Vi har arbejdsløshed – og desværre stigende arbejdsløshed i it-faget. Det presser helt naturligt lønnen, som vi med al tydelighed kan se i dette års lønstatistik. Men vi er også presset fra anden side. Antallet af it-folk fra udlandet er stigende, og i rigtigt mange af tilfældene er der tale om, at der betales en langt lavere løn, end der betales for en tilsvarende dansk arbejdskraft.
PROSA arbejder hele tiden for at ændre på dette ad forskellige veje. Green Card-ordningen virker ikke efter hensigten og sætter mange af dem, der kommer ind i landet, i en forfærdelig situation, hvor de bruger hele deres opsparing på en drøm, som ikke holder. Kun et meget lille mindretal får job, som faktisk svarer til den uddannelse, de har. Der er ikke nogen undersøgelse af, hvad de så får i løn, men min fornemmelse er, at mange underbetales.
Vi presses også ved, at rigtigt mange job outsources til udlandet. I forbindelse med dette års lønstatistik har vi spurgt medlemmerne om outsourcing, og 28,2 procent svarer, at der i deres virksomheder i 2012 blev flyttet job til udlandet, mens kun 9,1 procent svarer, at der i 2012 blev taget opgaver hjem igen.
Generelt har det været svært at få tal om opgaver, der tages hjem, fordi virksomhederne ser det som en fiasko, når outsourcingen ikke lykkes. Men disse tal er jo fra medlemmerne og derfor måske noget af det mest troværdige, som kan opnås.
Krav om en uddannelsesfond
Ud af lønstatistikken kan vi se, at der i år igen er sket en reallønsnedgang for de danske it-professionelle, men vore vilkår drejer sig ikke kun om løn. Eksempelvis er den 6. ferieuge stadig udbredt, men samtidig er andelen af it-folk, der har det gode, faldet fra 80,1 procent sidste år til 76,6 procent i år.
Vi kan se, at det også halter ganske voldsomt med at få den uddannelse, som er helt nødvendig, for at vores arbejdskraft kan bevare sin værdi. Faktisk er der aldrig givet mindre efteruddannelse – og det i en tid, hvor alle ellers er enige om, at behovet for uddannelse er stigende og helt essentielt, hvis vi vil klare os i den internationale konkurrence.
Når vi spørger arbejdsgiverne om, hvorfor der ikke efter-/videreuddannes mere, er svaret for det meste, at der ikke er råd – i hvert fald for tiden. For få år siden var svaret i stedet, at der ikke var tid. Ordrerne væltede ind, og der skulle bare leveres. Det er dette paradoks, som vi har levet med i mange år. Derfor trænger vores krav om en uddannelsesfond sig mere og mere på.
Det vil være en oplagt ting at skyde i gang nu. En arbejdsgiver bør simpelthen være forpligtet til at afsætte midler til efter- og videreuddannelse. Pengene bør være knyttet til den enkelte person. Dog forestiller vi os, at der skal være en forældelsesfrist på pengene. Det skal således være muligt at samle midler sammen til en større uddannelsesmæssig opgradering, men hvis pengene ikke bruges, skal de kunne kanaliseres til andre, som har behov for mere uddannelse.
Dette vil betyde, at når der er tid til uddannelse, så kan udgiften hæves i fonden. Det vil øge sandsynligheden for, at vi får de uddannelsesmæssige løft, der er behov for, og det vil i bedste fald kunne kombineres med jobrotationsordninger, så det også holder gang i beskæftigelsen i nedgangsperioder.
Et kig i fremtiden
Det er svært at spå – især om fremtiden, men med medlemmernes hjælp forsøger vi alligevel. Vi har nemlig i lønstatistikken spurgt, hvordan medlemmerne ser på 2013 med hensyn til beskæftigelsen.
Der er en markant forskel på svarene i det østlige og vestlige Danmark. I det østlige Danmark svarer 27,2 procent, at de forventer færre ansatte end i 2012, 29,7 procent forventer et uændret antal, mens 36,2 procent forventer, at der er flere ansatte i 2013. I det vestlige Danmark er det 15,5 procent, der forventer færre ansatte i 2013, 35,5 procent forventer det samme antal som i 2012, mens 41,6 procent forventer flere ansatte i 2013 end i 2012. Det vil sige, at der er optimisme at spore både i øst og vest, men mest markant i vest.
Når vi kigger nærmere på tallene, kan vi se, at pessimismen mest relaterer sig til de store virksomheder, mens optimismen er til stede i de små og mellemstore virksomheder. Det er klart, at det er tal, der skal tages med et gran salt, især fordi det er svært at spå – selv for dem, der er tæt på. Men tallene passer faktisk meget godt med vore fornemmelser af, hvor der afskediges, og hvor der faktisk ansættes, så vi håber på, at der er en svag optimisme at spore, for det er jo det, vi alle har hårdt brug for.
