I London får man ikke et stort hus med udsigt i bjergene – 15 minutter fra centrum. Så da 42-årige Bryan Salt for tre år siden skulle vælge mellem London og Santiago, var det ikke så svært. Han var blevet forelsket i en chilensk spiludvikler, og da drømmen om den fælles fremtid skulle realiseres, valgte de Chile.
– Selv med en engelsk løn, som er fire gange højere end en chilensk, ville jeg aldrig få råd til mere end en toværelses i London, og jeg ville formentlig skulle bruge timer på at komme til og fra arbejde. Så det føltes rigtigt at slå mig ned her, siger Bryan Salt, der finansierede sit luksushus i bjergene i udkanten af Santiago ved salget af sin lejlighed i London.
Dermed er han flyttet direkte ind i den højere middelklasse.
Hans plan var at arbejde som freelancer, men savnet af kolleger førte til et fast job hos Atakamalabs. Her nyder han den internationale atmosfære og deler ambitionerne.
– Rent professionelt har jeg aldrig været med i et projekt, som jeg troede mere på. Det her bliver rigtigt stort.
Afslappet stemning
Ligesom de andre ansatte arbejder han 45 timer om ugen, men grundlæggende er han godt tilfreds med stemningen, der er lige så afslappet som i europæiske virksomheder. Han må gerne arbejde hjemme af og til, og da teknologierne er helt i front, udvikler han samtidig sine kompetencer.
Den største ulempe er savnet af familien i England.
– Da jeg boede i Barcelona, kunne jeg for 500 kroner købe en afbudsbillet hjem til London i weekenden. Nu må jeg nøjes med et besøg hvert femte år.
Han indrømmer dog også, at den offentlige service ikke er værd at samle på.
– Man skal indstille sig på, at alt skal købes for penge. De offentlige skoler er elendige, og det er gymnasierne også. Men har du penge, kan du købe dig til det bedste i verden. Det har vi også tænkt os at gøre, når vores datter skal i skole. Men det er først om fem år, og så kan situationen jo være en helt anden.
