CSC skal betale millioner til PROSA-medlemmer

It-giganten CSC er dømt til at hive et tocifret millionbeløb op af lommerne og aflevere pengene til både nuværende og tidligere ansatte PROSA-medlemmer. Det står klart efter en faglig voldgift.

PROSA-medlemmer ansat til drift af vitale systemer for CSC’s kunder kunne ikke bare forlade skærm og tastatur, da konflikten mellem PROSA og CSC brød ud i lys lue i februar 2011. De var nemlig omfattet af en konfliktbegrænsende aftale. 

Aftalen var en del af overenskomsterne mellem CSC og PROSA, hvor CSC for sin part opnåede sikkerhed for, at helt centrale ydelser til virksomhedens kunder fortsat blev leveret på trods af manglende enighed om ny overenskomst – og en eventuel konflikt. PROSA på sin side opnåede sikkerhed for CSC’s fortsatte motivation for at forhandle en ny overenskomst, idet man havde aftalt en lønregulering for de ansatte som kompensation for at fraskrive sig retten til at strejke fra dag et i en eventuel konflikt.  

CSC har fordelen

Da konflikten så bryder ud i februar 2011, viser aftalen sig at være til stor fordel for CSC. Allerede i februar lockouter CSC mere end 100 personer, mens PROSA kun kan sende en håndfuld i strejke. I midten af februar opsiger PROSA den konfliktbegrænsende aftale, men aftalen har tre måneders opsigelsesfrist, og derfor kan man først sende 400 ansatte, der administrerer nogle af de vigtigste statslige og private it-systemer i Danmark, i strejke 1. juni.

Da Arbejdsretten den 23. juni 2011 beslutter, at CSC fremover er frigjort af PROSA-overenskomsterne samt alle underliggende aftaler, herunder konfliktaftalerne, opstår der uenighed om den aftalte lønregulering. CSC mener ikke, at virksomheden skal betale, selvom PROSA har opretholdt sin del af aftalen. Derfor rejser hovedorganisationen FTF på vegne af PROSA sagen i en faglig voldgift, og den 8. maj i år får PROSA medhold.

– Vores medlemmer var reelt begrænset i deres adgang til at konflikte og følgelig deraf også svækket i kampen mod en stor amerikansk it-koncern. Derfor er det også kun rimeligt, at prisen for konfliktbegrænsningen – netop den omtvistede lønreguleringsmekanisme – skal komme til udbetaling for nuværende og tidligere medarbejdere i CSC, siger næstformand i PROSA Hanne Lykke Jespersen i forbindelse med afgørelsen.

Uenighed

Helt konkret drejer det sig om en lønregulering på 2,3 procent i 2011 for medarbejdere, der var omfattet af en af de to daværende PROSA-overenskomster. Voldgiften har bestemt, at der skal ske en efterbetaling, men kendelsen tager ikke eksplicit stilling til, hvor lang en periode der skal lønreguleres for. CSC har efter kendelsen valgt at efterregulere frem til 1. februar 2012.

Det forklarer CSC med, at det var her, varslingen af de ændrede ansættelsesvilkår trådte i kraft.

"Efterreguleringen vil ske snarest muligt startende med de medarbejdere, der fortsat er ansat i CSC-koncernen. I anden runde vil der blive foretaget regulering for de medarbejdere, der i den mellemliggende periode er fratrådt i  CSC," lyder det i en mail fra Birgitte Krog, der er Principal HR Country Lead Denmark, i begyndelsen af juni.

Men i PROSA er man bestemt ikke tilfreds med, at CSC kun regulerer for perioden 1. april 2011 til 1. februar 2012. Der skal også reguleres for finansårene 2012, -13 og -14. 

– Kendelsen fastslår, at lønskalaerne skal efterreguleres med 2,3 procent pr. 1. april 2011, og da vores medlemmers løn baserer sig på de tidligere lønskalaer, og CSC ydermere udstak en løngaranti i juni 2011 gældende for årene 2012, 2013 og 2014, så var det end ikke muligt for CSC at varsle en lønregulering bort med funktionærlovens varsel, siger John Jørgensen, der er faglig konsulent i PROSA.

– Det er derfor også komplet uforståeligt, at CSC ikke blot anerkender, at de har tabt sagen og betaler den fulde pris – altså en efterregulering fra 1. april 2011 og frem til nu, eller frem til medarbejderne er fratrådt CSC, siger han.

John Jørgensen peger også på et andet problem, der er opstået i forbindelse med voldgiftens udfald.

– Flere medarbejdere fra CSC er i perioden blevet virksomhedsoverdraget og er derved også blevet overdraget på et løngrundlag, der har været for lavt. Disse har også krav på en regulering, siger han.

John Jørgensen oplyser, at PROSA nu vil have berammet en ny faglig voldgift, der kan afgøre CSC’s konkrete betalingsforpligtelse.