PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

A-kassen

Freelancearbejdets karakter bestemmer retten til dagpenge

Er du selvstændig eller lønmodtager? Det kan være svært at vurdere, om du er det ene eller det andet, når det gælder freelancearbejde, og vi får her i a-kassen en del spørgsmål om, hvilken indflydelse freelancearbejdet har på dagpenge.

Du kan være freelance både som selvstændig og som lønmodtager. Hvert enkelt beskæftigelsesforhold skal vurderes. Det skal vi for at vurdere din ret til dagpenge. Er du for eksempel ansat på almindelige løn- og ansættelsesvilkår, eller ejer du en virksomhed og driver virksomheden for egen regning og risiko?

Generelt kan følgende elementer indgå i vurderingen af, om du er lønmodtager:

•    Hvis du betaler A-skat
•    Hvis du er omfattet af funktionærloven
•    Hvis skat indeholdes af arbejdsgiver
•    Hvis du betaler arbejdsmarkedsbidrag
•    Hvis du betaler ATP
•    Hvis du modtager lønsedler
•    Hvis du modtager løn under sygdom
•    Hvis du modtager løn under ferie/feriepenge
•    Hvis du har pligt til at udføre arbejdet personligt
•    Hvis dine arbejdstimer og lønindtægt er indberettet til SKAT's indkomstregister

Ingen af de nævnte elementer kan vægtes særskilt. Det vil altid afhænge af din konkrete situation. Det vil sige, at hvis du for eksempel får honorarløn, der er B-indkomst, kan det være enten lønarbejde eller drift af selvstændig virksomhed, afhængigt af dit beskæftigelsesforhold.

Du kan søge om supplerende dagpenge, hvis du er lønmodtager. Læs mere om supplerende dagpenge på vores hjemmeside.

Dit arbejde anses for selvstændig virksomhed, hvis du driver virksomheden for egen eller din ægtefælles regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte. Beskæftigelsen vil som udgangspunkt også blive anset for selvstændig virksomhed, hvis du for eksempel er momsregistreret, overfører beløb til beskatning som medarbejdende ægtefælle eller har ansat arbejdskraft. Det vil også her afhænge af din konkrete situation.

Hvis dit arbejde er selvstændig virksomhed, skal vi altid vurdere, om dit arbejde betragtes som hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse. Vi skal også vurdere, om du har ret til dagpenge. Det gælder, uanset om du i den nuværende situation oplyser, at du kan placere opgaverne uden for ’normal arbejdstid’ eller oplyser ikke at være aktiv endnu. Læs mere om selvstændig virksomhed på vores hjemmeside.