Ansættelsesforhold

Du har ret til at vide, hvad arbejdspladsen ved om dig

Lønmodtagere har med den nye databeskyttelsesforordning fået nye rettigheder, når det gælder deres personlige oplysninger.

Med GDPR i hånden kan du nu kræve at se, hvilke data din arbejdsgiver har om dig eksempelvis i personalemappen, oplyser jurist i PROSA Lisa Dalsager.

– Du har nu ret til at få rettet eller slettet informationer, som ikke er korrekte, ligesom arbejdsgiveren har pligt til af egen drift at slette data, der ikke er relevante længere, siger hun.

Allerede når du sender en ansøgning og et cv til en kommende arbejdsgiver, afgiver du data, som kan være med til at identificere dig som person. Får du jobbet, vil du fortsætte med at afgive data til arbejdsgiveren, til den dag du forlader arbejdspladsen. Alt fra e-mailadresser og telefonnumre over cpr-numre, ansættelsesaftaler, personfølsomme helbredsoplysninger, straffeattest, vagtplaner og eventuelle telefonoptagelser af medarbejdernes kontakt med kunder, regnes for persondata.

– Persondataforordningen rummer desuden skærpede krav til, hvornår din arbejdsgiver må behandle følsomme oplysninger som helbredsdata, seksuel orientering, etnisk baggrund, religion og tilhørsforhold til en fagforening, siger Lisa Dalsager.

Du skal som ansat sige aktivt ja til, at din arbejdsplads bringer et foto af dig på hjemmesiden eller offentliggør dit private telefonnummer.

Sker der brud på datasikkerheden, som kan kompromittere en persons data, har personen ret til at blive underrettet inden for 72 timer, efter at bruddet er opdaget.

Læs mere på datatilsynet.dk

Få indsigt

Ønsker du at få indsigt i dine personoplysninger, kan du bare kontakte din arbejdsgiver. Der er ingen formelle krav til, hvordan du skal gøre det. I tilfælde, hvor der måske ikke er det bedste samarbejdsklima, kan det være en god idé at inddrage din tillidsrepræsentant.

Din arbejdsgiver skal informere dig om muligheden for at klage til Datatilsynet, hvis du er uenig i den måde, dine persondata behandles på – eksempelvis hvis en anmodning om indsigt ikke efterleves.