- Tøsen er blevet for gammel. Modellen skal skiftes ud. Sådan lød det lidt barskt fra salen, da PROSA havde inviteret til debataften om, hvordan fagforeningerne fortsat kan gøre sig gældende på det danske arbejdsmarked.
Den omtalte tøs er den danske model, der er betegnelsen for den unikke måde, løn og vilkår forhandles på plads i Danmark. Hvor arbejdsmarkedets spilleregler i mange lande er dikteret ved lov, bliver det herhjemme overladt til parterne selv. Helt grundlæggende bygger aftalemodellen på, at arbejdsgivere og lønmodtagere indgår frivillige aftaler om løn og arbejdsvilkår – de såkaldte overenskomster, mens arbejdslivet kun i minimalt omfang reguleres af love vedtaget i Folketinget.
Historisk har overenskomsterne været gode for arbejdstagerne, understregede næstformand i PROSA, Hanne Lykke Jespersen, i sit oplæg til debatten, der havde lokket omkring 35 medlemmer til. Men den danske model har efterhånden også vist sine svagheder. Styrkeforholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere er ændret i arbejdsgivernes favør, og erkendelsen af, at man ikke kan få overenskomstdækket alle områder, er for længst indtruffet.
- Den danske model er en hæmsko. Den er ikke fleksibel i forhold til eksempelvis de gule fagforeninger. I forhold til den danske model er PROSA et stedbarn, fordi eksempelvis HK aktivt kan forhindre vores medlemmer i at få en overenskomst, lød dommen blandt andet fra formand i PROSA, Niels Bertelsen.
Krav om minimumsløn
Men hvad skal man så gøre for fortsat at sikre medlemmernes løn og vilkår? Satse på lovgivning? Til dels, tilkendegav næstformanden, der repræsenterede PROSA i panelet.
- Jeg synes, at vi skal gå efter at få en lovbestemt minimumsløn. Jeg tror, det er det bedste, vi kan gøre. Arbejder vi på at lave løsninger gennem lovgivning, lægger man sig altså ikke ned, sagde hun.
Dette var der dog ikke fuldkommen enighed om i salen.
- Ved at satse på lovgivning bliver arbejdskampen juridisk, og hvor er den politiske kamp så henne? Fagbevægelsen må lade være med at stole på staten og i stedet stå på egne ben. Ved lovgivning kommer kampen til at foregå på en anden banehalvdel end vores, lød det således fra salen.
Hanne Lykke Jespersen fremhævede, at de lovbestemte barselsregler og ferieloven oprindeligt blev født ud af overenskomsterne.
- Goder opnået gennem forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere har smittet af på lovgivningen. Og det er sgu da ikke en svaghed, det er en styrket position, sagde hun, men tilkendegav i samme åndedrag:
- Når det handler om minimumsløn, så er der kun at sige: Så stopper det her!
Der er dog risici ved at følge den vej, lød det fra paneldeltager Ingrid Stage, formand i Dansk Magisterforening.
- Risikoen ved en lovbestemt minimumsløn er jo, at den de facto vil blive en maksimumsløn, sagde hun.
Men virkeligheden presser sig samtidig på.
- For det vil blive svært at stoppe social dumpning, hvis ikke vi har en minimumsløn, sagde hun.
Sats på solidaritet
Ingrid Stage tror fortsat på, at der skal satses på partssamarbejdet, altså at arbejdstagere og arbejdsgivere sætter sig ned og taler sammen. Det samme gør den anden udefrakommende paneldeltager, Peter Tofte, der er formand for Arkitektforbundet.
- Vi skal fastholde, at der skal være en dialog mellem medarbejdere og ledelse for begges bedste. Vi går en ny tid i møde, men vi skal fortsat være dem, der faciliterer samtalen mellem medlemmet og arbejdsgiveren, sagde han.
Og så skal de enkelte fagforeninger bruge kampgejsten på at lægge arm med arbejdsgiverne – og ikke hinanden.
- Ved at modarbejde hinanden, gavner vi kun arbejdsgiverne. Fagforeninger, der slås internt, vil naturligt opleve medlemsflugt. Det store spørgsmål er, hvordan vi sammen kan sikre indflydelse på medlemmernes løn og vilkår, sagde Hanne Lykke Jespersen, der således lagde op til tættere alliancer på tværs af fagforeninger og mere lokalt samarbejde på arbejdspladserne i fremtiden.
