Den nye ferielov træder i kraft 1. september næste år. Den største forskel på den gamle og nye ferielov er skiftet fra forskudt ferie til samtidighedsferie. Du vil fra 1. september 2020 hver måned optjene 2,08 feriedage, som du kan afholde allerede måneden efter. Ferie optjenes over 12 måneder (fra 1. september til 31. august året efter) og kan afholdes over en 16 måneders periode (fra 1. september til 31. december året efter). Men med loven er der også sket en række ændringer i dine rettigheder, som er værd at bide mærke i allerede nu.
Ferietillæg
Du vil fortsat få 1 procent af din ferieberettigede løn i ferietillæg. Tillægget, som du optjener i perioden 1. september til 31. maj, vil efter den nye ferielov blive udbetalt sammen med din maj-løn, og ferietillæg optjent fra 1. juni til 31. august udbetales sammen med lønnen for august måned. Din arbejdsgiver kan dog fortsat vælge at udbetale ferietillægget samtidig med, at du rent faktisk holder din ferie. Det ferietillæg, du får udbetalt næste forår, vil på grund af overgangen til det nye feriesystem, kun være det, du har optjent i perioden 1. januar til 31. august 2019.
Ferievarsel
Din arbejdsgiver må ifølge den nye ferielov ikke varsle din ferie med kortere varsel end tre måneder for din hovedferie, der som regel er sommerferien, og med en måneds varsel for de resterende ferieuger. Du og din arbejdsgiver kan dog godt i en konkret situation aftale kortere varsel eksempelvis i forbindelse med en fratrædelse.
5. ferieuge
Reglerne i den nye ferielov betyder, at du er forpligtet til at holde mindst fire ugers ferie om året i perioden 1. september til 31. august året efter. Den sidste ferieuge kan du vælge at få udbetalt eller overført til næste ferieafholdelsesperiode. Begge dele skal dog aftales med din arbejdsgiver.
Ændret arbejdstid
Hvis din arbejdstid ændres, vil der ifølge den nye ferielov ske en regulering i lønnen under ferie, når du holder den. Det betyder, at hvis du er ansat 30 timer til en månedsløn på 35.000 kroner og efterfølgende går op på 37 timer til 40.000 kroner, så vil du få løn under ferie svarende til de 30 timer, når du bruger de feriepenge, du optjente på deltid, og løn under ferie svarende til de 37 timer, når du holder ferie optjent i forbindelse med fuldtidsarbejde.
Feriehindring
Du kan ikke holde ferie, hvis du er syg eller på barsel. Den nye ferielov fastslår, at du skal afholde feriedagene, når du er rask eller tilbage efter barsel. Det er kun, hvis du stadig er syg eller på barsel, når ferieafholdelsesperioden udløber i slutningen af kalenderåret, at du kan få overført ferie til næste ferieafholdelsesperiode, ellers er du nødt til at holde den inden 31. december.