Google, Microsoft, Mozilla og udviklere fra WebKit-projektet er nu gået sammen om at udvikle WebAssembly (Wasm), et nyt binært format til webapplikationer. Den genererede bytecode udmærker sig ved at være portabel, have en lille størrelse og korte load-tider. Målet er, at Wasm vil tilbyde udviklere en enkelt måde at oversætte til bytecode, som kan blive en webstandard, der er implementeret i alle browsere. JavaScript-filer er som udgangspunkt enkle tekstfiler, som downloades fra serveren og parses og oversættes af JavaScript-motoren i browseren. Wasm-udviklerne benytter derimod et kompakt, binært format, fordi det både er pladsbesparende og langt hurtigere for motoren at afkode til bytecode. Den nuværende prototype er dermed op til 23 gange hurtigere end parsing af asm.js-kode. Teamet understreger, at grundtanken ikke er at tilbyde et fuldt alternativ til JavaScript, men derimod at gøre det muligt at anvende mange andre programmeringssprog til at generere bytecode til web. Mere info om WebAssembly på https://blog.mozilla.org/luke/2015/06/17/webassembly/.
kwn