Google-ansatte i oprør

Flere end 1.400 ansatte i Google er i åbent oprør mod ledelsen, som har varslet et comeback på det kinesiske marked med en censureret udgave af søgemaskinen ved navn Dragonfly. Google forlod ellers Kina i 2010, da søgemaskinen blev udsat for et sofistikeret hackerangreb rettet mod kinesiske systemkritikere.

Men siden dengang har Google fjernet sit berømte motto ”Don’t Be Evil”, ligesom virksomheden har fået ny topledelse. De ansatte har nu skrevet et åbent brev, hvori de fastslår, at udviklingen rejser alvorlige moralske og etiske spørgsmål, og de kræver større åbenhed om planerne.

Ole Tange, der er it-politisk rådgiver i PROSA og tidligere ansat i Google, forklarer, at meget har ændret sig i Google i de senere år.

– Der er sket et skred internt i Googles ledelse og dermed også i de værdier, der har kendetegnet virksomheden. Det tyder på, at Googles kamp for ytringsfrihed snart kan være fortid, siger Ole Tange.

I juni bøjede Googles ledelse sig for pres fra de ansatte og droppede fornyelsen af en kontrakt med USA’s forsvarsministerium om at udvikle kunstig intelligens til at opspore krigsmål.

ohl