Top500.org er en veritabel hitliste. Det er en privat og uafhængig liste over verdens største, hurtigste og mest energieffektive computere, udfærdiget hvert halve år af en gruppe universitetsforskere på basis af input fra producenter og brugere.
Alle, der opstiller og udbyder supercomputere, vil gerne være på den liste. Det er en liste, som bliver benyttet i branchen, og man vil helst være øverst eller repræsenteret i topti. Men denne rivalisering er særligt intens i det østlige Asien.
Japanske supercomputere har tidligere domineret i toppen af top500, men nu er det de kinesiske, der gør det. Lidt længere nede på listen hæver Sydkorea sin profil. Kina har 167 computere rundt om i landet på top500, Japan har 27, og Sydkorea har ni.
Supercomputerne bygges normalt af private firmaer, deres kapacitet udbydes til private virksomheder og institutioner, men det er regeringerne, som reelt investerer i opbygningen af de helt store projekter. Der er tale om regeringsinitiativer, der indebærer milliardinvesteringer. Regeringerne er hele tiden med i billedet.
Det handler ikke kun om national stolthed at være med i toppen, selv om national stolthed bestemt også er i spil. Det handler om militær og sikkerhedspolitik, om at have adgang til landenes egne informationer og have kapacitet til at behandle egne data, hvis politiske stridigheder kommer i vejen for at handle med den slags over grænserne. Og det handler om at skabe nye muligheder for landenes egne forskere – og dermed for landenes virksomheder.
Dybest set handler det om økonomi. Når Sydkoreas regering i 2016 afsatte 100 milliarder won (600 millioner kroner) over 10 år til at forberede opbygningen af en indenlandsk supercomputer, der kan placere sig højere oppe på top500-listen end Sydkoreas bedst placerede computer, som lige nu er nummer 148, skyldes det, at multinationale selskaber hidtil har siddet på 95 procent af det sydkoreanske marked for ”high-performance computing” – vel at mærke på trods af, at en gigant som Samsung har meget stor computerkapacitet indenhus.
Når Japans økonomi- og handelsministerium, METI, ligeledes i 2016 besluttede at bruge 19,5 milliarder yen (1,2 milliarder kroner) bare på et enkelt finansår på at skabe verdens hidtil største supercomputer, sker det for at give den japanske industri en platform, der kan bruges til at udvikle førerløse biler, robotter og nye medicinske produkter. Men det sker også med et tydeligt blik på toppen af den aktuelle top500-liste.
Forrige år indtog den kinesiske supercomputer Sunway Taihulight som befinder sig i et nationalt supercomputer-center i Wuxi vest for Shanghai, og som i dag har en kapacitet på 93 såkaldte ”petaflops”, førstepladsen. Et petaflop er et mål på en computers ydeevne, som svarer til 10 kvadrillioner (et 1-tal, efterfulgt af 15 nuller) kalkulationer på et sekund. Den ventes at blive opgraderet til over 120 petaflops i løbet af de kommende år.
Sunway TaihuLight-computeren er et gennembrud. Ikke kun på grund af sin massive formåen, men også fordi den er mere energieffektiv end sine forgængere, og fordi den udelukkende er produceret med kinesisk hardware, kinesisk software og kinesisk ekspertise. Denne uafhængighed er delvist provokeret af amerikanske handelssanktioner, men den er samtidig nødvendig for, at computeren kan spille den militære rolle, som den ifølge det kinesiske tv-selskab CCTV skal spille. En militær rolle, der blandt andet går ud på at simulere atomvåbensprængninger og bryde fjendens krypterede meddelelser på internettet.
Det hele er en åbenlys udfordring til Japan. Og udfordringen er taget op.
Målet med den nye japanske supercomputer, der har fokus på AI, kunstig intelligens, og som allerede er døbt ABCI (AI Bridging Cloud Infrastructure), er, at den nye japanske computer skal magte 130 petaflops. Den skal med vold og magt være den største. Japanerne vil ikke have siddende på sig, at Kina har overhalet dem. Det er regeringens politik, realistisk eller ej, at Japan skal tilbage i førersædet på det internationale marked for computerbehandling af data.
”Så vidt vi ved, er der ingen derude, der er lige så hurtige som den nye japanske supercomputer,” udtaler Satoshi Sekiguchi, som er generaldirektør for Japans nationalinstitut for avanceret industriforskning og teknologi, til nyhedsbureauet Reuters.
Japans tidligere stolthed, den massive ”K-Computer” på forskningsinstitutionen RIKEN i Kobe, som blev præsenteret i Prosabladet nummer 9 fra 2015, er nu nede på en syvendeplads på top500. Senest er den på november-listen for 2016 blevet overhalet af en anden japansk supercomputer ved navn Oakforest-PACS, der befinder sig i Kashiwa ved Tokyo og drives i samarbejde mellem universiteterne i Tokyo og Tsukuba. Begge de to store japanske supercomputere er bygget af elektronikgiganten Fujitsu, som også ventes at komme til at stå i spidsen for opbygningen af det helt nye og endnu større projekt.
”Det er vores klare formål igen at blive nummer et i verden. Ikke for at være nummer et, men for at gøre det muligt, at så megen forskning som muligt af topkvalitet kan finde sted,” udtalte direktør Tetsuo Karaki fra den japanske forskningsinstitution RIKEN’s ”avancerede institut for computervidenskab” (AICS), da Prosabladet i slutningen af 2014 besøgte K-Computer i Kobe.
