Hardware

Den bærbare: sexet og mobil

Den bærbare kan:

  • Tages med til møder.
  • Tages med til konferencer.
  • Bruges i tog, fly og på cafeer.
  • Dekoreres med klistermærker og give ejermanden m/k respekt i rette kredse.

 

Den bærbare er den stationære overlegen på disse punkter. Ergonomisk er den dog ingen fest. Tastaturet er lille og dårligt, og man skriver langsomt på det. Skærmen er også lille - og i mange tilfælde er den ikke engang blændfri. Jeg vil tro, at jeg arbejder 20 procent langsommere på min bærbare end på min stationære.

Men med en dockingstation, stor skærm, ordentligt tastatur og rigtig mus bliver den bærbare cirka lige så bekvem at arbejde på som en stationær. Med adgang til netværksdiske eller USB 3.0-diske kan den bærbare også lagre/tilgå cirka det samme som en stationær. Om end en hel del langsommere.

Lær at købe en bærbar med stærk processor

Ser man på en HP Envy og en HP Probook (kortlink.dk/g5x6) til hhv. 6.500 og 8.200 kroner kunne man forledes til at tro, at de er to omtrent lige stærke business-bærbare. Men det er de på ingen måde.

Den billige Envy indeholder en i7-4710MQ processor, mens den dyrere Probook nøjes med en i3-4000M. Når Passmarks benchmark-software ser på de to processorer, giver det henholdsvis 7.995 og 3.271 points. Den billige maskine er, groft sagt, over dobbelt så stærk som den dyre.

Passmark-points er et godt mål for processores, og dermed i høj grad maskiners, styrke.

Køb aldrig en udviklermaskine, hvis processor ikke findes på Passmarks liste over high end-CPU’er (kortlink.dk/g5sk).

Regn med, at processorer med 3.000 Passmark-point er det absolut mindste, man bør købe i dag, og at livet og arbejdet på flere virtuelle maskiner i et processor-krævende udviklingsmiljø bliver meget lettere nord for de 5-6.000 points.

Hukommelse

Og selvfølgelig kan Envy’en med de 12 GB ram meget mere på en gang end Probook’en med de sølle 4 GB ram.

Men også her skal man være årvågen, når man går på indkøb. Envy’en kan aldrig udvides til flere end 12 GB ram, mens Probook’en rent faktisk kan udvides til 16 GB.

50 procent af de bærbare på det danske marked understøtter de 16 GB ram, der burde kunne tilfredsstille de fleste udviklere. 32 GB-bærbare er endnu forholdsvist sjældne. Kun 10 procent af de bærbare på det danske marked kan få hele 32 GB i bugen.

Man finder dem ved en snedig søgning på EDBpriser: kortlink.dk/g5y8.

Disk

Halvdelen af de bærbare kommer nu om dage bestykket med en lille, hurtig SSD under tastaturet. Den anden halvdel har en gammeldags, langsom, strømslugende og støjende harddisk i bugen. Der er ingen tvivl om, at en udviklermaskine skal have en SSD til operativsystem og applikationer.

Et fåtal af de bærbare har plads til både SSD og en gammeldags højkapacitets-harddisk i bugen. Det giver 2,25 TB til 1.800 kroner - hvilket i praksis ikke er så forskelligt fra 1 TB ren SSD til 2.800 kroner.

Har man brug for højere kapacitet, må man ud at have fat i en ekstern 4 TB USB 3.0-disk til 1.000 kroner eller noget netværkslagring.

En blød konklusion: Forsøg at klare dig med en enkelt SSD, og regn ikke med at få mere end mellem 0,25 og 1 TB i den bærbare.

Skærm, tastatur og støj

Skærme på bærbare er som regel halv- til heldårlige. Det skriver de grundige tyskere på Notebookcheck.net igen og igen. De måler på skærmene og ser skidt lysfordeling, grumme betragtervinkler, åndssvage farver. HP Envy’en er ingen undtagelse (kortlink.dk/g5yc).

Vil man have noget så umuligt som en bærbar med god skærm, er det bedste bud at finde en bærbar med IPS-skærm (kortlink.dk/g5yk) og så tjekke, om tingene nu også er så meget bedre henne på Notebookcheck. Bemærk dog, at Notebookcheck kun får testet 10 procent af de bærbare på markedet og halter noget bagefter. Så det er ofte mere et fingerpeg om skærmkvaliteten, end det er en klar konklusion.

Det samme gælder tastatur og støj. På Notebookcheck klaprer de dygtigt på tastaturet for at tjekke kvaliteten. De er tit utilfredse.

De sætter også et decibel-meter tæt på maskinen for at høre, hvor meget den larmer, når man henholdsvis skriver på et dokument og kompilerer/komprimerer på livet løs. Det resulterer oftest også i utilfredshed. "Aber, warum" skal den dog larme sådan, bare fordi man skriver på et dokument eller en e-mail?

Man skal faktisk have en bærbar med (svag) strømbesparende processor for at være sikker på, at maskineriet ikke larmer, når man bare skriver tekst. Med et udviklingsmiljø på fuld damp kan man være ret sikker på, at en bærbar larmer et sted mellem let irriterende og for meget.

Batteri

Stærke processorer, stærke grafikkort og store skærme koster batteri af den anden verden. Den bærbare sidder i praksis i stikkontakten det meste af dagen. Og larmer.

Men kan man give køb på processorstyrke og skærmstørrelse, kan man faktisk få bærbare, der kan bruges som skrivemaskiner i otte timer ad gangen.

Størrelsen

En lille, let og svag 13,3 tommer-maskine er let at trække med sig og bruge alle mulige steder. Den kan være i en almindelig taske, og tastaturet kan lige med nød og næppe bruges af store mandehænder.

En stor, stærk 17,3 tommer-maskine larmer og kræver sin egen taske eller rygsæk. Strømforsyningen er på størrelse med en mursten. Man kan med nogen ret spørge, hvor bærbar den egentlig er.

Den perfekte bærbare til udvikling

Den perfekte bærbare til udvikling er enten ikke særlig bærbar, eller også er den ikke så egnet til tunge udviklingsmiljøer.

Personligt har jeg de sidste tre år brugt en  - set med nutidens øjne - forholdsvis svag ultrabook (2.750 Passmark-point) med 8 GB ram og 120 GB SSD. Den er fantastisk på farten og egnet til at bruge gennem længere tid, når den sluttes til et rigtigt tastatur og en stor skærm. Den er dog en kende sløv, når den skal lave rigtigt meget på en gang.

Når jeg ser på kollegers bærbare, forekommer det mig, at de også er blevet mindre og tyndere gennem de sidste år. Så jeg tør næsten godt anbefale, at man ved næste skift af bærbar:

  • Slår den gamle maskines Passmark-score op
  • Slår den nye ultrabooks Passmark-score op

Hvis arbejdsopgaverne er de samme, og ultrabook’en er dobbelt så stærk som den gamle (og dertil hjælpes af rigelig ram og en SSD), skulle der ikke være noget forgjort i at bruge den til udvikling.