Lars (efternavnet er redaktionen bekendt) var glad, da han fik jobbet som it-medarbejder. Men det blev hurtigt ubehageligt. En dag hørte han en ophedet diskussion mellem chefen og en kollega, som fik for lidt løn udbetalt. Det viste sig, at Lars heller ikke fik den rigtige løn.
- Jeg brokker mig til chefen. Han kom med undskyldninger, men der skete ikke noget. Jeg brokkede mig igen, og så fik jeg trusler om tæsk og mine børn blev truet, siger Lars. Han henvender sig til PROSA. I første omgang ville han gerne selv klare problemet. Han ønskede blot at få de rigtige ord til at klare situationen. Men da det ikke hjalp, skrev PROSA en standardskrivelse om manglende løn til arbejdsgiveren.
Forkert løn fordi han ryger
Arbejdsgiveren svarer med et brev med 13 punkter, som skal forklare, hvorfor han ikke betaler den aftalte løn. Det ene argument er længere ude end det andet. Her er nogle af argumenterne:
Medlemmet møder tit for sent
Han har kun 35 timers arbejdsuge
Han holder ryge- og spisepause
Medlemmet har ikke en uddannelse
Han er ordblind
Medlemmet er ikke så kreativ
Han får en løn, som ligger over mindstelønnen
Opsiger ansættelsen
Argumenterne er enten i strid med sandheden - eller helt uden betydning. PROSA svarer arbejdsgiveren, og giver ham en ekstra mulighed for at betale, før PROSA ophæver ansættelsesforholdet. Men da arbejdsgiveren stadig ikke betaler, ophæver PROSA ansættelsesforholdet. Og arbejdsgiver betaler herefter ikke mere løn.
- I dag ville jeg ønske at jeg aldrig havde taget jobbet, fordi det skabte en masse irritation for familien, og jeg kom til at skylde en masse penge væk i den periode, siger Lars.
Konkurs?
PROSA indgiver konkursbegæring, og der kommer ingen indsigelser fra arbejdsgiveren. Men i skifteretten, hvor man behandler konkurser, siger arbejdsgiverens advokat, at arbejdsgiveren har masser af penge, og at han har en berettiget sag. Derfor bliver konkursen afvist.
Krav om erstatning
I stedet for indgiver PROSA en stævning med krav om betaling af 127.000 kr. til dækning af manglende løn og feriepenge, erstatning for løn i opsigelsesperioden samt erstatning for en særdeles mangelfuld ansættelseskontrakt. Arbejdsgiver afviser kravene.
Fejl i kontrakten
Ansættelseskontrakten er fuld af fejl. Af de værste kan nævnes: Der står at medlemmet ikke er funktionær. At han kun har 1 uges opsigelsesvarsel. At han er omfattet af en overenskomst som ikke eksisterer. PROSA kræver derfor 15.000 kr. som godtgørelse for dette, da manglerne er alvorlige.
PROSA får medhold
I dommen får PROSA medhold i alt - med den ene undtagelse, at medlemmet kun får 10.000 kr. for manglerne i ansættelseskontrakten. Begrundelsen er, at det nok ikke er med vilje. Faglig sekretær Hanne Lykke Jespersen er forundret.
- Det er jo helt urimeligt, at vi skal dokumentere, at det er med vilje. Der er tale om syv fejl, hvoraf mange er særdeles alvorlige. Mærkeligt nok er de alle sammen i arbejdsgivers favør. Og det er meget vanskeligt at forstå, hvordan man ved et uheld kan henvise til en overenskomst, som man aldrig har tegnet og som i øvrigt ikke eksisterer, siger Hanne Lykke Jespersen.
Tåbeligt forslag fra Beskæftigelsesminister
- Dette er et af de eksempler, der viser hvor tåbeligt Beskæftigelsesministerens forslag til nedsættelse af godtgørelsen er. Hvis der ikke var en konkret sag, ville ministeren mene, at så graverende fejl blot skulle udløse en godtgørelse på 1000,- kr. Det understøtter den "går den så går den"-politik, som en del arbejdsgivere praktiserer, siger Hanne Lykke Jespersen, faglig sekretær i PROSA.
Sagen fortsætter
Arbejdsgiveren har nu anket dommen til landsretten. Det er ikke specificeret endnu, med hvilken påstand. PROSA benytter så selvfølgelig lejligheden til at få hævet godtgørelsen for den mangelfulde ansættelseskontrakt til et mere rimeligt niveau.
Ansættelsesforhold