Du ved det godt.
Når du bruger gratis apps, cloud-baserede services og sociale netværk, så er de kun gratis, fordi du afgiver en masse data om dig selv, som selskaberne bag de gratis tjenester sælger videre til andre virksomheder og organisationer.
Du er produktet.
Hvad du ikke ved er, hvilke virksomheder og organisationer der køber dine oplysninger, hvad de betaler for dem, og hvad de bruger dine oplysninger til.
Det behøver ikke at være sådan. Der er en voksende underskov af Personal Data Stores, som forsøger at sætte dig i førersædet og give dig kontrol over dine data. Det betyder, at du bestemmer, hvilke data du udveksler med hvilke selskaber - og til hvilken pris.
Forbrugere ønsker kontrol over data
Den nyligt overståede MyData 2016-konference i Helsinki fokuserede på, hvordan internetbrugere kan få kontrol over deres personlige data. Stifteren af Next Generation Internet Foundation, Daniel Kaplan, som også havde været med til at planlægge konferencen, argumenterede for, at der er grund til at ændre forholdet mellem virksomheder og enkeltpersoner, når det gælder indsamling af personlige data.
Han refererede til en undersøgelse fra den britiske brancheorganisation Direct Marketing Association (DMA), hvor hele 80 procent af de adspurgte mente, at data indsamles for at give virksomhederne en fordel. Kun 8 procent mente, at forbrugerne får mest ud af det, når virksomheder indsamler persondata. Den samme undersøgelse viser i øvrigt, at antallet af forbrugere, der ser personlig information som et aktiv, der kan anvendes til at forhandle bedre priser og tilbud fra virksomheder, er stigende. I 2012 var det omkring 40 procent, og i 2016 er det over halvdelen.
Der er med andre ord et ønske fra forbrugernes side om at få bedre mulighed for at anvende personlige data i en mere ligeværdig forhandling med virksomheder om, hvad de personlige data er værd. Ved at anvende Personal Data Stores kan forbrugerne begynde at opbygge deres egne personlige datalagre og på den måde opnå en gunstig forhandlingsposition: ”Jeg har de her data, hvad vil I give for dem?”
Nye produkter mod et veludbygget økosystem
Der findes allerede en række firmaer, som tilbyder forskellige apps og services, der bygger på idéen om Personal Data Stores. De fleste er små, iværksætterlignende virksomheder, der overlever på investeringskapital og EU-midler.
Over for de services står et imponerende veludbygget og et, for nogle af de største virksomheder i verden, økonomisk attraktivt økosystem, der baserer sig på, at data indsamles mere eller mindre fordækt fra forbrugerne, mod at forbrugerne får stillet en række services gratis til rådighed.
Google og Facebook er de mest kendte, men hertil skal lægges en stor underskov af databrokers, marketingfirmaer og andre, der alle har baseret deres forretningsmodel på at lirke data ud af forbrugerne.
Spørgsmålet er, om de nye services kan bryde den eksisterende persondata-orden.
Faktaboks – Hvad er dine data værd?
Aimia, der beskriver sig selv som et datadrevet marketingfirma, interviewede i 2016 15.000 mennesker i ni lande: Storbritannien, USA, Tyskland, Canada, Indien, Australien, De Forenede Arabiske Emirater, Sydkorea og Sydafrika.
De interviewede blev blandt andet bedt om at sætte en pris på deres browser-historik og oplysninger om online-køb.
Prisen spændte fra 95 kroner i De Forenede Arabiske Emirater over 125 kroner i Indien, 183 kroner i Storbritannien, 260 kroner i Canada samt Australien til 271 kroner i USA. Tyskere og sydkoreanere satte den højeste pris på oplysninger om browser-historik og online-køb: 626 kroner.
De interviewede blev også bedt om at sætte en pris på deres adresse-, e-mail- og telefonoplysninger. Prisen var i Indien 104 kroner, i De Forenede Arabiske Emirater 151 kroner, i Storbritannien 182 kroner og 290 kroner i USA. Canadiere og australiere var enige om, at 439 kroner var en rimelig pris, mens sydkoreanere og tyskere også i dette tilfælde satte den højeste pris: 641 kroner.
De priser ligger tilsyneladende langt fra, hvad virksomheder er villige til at betale. En undersøgelse fra konsulentfirmaet Ctrl-Shift viste i 2014, at organisationer og virksomheder er villige til at betale omkring 35 kroner for at få adgang til individuelle personers data.
