(INTERN BEMÆRKNING:XXXX tre emner, der hænger sammen med Pias opsætning.)
Input fra brugerpanelet, der i øjeblikket består af 250 it-professionelle, har i de sidste seks år udgjort et værdifuldt bidrag til at give Prosabladets læsere viden, indsigt og nuancer, som vi her på redaktionen ellers ville have haft vanskeligt ved at generere på egen hånd. Ud over troligt at svare på vores spørgeskemaer har brugerpanelet også aktivt foreslået emner, vi kunne tage op, hvilket vi flere gange har gjort med stor succes. Brugerpanelet er – hånden på hjertet – redaktionens direkte adgang til dem, der bedre end nogle andre ved præcis, hvad der optager it-professionelle. Brugerpanelet er således en vigtig finger på pulsen for os på redaktionen, og vi har derfor i dette årets sidste brugerpanel bedt om artikelideer til Prosabladet anno 2014.
Her følger nogle af svarene:
Programmering og andre tekniske artikler
Ikke overraskende har det tekniske aspekt stor bevågenhed hos brugerpanelet.
”Som Windows-programmør føler man sig generelt lidt fremmedgjort over for de mange eksotiske programmeringssprog, som ofte får stor fokus - både i artikler og i kursusudbud. Jeg er klar over, at I naturligvis skal favne bredt, men jeg mener ikke, at jeres emnevifte afspejler sammensætningen af jeres medlemmer,” skriver en, mens en anden efterlyser fordybelse i teori.
”Det kan være kravspecificering, eller hvordan fungerer udviklingsmetoden SCRUM i samspil mellem business analytics og udviklerne?”
”Hvad med en kodeskole? Altså lær Perl på fire artikler”, lyder den konkrete ide fra en tredje deltager, og den er vi er glad for. Den slags serier har vi ikke haft i nyere tid, men vi vil arbejde på at genoplive idéen.
Samfundsrelateret it
Overvågning, netneutralitet og beskyttelse af privatlivet er alle emner, brugerpanelet gerne vil vide mere om. En deltager efterlyser også artikler om sundheds-it:
”Der investeres for over 40 milliarder kroner i sygehuse, hvoraf minimum 20 procent skal gå til teknisk udstyr, herunder it,” skriver vedkommende.
”Jeg vil gerne vide, hvad der sker på it-området. Eksempelvis hvordan staten håndterer store it- projekter - versus private virksomheder. Jeg vil også gerne vide, hvad der er af kurser, som kan bringe de ledige i job. Her kunne man tage afsæt i det første punkt – altså hvordan kan man bringe værdi ind i disse virksomheder?” skriver en anden, og et tredje forslag lyder:
”Gå dybere ind i historierne om, hvorfor det gik galt med NemID, Polsag, tinglysningssystemet og så videre. Ikke en pegen fingre ad de ansvarlige, men en sober og lærerig artikel om historien.”
Arbejdsliv
Arbejdslivet og dets udfordringer er også noget, der optager brugerpanelet.
”Jeg kunne godt tænke mig en artikel om syge medlemmer. Hvad man gør i forhold til arbejdsgiver og ikke mindst i forhold til det offentlige, hvis en sygdom varer ved så længe, at man bliver fyret? Jeg vil også gerne læse en artikel om, hvad stress gør ved folk - måske ligefrem delt op i tre dele. En, der viser, når det går galt, og man går ned med sygdom. En, der viser, hvad der sker, når man tager tyren ved hornene og gør noget, inden det går galt. Og en, der viser, hvad der sker, når en arbejdsplads er opmærksom på fænomenet og gør noget ved det i tide”, skriver en deltager.
En anden panelist vil gerne læse mere om faglige konflikter, der finder sted rundt omkring:
”Som eksempelvis konflikten hos CSC, men også blandt andre medlemmer, der måske ikke er under overenskomst. Artiklerne kunne hedde "Deres historie" og være opfølgning på faglige kontroverser.”
Selvstændig
Flere vil gerne vide mere om livet som selvstændig.
”Lav en temaserie om iværksætteri og enkeltmandsvirksomheder. Det har længe været et paradigme i it-faget, at det er projektansættelser, som er fremtiden,” lyder opfordringen i en af besvarelserne, mens en anden skriver:
”Jeg ønsker inspiration til, hvordan man kan gøre sig uafhængig af en arbejdsgiver/lønindkomst ved at skabe passiv indkomst eksempelvis ved at udgive bøger, lave niche-websites med mere.”
Et tredje ønske lyder:
”Jeg kunne godt tænke mig artikler/informationer om at arbejde i udlandet. Såfremt man ønsker at arbejde i udlandet, hvor og hvordan starter man?”
Karriere
Uddannelse, videreuddannelse, kurser og certificeringer er også emner, flere gerne så, at Prosabladet fortsat sætter fokus på.
”Skriv gerne om it-uddannede, der foretager et karriereskift - eksempler på it-uddannede, der vinkler deres karrierer eller kombinerer it med et andet fagområde. Eksempelvis "Fra it-projektleder til projektleder for NGO-projekter", lyder et forslag, mens en anden skriver:
”En af de store ting i mit professionelle liv er identity management. Det kunne man da drøfte lidt. Hvem er vi, og hvor kommer vi fra? Og hvorfor er det en god ide at have styr på den slags?
Og så er der alt det andet:
”Hvad med at skrive noget om nogle fede computerspil? Det er der alt for lidt om. Og hvad gør vi ved "single vendor lock-in"? Og er det fikst, at NSA og co. kan suge alle data ud af Office 365 og Google Apps?”
Redaktionen takker for de mange inspirerende bidrag. Samtlige deltagere, der har oplyst e-mailadresse, vil få tilsendt en Prosablads-T-shirt. Vi sender jer en e-mail, hvor I kan angive ønsket størrelse. Redaktionen vil bestræbe sig på, at en god del af ønskerne til indhold bliver opfyldt i løbet af det kommende år.
Godt nytår.