It-tendenser

Google lancerer e-mailafløser

For fire år siden droppede Google sit produkt Wave, der var blevet lanceret som fremtidens afløser for e-mail. Men nu forsøger Google sig med en mindre vidtgående fornyelse i form af en ny grænseflade til den udbredte Gmail-tjeneste. Inbox er den engelske betegnelse for en e-mail-app til iOS og Android, som rummer nye muligheder for at strukturere og dermed forbedre overblikket i den traditionelle indbakke.

En hurtig afprøvning afslører, at Inbox på flere måder er en videreudvikling af den semiautomatiske kategorisortering af e-mails, som Google allerede tidligere på året introducerede i Gmail.  Herudover har Google tydeligvis optimeret den autointelligens, som sørger for, at Inbox i temmelig imponerende grad kan identificere og foreslå handlinger på arbejdsopgaver, som man typisk har brug for at udføre i indbakken. Alt sammen baseret på indholdsanalyser af mailtekster og metainformationer.

En lille fin detalje er en indbygget slumrefunktion, så man slipper for at skulle forholde sig til e-mails umiddelbart. Ved at markere en mail med "snooze"- markeringen og derefter angive en dato/tid kan man udskyde det tidspunkt, hvor man bør forholde sig til indholdet.

Inbox-app'en er pakket sammen i en brugergrænseflade, der på en vellykket måde er optimeret til et smartphone-display. Men om funktionerne giver mening for den enkelte bruger, er nok i høj grad en individuel smagssag. Indtil videre er app'en ikke generelt tilgængelig. Google har en venteliste, som man kan tilmelde sig, og nybagte Inbox-brugere har mulighed for at invitere andre brugere. Kender man ikke Inbox-brugere, er Google+ et godt sted at efterlyse invitationer.

kwn