I år har vi oplevet, at Tyskland har haft omfattende strejker blandt de offentlige ansatte, de har strejket siden begyndelsen af februar - blandt andet for at undgå arbejdsgivernes krav om at hæve arbejdstiden fra 38,5 timer til 40 timer uden tilsvarende forøgelse af lønnen. I november sidste år vedtog den tyske regering en række økonomiske stramninger, som rammer alle, men især de, der i forvejen ikke har for meget. Blandt andet en momsforøgelse på tre procent, fastfrysning af pensionerne de næste fire år, ingen understøttelse til unge, prøveansættelser i op til to år i stedet for et halvt år, dagpengemodtagere skal behandles som kontanthjælpsmodtagere, hvilket blandt andet indebærer, at der er krav til, hvor store boliger man må have, pensionsalderen skal hæves til 67 år.
Situationen i Europa
Også i Danmark - og Holland - har regeringerne arbejdet for en ensretning af krav til kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere. I Danmark, i regeringens program Flere i Arbejde fra 2004. I Danmark har flere grupper af statsansatte fået fjernet overarbejdsbetalingen ved sidste overenskomstindgåelse - heriblandt en del af it-medarbejderne ansat under HK's overenskomst. I England strejker flere offentlig grupper af ansatte for at fastholde muligheden for at gå på pension som 60-årig. Herhjemme er efterlønnen også under pres. I Frankrig strejker unge og fagbevægelsen sammen for først at undgå vedtagelse af en lov om at man frit kan fyre ansatte under 26 år - uden varsel og uden begrundelse. Det er den franske regerings måde at forsøge at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Herhjemme foreslår regeringen, at dagpengene for de unge mellem 25 og 30 skal halveres - på trods af, at arbejdsløsheden i den gruppe ikke er særlig høj. Flere i arbejde indebar også særregler for de unge.
Demonstrationernes tid forbi?
Anslagene mod velfærden er mange i Europa, og kreativiteten er stor, når der skal foreslås forringelser. Og det på et tidspunkt, hvor velstanden aldrig har været højere. For bare et halvt år siden så det ud til, at massedemonstrationernes tid var forbi - vi skulle finde nogle andre måder samlet at tilkendegive, når der var utilfredshed med en regerings program, eller når arbejdsgivernes krav var for ublu ved overenskomstforhandling-erne. Det ser nu ikke helt ud til at være tilfældet - men derfor kan vi godt arbejde for forskellige måder at protestere på. Den borgerlige regering har gennemført mange forringelser for de svage i vores samfund - bid for bid - gruppe for gruppe har regeringen gennemført forringelser og mere kontrol - i en grad, så man fristes til at sige, at regeringen optræder som smagsdommere. Fagbevægelsen har forsøgt at protestere. En del af fagbevægelsen samlet i Fagligt ansvar har især forsøgt at samle til protester mod regeringens anslag på arbejdsløse og syge, men der har ikke været stor gennemslagskraft. Fagligt ansvar besluttede at arbejde for en ny regering og at binde de traditionelle arbejderpartier op på nogle valgløfter for at sikre, at de ikke fortsatte regeringens politik, hvis de vandt regeringsmagten. Det skete som bekendt ikke, og vi må nok forvente, at vi skal leve med den nuværende regering i nogle år frem - og at de eneste forbedringer, der kommer for ansatte er de, der kommer ind i lovgivningen via EU-direktiver.
Døve øre
I Danmark har vi tradition for, at arbejdsmarkedets organisationer deltager i forskellige råd og nævn, hvor en del af arbejdsmarkedspolitikken bliver lagt. PROSA deltager også i dette arbejde - blandt andet i Erhvervsakademirådet, Teknologirådet, BrancheArbejdsmiljøRådet for Privat Kontor og Administration. Her fremlægger vi vore synspunkter, og den viden vi har i kraft af vores gode kendskab til it-branchen. FTF deltager også i dette arbejde på organisationernes vegne - og også i grupper nedsat af ministerierne, som skal rådgive i forhold til lovarbejde. I øjeblikket er det generelt svært at komme igennem med forslag til forbedringer - dog med nogle positive undtagelser, som fx det arbejde, der er sat i gang for at få etableret en it-professionsbacheloruddannelse. Generelt skorter det med viljen til at lytte til arbejdstagersiden. Traditionelt har den danske model - hvor arbejdsmarkedets parter netop i samarbejde finder frem til løsninger, som passer til arbejdsmarkedet - virket, ligegyldigt hvilken farve regeringen havde.
Skal vi følge trop?
PROSA skal selvfølgelig fortsætte arbejdet i råd og nævn, selvom resultaterne lader en del tilbage at ønske - det giver os om ikke andet så større indsigt i, hvad der foregår. Vi kan blot ikke tage det for en sikring af velfærden. Så spørgsmålet er: Skal vi i fagbevægelsen finde nye veje til at sikre os mod forringelser eller skal vi gøre som i resten af Europa?
