It og samfund

Elementært, kære Watson!

Et avanceret computersystem kan finde sammenhænge i de enorme mængder af medicinske data. Det hjælper lægen med at finde frem til den bedste behandling.

I februar 2011 skabte IBM's supercomputer Watson overskrifter ved at slå to menneskelige modstandere i tv-quizzen Jeopardy. Det var en milepæl inden for kunstig intelligens og en triumf for IBM, der naturligvis har større ambitioner med teknologien end blot at vinde en spørgeleg. Specielt håber firmaet, at Watson kan bruges til diagnosticering af sygdomme.
Human medicin er et gigantisk videnskabeligt felt, som er fuldstændig umuligt at overskue for et enkelt menneske. Det er da også derfor, at læger specialiserer sig, nøjagtigt som man nødvendigvis må specialisere sig inden for alle mulige andre videnskaber, hvor omfanget af tilgængelig viden er blevet meget stor.
Men selv for specialister, der kun skal holde øje med et særlig medicinsk område, er det en stor udfordring at følge med i den rivende udvikling. Og udfordringen er endnu større for de alment praktiserende læger og læger hos lægevagten, der forventes at have tjek på alverdens dårligdomme, der kan tilstøde den menneskelige krop.

Ekspert med på farten

Her kan et ekspertsystem som Watson hjælpe. Et godt værktøj, der kan give støtte til diagnostiske beslutninger, kan betyde forskellen på liv og død for patienten. Og hvis sådan et sofistikeret ekspertsystem ligger på en server eller i skyen, kan sundhedsfagligt personale, der ofte er på farten, når de skal tilse patienter på skadestuen, i hjemmene eller i ambulancen, også tilgå det via mobilen.
Watson skal bruges til at hjælpe læger med at diagnosticere sygdomme og – måske endnu vigtigere – pege på den bedste behandling. Det kan systemet gøre på baggrund af en database bestående af en enorm mængde medicinsk litteratur, kombineret med informationer om patientens symptomer og sygdomshistorie.

Giver lægen gode forslag

Computerens styrke er, at den lynhurtigt kan uddrage den relevante information ud fra overdådigheden af ustrukturerede data, som egentlig er beregnet til mennesker og ikke maskiner.
Watsons forslag hjælper lægen, som undgår at lave fejl som for eksempel at overse en sjælden sygdom, der måske kun dukker op en enkelt gang i løbet af en læges karriere.
Der er vel at mærke ikke tale om ren fremtidsmusik, for IBM har allerede indledt et samarbejde med det amerikanske Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, hvor Watson skal hjælpe kræftlægerne med at tage de rigtige beslutninger.
På lidt længere sigt kan et system som Watson selvfølgelig også bruges til selvdiagnose, hvor brugeren blot fortæller om sine symptomer med naturligt sprog, og hvor de mange sundhedsdata indsamlet med mobilens sensorer naturligt indgår i den samlede databehandling.

[Billedtekst til JeopardyWatson.jpg]
IBM's Watson er bedst kendt for at have vundet en omgang Jeopardy i tv. Men computersystemet kan også bruges i sundhedens tjeneste. Foto: IBM.

[Lifelens_glaskugle.jpg]
Den lillebitte glaskugle, der skal placeres foran kameralinsen for at forvandle mobilen til et mikroskop, er kun en millimeter i diameter. Her ses den ved siden af en amerikansk penny. Foto: Zachary J. Smith.

[Billedtekst til Lifelens.jpg]
Med den rette software kan et smartphone-mikroskop automatisk detektere blodlegemer, der er angrebet af malariaparasitter. Foto: Lifelens Project.