Når året er omme, vil der være ansat flere danske it-professionelle, end da vi tog hul på året. Det er det glædelige budskab i rapporten ’IT i praksis’, som Rambøll Management Consulting og interesseorganisationen Dansk IT står bag.
Omkring 300 danske it-arbejdspladser har deltaget i undersøgelsen, og hele 40 procent af private virksomheder siger, at de forventer at ansætte flere danske it-medarbejdere, mens kun 16 procent forventer færre, når året er slut. Læg dertil, at to ud af fem offentlige it-chefer regner med at skulle sige goddag til flere it-medarbejdere mod en ud af seks, der forventer færre it-folk på arbejdspladsen.
– Jeg er positivt overrasket, og det er glædeligt, at resultatet er så entydigt, siger Carsten Nørgaard, der er formand for Dansk IT.
Han mener ikke, at der ikke skal meget til, før optimismen breder sig.
– Når bare virksomheder begynder at efterspørge én ny medarbejder, har det en positiv effekt, der breder sig som bølgeskvulp hele vejen ned gennem systemet, siger han.
Sidste år svarede kun 31 procent af de private virksomheder, at de forventede at hæve antallet af it-folk, mens tallet i den offentlige sektor var endnu lavere, nemlig 28 procent. Der er altså tale om en stigning på henholdsvis 9 procentpoint og 12. De positive udmeldinger fra de mange virksomheder har dog endnu ikke udmøntet sig i stribevis af nye ansættelseskontrakter til gennemsyn hos PROSAs jurister, oplyser næstformand Hanne Lykke Jespersen.
– Der var nogle gode tegn lige efter sommerferien med flere ansættelser, men lige nu er tingene stagneret igen. Optimismen svarer til den holdning, medlemmerne gav udtryk for, da vi spurgte i lønstatistikken. I de små og mellemstore virksomheder var der en forventning om at ansætte flere. Vi glæder os nu til at se optimisme omsat til reelle job, siger hun.
Tid til at investere
I Dansk IT mener man, at den værste krisestemning er ovre.
– Det, vi fornemmer, er, at virksomhederne har brugt de sidste fem års tid til at kigge indad på egne processer og forsøgt at effektivisere så meget, man kan. Men nu er man kommet ned i et niveau, hvor det er svært at finde flere gevinster. Nu er der behov for at investere, siger Carsten Nørgaard og tilføjer:
– It er en væsentlig del af samtlige processer, og der er ikke ret mange arbejdspladser, som ikke har brug for dygtige it-folk.
Og Hanne Lykke Jespersen kunne ikke være mere enig.
– Jeg kan da kun opfordre virksomhederne til at komme i gang med at investere. Og hvis de mangler arbejdskraft, så lad os det endelig vide, så skal vi nok hjælpe med at finde kvalificerede folk, siger hun.
Ifølge Carsten Nørgaard vil de fleste job først og fremmest opstå i grænselandet mellem it og forretning - altså it-folk, der kan forstå, hvad teknologien kan gøre for forretningen.
– Der er brug for it-folk, som kan analysere kundens behov og bygge løsningen. Men det går jo ikke bare at sende en e-mail med ordene: Her er løsningen. Den skal implementeres, og her er det den samme profil, der kan gøre sig gældende og få det gennemført. Den slags it-folk vil der være et massivt behov for, siger han.
Nye stillinger vil også opstå i kølvandet på den øgede digitalisering, forudsiger Carsten Nørgaard.
– Det er der, de nye job skabes, og de outsources ikke, siger han.
Hans pointe er, behovet for sikkerhed stiger i takt med den øgede digitalisering - ikke blot når det kommer til brugernes sikkerhed, men også når det gælder stabiliteten, så man kan undgå problemer som nedbrud eller ubudne gæster.
– Med en øget digitalisering skal der altid være plan B, og det bliver en lokal opgave - altså opgaver for danske it-professionelle. Det er der slet ingen tvivl om, siger Carsten Nørgaard.
Fortsat farvel til drift
Derimod vil der ifølge Carsten Nørgaard ikke være meget plads til it-folk, som kan løse tekniske opgaver som drift på fremtidens it-arbejdsmarked.
– Her vil der fortsat ske massive effektiviseringer, og mange af de reelle kodningsopgaver vil blive outsourcet. Opgaverne med at bygge de enkelte programmer er meget konkurrenceudsatte, siger Carsten Nørgaard.
Kigger man nærmere på resultaterne i rapporten, viser det sig, at de adspurgte administrerende direktører er mere optimistiske end virksomhedernes it-ansvarlige chefer. Men det ser Carsten Nørgaard kun som et sundt tegn.
– Det er forretningen, der har den tætteste føling med kundebehovet. Samtidig har dagsordenen i it-afdelingen længe været præget af spareøvelser. At optimismen stammer fra dem med direkte kundekontakt betyder, at optimismen er solidt funderet, konkluderer han.