Med den siddende regering i førertrøjen og med arbejdsgiverne som ivrige hjælperyttere, har debatten om det frie valg for lønmodtagerne kørt gennem de senere år. Alt lige fra eksklusivaftaler og a-kassevalg til muligheden for deltid og valg af pensionskasse har været til debat og i visse tilfælde resulteret i egentlig lovgivning.
Men også i forbindelse med den konkrete ansættelse er det frie valg kommet ind som et tema. Gennem de senere års fokus på den enkeltes rettigheder kontra de kollektive bestemmelser er der kommet en større forståelse for, at der skal skabes flere muligheder for at vælge mellem forskellige tilbud i et ansættelsesforhold.Derfor er der begyndt at komme reelle valgmuligheder ind i de forskellige overenskomster. De aftalte økonomiske rammer i forbindelse med en fornyelse af en overenskomst kan nu veksles til forskellige ting afhængigt af, hvad den enkelte har behov for, netop nu. Man kan vælge at arbejde mere, holde mere ferie, ændre på indbetalingen til pensionen, bytte overarbejdsbetaling til ferie og meget andet. Ja, valgmulighederne bliver efterhånden så kreative, at der ikke er nogen grænser for, hvilke emner, der kan vælges mellem. Selv vinduespudsning og rengøring i hjemmet kan en lønstigning byttes med. Der ligger muligvis nogle skattemæssige problemer i nogle af de ting, der kan byttes til, men det er en anden historie.
Valgmuligheder er ikke et problem i sig selv. Selvfølgelig kan en overenskomst ikke tage højde for alles behov til enhver tid og ved at indføre mere fleksible muligheder i ansættelsesforholdet, kan der også skabes større tilfredshed for den enkelte. Det afgørende er, at valgmulighederne er gennemskuelige, dvs. at den, der vælger, også kan vurdere konsekvensen af valget. Særligt, når der vælges mellem løn, ferie, arbejdstid og pension, kan et valg få konsekvenser langt ud i fremtiden. At nedsætte sin pensionsindbetaling kan få stor betydning, den dag pensionsdagen indtræffer, noget, man måske ikke har helt inde på lystavlen sådan 30 år før, man skal pensioneres. Desuden bør løn ikke pakkes ind i fryns, da det gør løndannelsen uigennemskuelig. Selv om det lyder godt, at man kan veksle lønstigning til hjælp i hverdagen, fratager man også sig selv muligheden for at prioritere, hvis ens behov ændrer sig. Det frie valg kan jo ikke omgøres hver dag, men typisk en gang om året eller med et endnu længere interval.Et andet problem kan være, at presset for at vælge bestemte ting på en arbejdsplads stiger. Særligt omkring ferie og arbejdstid kan der komme et pres for, at der skal vælges mindre ferie og højere arbejdstid. De kollektive bestemmelser har altid været et værn for de svage på en arbejdsplads, og jo mere det overlades til den enkelte selv at skulle sikre sine ansættelsesvilkår, jo sværere bliver det at stå imod både direkte og indirekte forventninger.
Ud over, at det kan gøre det sværere for den enkelte, er der også nogle rent økonomiske aspekter i det frie valg. Netop det at stå sammen og rejse krav i fællesskab, øger muligheden for at kunne gennemføre et krav, og herudover er der ting, der gøres billigere at indføre i kraft af, at man er mange. Opsparingen til pension og forsikring kan forringes væsentligt, hvis ikke fællesskabet kan bruges som grundlag for ordningerne.Så det frie valg skal foretages med grundig omtanke og i gennemskuelige ordninger. Det kan få alvorlige konsekvenser for den enkelte.
Noget helt andet er så, at det at have en mulighed for at vælge, forudsætter en overenskomst. Op imod 20% af den danske arbejdskraft er ikke ansat under en overenskomst, og det gælder også for en stor del af PROSAs medlemmer. Så hvis debatten om et frit valg skal have en mening for en stor gruppe lønmodtagere, skal den også indeholde retten til at kunne vælge at komme under en overenskomst.
