Creepiness-faktoren er høj, og japanske Hiroshi Ishiguro anerkender, at begreber som uncanny valley - et terræn befolket med uhyggelige menneskelignende robotter - er en dækkende betegnelse for mange af de maskiner, som er på vej til at trænge ind som en teknologisk realitet. Det spænder lige fra kunstige robotsangere over servicerobotter på plejehjem til mekaniske transportdyr bygget til militæropgaver.
Under den internationale RoboBusiness Europe 2016-konference i Odense Kongrescenter, som ligger midt i hjertet af den voksende danske automatiseringsindustri, mødte Prosabladets udsendte den kontroversielle forsker fra Osakas universitet. Hirosho Ishiguro er mest kendt for sine Geminoid-robotter; blandt andet i en udgave, som er en kopi af ham selv. Den kan fjernstyres, han kan tale gennem den, og den rummer sensorer, som han får sanseindtryk fra.
Behageligt for ham, når han foretrækker at undervise sine studerende gennem den, så han kan sidde komfortabelt og fjernstyre den fra sit hjem.
Hvorfor dukkede du op her på konferencen i Odense, du kunne jo have sendt din Geminoid i stedet?
– For mig er dette en slags ferie. Og jeg ville gerne benytte lejligheden til at møde venner, bekendte og kontakter her på konferencen. Jeg samarbejder jo om et projekt med danskere, som er her, og jeg har mange formål med at deltage i konferencen, svarer robotforskeren med en høflig latter.
Robot giver fantomfølelser
Når Hiroshi Ishiguro arbejder med en relativt gammeldags form for robotbygning i stedet for at arbejde med eksempelvis holografiske eller andre virtuelle repræsentationer af sig selv, har det en lavpraktisk årsag.
– Jeg overvejer alvorligt at arbejde med hologrammer, men indtil videre er det meget besværligt. Det kræver særlige skærme og specielle projektorer. Og det er alt andet end mobilt i modsætning til mine Geminoids, siger robotforskeren.
I sit mangeårige arbejde med at udforske de psykologiske mekanismer, der er i spil, når mennesker interagerer med robotter, har han konstateret, at han har udviklet et tæt forhold til Geminoid-replikaen af ham selv. En slags forhold, som han sammenligner med menneskers forhold til kunstige ben og andre proteser.
– Det handler om overførsel af kropsejerskab. Det er ligesom, når handicappede kan føle smerte, hvis nogen sparker til deres kunstige ben. I mit tilfælde føler jeg det bare i hele min krop, hvis nogen behandler min Geminoid-kopi på samme måde. Det er både det visuelle feedback, som jeg modtager fra et kamera, der overvåger min Geminoid, og de taktile input, som jeg får fra dens indbyggede sensorer, forklarer han.
Den uhyggelige dal
I stigende omfang bliver begrebet uncanny valley anvendt til at beskrive den følelse af afsky og uhygge, som menneske- eller dyrelignende robotter vækker hos mennesker. Hirosho Ishiguro erkender, at den følelse ikke er til at afvise. Men de kulturelle forskelle spiller en klar rolle for, i hvilket opfang mennesker er villige til at acceptere robotter.
– Mange forskere udvikler simple robotter, som kan skifte ansigtsudtryk og følelsesfulde stemmer. Når mennesker ser robotter le og græde og te sig som dansende lig eller zombier, så er det temmeligt skræmmende. Reaktionen er grundlæggende universel. Men der er store kulturelle forskelle. Japanere kan bedre acceptere den slags uhyggelige adfærd i meget større omfang og efter få minutters samvær end eksempelvis europæere, siger han.
Hirosho Ishiguro regner med, at det kommer til at tage mindst hundrede år at designe en autonom androide, som er en reel naturtro replika af et menneske.
Det er efterhånden længe siden, du byggede kopien af dig selv, som du stadig sender ud til forelæsninger og andet. Har du nogensinde overvejet af få bygget en ny, som viser dig lidt ældre?
– Nej, jeg forbedrer mit ansigt med plastikkirurgi for fortsat at ligne min Geminoid. Det er meget billigere. En ny Geminoid koster 30.000 dollar. For 10.000 dollar kan jeg trække 10 år fra min alder med plastikkirurgi, griner Hirosho Ishiguro.
Da Hirosho Ishiguros datter var ni år gammel, byggede han en robotkopi af datteren. Han bekræfter, at datteren reagerede voldsomt, første gang han viste den til hende.
– Hun var skræmt fra vid og sans og meddelte mig, at hun aldrig mere ville besøge mig på mit arbejde, husker Hirosho Ishiguro.
Han begrunder datterens skræk med, at robotkopien ikke var udstyret med et tilstrækkeligt antal aktuatorer, så robottens kropsbevægelser så meget zombie-agtige ud. Han insisterede dog på, at datteren skulle møde sin kopi nogle gange mere.
Han har dog ikke bygget nye udgaver af robotkopien, mens hun voksede op. Og nu, 15 år senere, har datteren valgt en universitetsuddannelse:
– Hun ankom til universitetet i Osaka, og nu studerer hun i min afdeling for intelligente robotter, siger Hirosho Ishiguro.
