Er du studerende, og har du lyst til at bruge sommerperioden på at deltage i open source-baserede programmeringsprojekter? Så er tiden kommet til at indsende din ansøgning. Google har nemlig publiceret en liste over de organisationer, der i år kommer til at fungere som mentorer for Googles tilbagevendende begivenhed Google Summer of Code (GSoC). Her kan studerende med minimumsalderen 18 år i en tremåneders sommerperiode koncentrere sig om kodning. Det handler om deltagelse i 175 open source-projekter. Det er 50 flere end sidste års GSoC. Googles kodesommer har eksisteret siden 2005 og har ifølge Google gennem årene haft deltagelse af mere end 4.500 studerende fra mere end 85 lande.
Find din kode-favorit
Blandt de accepterede mentorer, der udbyder projekter i år, er Blender Foundation, CERNs Virtual Machine, Debian Project, GNU Project, KDE Project, LibreOffice, Mozilla, OpenSUSE og mange andre. Ifølge Google-projektets website åbner Google for ansøgninger fra studerende 28. marts. Indtil da kan interesserede læse mere om de enkelte projekter via Googles GSoC-site. Fra 23. maj starter tremåneders-perioden, hvor de studerende, der bliver godkendt af mentorerne som stipendiater, kommer til at arbejde med de enkelte projekter. De uddelte stipendier er på godt 30.000 kroner.
Flere informationer på www.google-melange.com