Du har sikkert ikke kunnet undgå at se nyhedsindslag på tv, der viser jublende børnefamilier vende hjem efter oplevelsesrige lørdag eftermiddage med indkøbsposer fulde af chips, riskager, sæbepulver og andre dagligvarer. Og jo, det hele er med kæmperabat eller gratis. Det vil sige, at du skal lige anmelde eller anprise produkterne over for dine venner og bekendte.
Motivforskning
Så der er diskrete betingelser knyttet til produkterne, og jeg er sikkert ikke den eneste, som til tider tvivler på venner og bekendtes motiver for at omtale ydelser, tjenester og produkter positivt. Mon den boremaskine virkelig er et godt stykke håndværktøj? Mon det kroophold virkelig var så sublimt, og hvorfor interesserer min gamle kollega sig for haveudstyr, når hun bor i lejlighed?
Havegrejet fik jeg en forklaring på, for det var simpel kapring af et navn på Facebook. Edderspændt blev min kollega, da det gik op for hende, at hendes navn var blevet misbrugt som personlig afsender af en annonce. Og vi er alle sammen i fare for, at det samme sker. Dine personlige data bliver solgt bag din ryg. Hver eneste gang, du deltager i en online-konkurrence, får en rabat eller vil spille et gratis spil, risikerer du at sætte din personlige integritet og troværdighed over styr.
Resultatet bliver en pele-mele af kommercialisme og nærhed i din privatlivssfære, som de fleste Facebook-brugere efterhånden kender det, og som jeg efterhånden væmmes ved. Lysten til at dyrke sociale relationer på nettet kender de fleste af os. Men rummet for det private og det personlige udfordres af den tillidsbrist, som opstår, når kommercielle realiteter og reklamer brager ind. Første indkøbsfix syner gratis, men regningen sender du videre til vennerne. En slags digital udgave af halvtredsernes Tupperware-parties, hvor husmødre inviterede til salgsfester og scorede provisionen for salg af plastikbøtter til deres veninder.
Er Ello svaret?
Så hvor skal vi gå hen, hvis vi ikke vil omklamres af merkantilisme? Google+ opfører sig lidt pænere, men konceptet ligner Facebooks på mange måder. Twitter er flimrende, flygtigt og gennemsyret af reklamer i indholdet. Jeg håbede længe på Diaspora, men det sympatiske projekt rykker vist ikke. Og så er der det hypede Ello. Men om der opstår et digitalt frirum bag Ellos hipsteragtige og ikke superintuitive brugergrænseflade, er det vist alt for tidligt at gisne om.
Jeg nægter at acceptere, at vi blot er solgt til digitalt stanglakrids. Jeg håber på, at menneskelige relationer fortsat er langtidsholdbare.
