problematiske præmisser.
Grundlæggende et det utroværdigt, at typiske problemer med implementering af større teknologiprojekter simpelthen ikke eksisterer i bogen. I den fremtid, der tegnes op, afvikles al projektledelse gnidningsløst, teknologi har ingen negative sideeffekter, og der findes ingen modstridende interesser.
Og så gør bogen sig skyld i en grov undladelsessynd ved ikke at specificere, hvilket "dig" der tales om og til bogen igennem. Man kan måske godt drømme om en fremtid, som den her beskrives, men at den vil være universel, er i modstrid med kendt historik: Adgangen til den nyeste teknologi er reserveret til et smalt segment af verdensbefolkningen - og selv der, hvor det er lykkedes at udbrede "smart teknologi" til et mainstream-publikum, er det som regel producenterne, der mærker de helt store (økonomiske) effekter.
Samtidig er det også en lang og sørgelig virkelighed, at der sjældent er et automatisk forhold mellem en teknologis potentiale og måden, den benyttes på. Bogen bygger desuden på den præmis, at vi alle har fri adgang til alle de kommende teknologier. Der er mange samfundsborgere i dette land, som - selv hvis de havde kendskabet til dem og fantasien til at bygge løsninger med dem - ikke ville have råd eller have uddannelsesniveauet til at få plads i laboratorierne, hvor de kunne eksperimentere med dem.
Ukritisk fremtidssyn
Bogen er et slående eksempel på det, man på engelsk ville kalde "scientism" - problematisk brug af videnskabelige termer. Bogens teoretiske fundament henter sine belæg i to urelaterede fænomener fra det videnskabelige domæne: "Det eksponentielle" (statistik) og "singulariteten" (matematik, teoretisk fysik og astronomi) og blander dem sammen i "Moores lov" (snart 50 år gammelt fænomen, at processorkraft regelmæssigt fordobles), som gøres til argument for alting. At Moores lov kaldes en lov, er sig selv problematisk. At processorers regnekraft fordobles hver 18. måned er hverken en naturlov (transistorer formerer sig ikke af sig selv i naturen, endsige i petriskåle) eller en juridisk lov (der udmåles ikke straf eller påbud på baggrund af Moores Lov). Det er et historisk interessant fænomen, som er betinget af, at forskningsinsitutioner og industrier har valgt at investere i en bestemt teknologiudvikling.
At regnekraften fordobles hver 18. måned, har i de sidste 50 år ikke haft en effekt på "alle processer i det moderne liv", som det også nævnes. Der er mange steder, hvor teknologiudviklingens effekter ikke har været eksponentiel på trods af adgang til processorkraft, men inkrementel eller vigende. Vi nævner i flæng: læring, landbrugsteknologi, befolkningers lykketilstand, politisk stabilitet, beskæftigelse, social mobilitet, kriminalitetsrater, CO2-udledning, flygtningestrømme, uddannelsesniveau, ulighed, antallet af iværksættere.
Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvad vi som samfund vælger at prioritere af menneskelige ressourcer og derfor et fundamentalt politisk spørgsmål.
Forfatterne skylder os den tjeneste at argumentere for, hvorfor de mekanismer, som i de sidste 50 år har forhindret vores overflod af processorkraft i at skabe velstand for alle, nu pludseligt kan tages ud af ligningen.
På den måde er bogen ikke bare en fornærmelse af kvalitetssikret og ansvarspådragende forskning i "wicked problems" inden for it, sociologi, økonomi og politisk videnskab, men også af det faglige menneske, der i kraft af sin erfaring, dømmekraft og uddannelse kan træffe frugtbare beslutninger i komplicerede og tvetydige kontekster, som der slet ikke er tegn på, at maskiner er tæt på at kunne - endsige have evne til at vurdere i grænsetilfælde, som kræver forhandling mellem mennesker.
I bogens nye fremtid er vi alle reducerede til flade og taknemlige konsumenter af digitale teknologier, made in Silicon Valley. Som Steve Jobs så ofte sagde: It just works.
