Henrik Klinke havde tilbragt 10 år af sit arbejdende liv i rejsebranchen, hvor han var ganske godt tilfreds med først at guide forventningsfulde turister på solfyldte destinationer, senere at sælge rejser fra København til samme destinationer og til sidst som webmaster i marketingsafdelingen. Men da alderen havde passeret de 30, begyndte han at tænke over sin manglende uddannelse.
– Hvis jeg skulle nå at få en uddannelse, skulle det være nu, tænkte jeg. Min kæreste var også lige begyndt at læse historie, og vi havde ingen børn endnu, fortæller Henrik Klinke.
I Star Tours marketingafdeling var han blevet involveret i at udvikle e-handelsløsninger til det nordiske marked og blev grebet af det dynamiske i at kunne få det hele til at gå op på en hjemmeside og give kunderne en oplevelse, der kunne give dem en rejse i hånden efter fem trin.
– Det var spændende at få de mange forskellige faktorer i systemet, der understøttede fly, hotel og oplevelser til at spille sammen og se enkelt ud for kunden. Så jeg blev interesseret i at forstå, hvad der lå inde bag ved det grafiske, siger Henrik Klinke.
Derfor faldt valget på datamatikeruddannelsen, som han kunne færdiggøre på 2,5 år.
– Det var meget interessant at være på skolebænken igen og se, hvordan man kunne omsætte viden til brugbare ting.
Her fik han prøvet kræfter med de mere tekniske sider af it-faget og interesserede sig først for kodning, arkitektur og dokumentation. Men i løbet af studiet fandt han ud af, at det egentlig var den forretningsmæssige side, der trak mest i ham.
Forretningen trak
Da han blev færdig med sin uddannelse i december 2009, var finanskrisen på det højeste, og det var hårde tider for en nyuddannet at søge job i. Han fik lidt flere timer i sit studiejob i NNIT, som siden udviklede sig til fuldtidsjob i servicedesken og derefter udvikling og vedligeholdelse af applikationer. Men selvom han var blevet datamatiker for at afprøve det hardcore tekniske, var det ikke det, der gjorde ham glad.
Så efter et tip fra en studiekammerat om et ledigt job i konsulentfirmaet Steria, der arbejder med rådgivning, udvikling og drift, søgte han og fik en skræddersyet traineestilling, da de mente, at han var for erfaren til den opslåede graduatestilling. Her har den nu 35-årige datamatiker siddet i helikopterposition siden oktober for at sætte sig ind i virksomhedens mange områder, afdelinger og produkter – der er omkring 200 ansatte i Danmark og 20.000 på verdensplan.
– Lige nu sidder jeg for eksempel og undersøger med mobilapps og it-løsninger til sundhedssektoren, dvs. elektroniske patientjournaler. Jeg synes, det er interessant at undersøge, hvad vi kan hive ind fra afdelinger i andre lande og tilpasse dem det danske marked, siger Henrik Klinke.
Han håber snart at ryge over i en konsulentrolle, når han har fået suget nok viden til sig om organisationen, men vil gerne arbejde videre med at få kommunikationen og vidensudvekslingen til at køre på tværs i virksomheden.
Den røde tråd
Han trives i et job, hvor han igen kan bruge sit sælgergen, og hvor hans mangeårige arbejdserfaring bliver værdsat på trods af, at ikke al hans erfaring stammer fra it-faget.
– Efter datamatikerstudiet var jeg til nogle jobsamtaler, hvor folk ikke kunne se en rød tråd i min karriere og spurgte mig, hvor jeg gerne ville hen.
Det mener han selv at have fundet ud af nu, efter en lille detour rundt om det mere hardcore udviklings- og software-arkitekturmæssige.
– På en måde er jeg vendt tilbage til der, hvor jeg kom fra, nemlig det forretningsmæssige. Det at lytte til kundernes behov og finde ud af, hvad der kan understøtte deres forretning, minder på sin vis om, da jeg solgte rejser, hvor det var vigtigt at lytte til kundens behov og stille opklarende spørgsmål for at sikre, at de blev tilfredse med rejsen.