PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arbejdsmarkedet

Han gik efter konsulentbranchen

Claus Borum Poulsen vil have, at der sker noget i hans arbejdsliv. Derfor søgte han fra det offentlige til konsulentbranchen, hvor ikke to dage er ens.

32-årige Claus Borum Poulsen havde i et stykke tid gået og tænkt på at skifte job. Han længtes efter nye udfordringer og mente, at konsulentbranchen kunne give dem. Hans strategi var at fortælle rundt om i vennekredsen, hvad han søgte efter, for at se, om der dukkede noget op.

Og ganske rigtigt – ved en koncert med en veninde kom han i snak om job og muligheder med en af hendes venner, som nævnte, at Accenture søgte nogen med Claus Borum Poulsens profil. Vennen bad ham om at sende sit CV, og kort efter havde han nyt job som konsulent i Accenture. Og det var ikke en uvant procedure for Claus Borum Poulsen.

– Alle job, jeg har haft, siden jeg gik i 9. klasse, har jeg fået gennem venner. Det har ikke været bevidst, at det er gået sådan, men jeg er åben og udadvendt af natur og elsker at snakke, så det har nok haft en betydning, siger han.

Mere karrierebevidst

Før arbejdede han som intern projektleder på de store offentlige udviklingsprojekter i Økonomistyrelsen. Det var hans første job, og siden er han med egne ord blevet meget mere bevidst om, hvad han vil og ikke vil, og blevet bedre til at gå efter sine mål.

– Før tænkte jeg mere over, hvad hierarkierne på arbejdspladsen var, og hvad man kunne tillade sig. Nu ved jeg, at jeg ikke skal sidde i en organisation, hvor jeg skal drifte ting. Jeg har brug for forandring, siger Claus Borum Poulsen.

Derfor valgte han bevidst konsulentbranchen, hvor ingen dage ligner de foregående, og han konstant bliver kastet ud i nye projekter.

– Det er selvfølgelig samme fokus, nemlig at udvikle projekter, men der er nye kunder, nye opgaver og nye krav. Jeg kommer ikke til at kede mig. Her kan jeg bruge det, jeg har lært, på en ny måde og derfor udvikle mig fagligt, siger han.

Den foranderlige hverdag fik han at mærke, kort tid efter han var startet på jobbet. Efter tre dages introforløb skulle han på en kort skiferie, og da han kom hjem, ventede der en e-mail i inboxen med besked om, at han skulle møde på et nyt projekt klokken syv næste morgen.

– Så skulle vi bare i gang, og der var ikke så meget tid til at tænke eller forberede sig. Men jeg følte, at jeg kunne bidrage med noget, og mine evner kunne bruges med det samme. Det var fedt.

Den rette it-organisation

Hans hverdag foregår cirka halvdelen af tiden på virksomhedens hovedkontor i Ørestad og resten af tiden ude hos kunderne, hvor han blandt andet hjælper med at beskrive, hvilke strategiske tiltag samt hvilken ledelses- og styringsstruktur, der kan sikre den rette kobling mellem de forretningsmæssige og it-mæssige krav og ønsker i deres store udviklingsprojekter. Han arbejder også med at optimere driftsorganisationen hos kunderne og de forandringsprojekter, disse tiltag medfører.

– Det handler om, hvilken organisation de vil bygge op, så de har den rette it-anvendelse i forhold til organisation og drift. Jeg laver den beskrivelse, der skal til, inden de kan beslutte, om de vil bruge værktøjer som for eksempel ITIL eller PRINCE2 til deres it-udvikling og drift.

Den største udfordring for ham indtil videre er at balancere mellem at have øjet på bolden og sætte sig ind i det omfattende apparat af værktøjer, som Accenture tilbyder.

– Jeg skal passe på ikke at ryge i den fælde, at jeg skal læse alting. Jeg er meget videbegærlig af natur, men der skal også ske noget, og jeg kan godt lide, at vi tager ud for at løse ting, siger Claus Borum Poulsen.

Han kan godt mærke forskellen på at arbejde i en offentlig og en privat virksomhed.

– Her er ikke så langt fra tanke til handling. Her gælder det om at skabe nogle resultater og få det til at virke, og der er højt til loftet. Ikke, at det ikke gjaldt om at skabe resultater i Økonomistyrelsen – før løb man bare tit ind i forhindringer, fortæller Claus Borum Poulsen.

En fod i undervisningsverdenen

Sideløbende med sit job som konsulent underviser Claus Borum Poulsen i faget 'Organisationer og it' på Danmarks Tekniske Universitet.

– Jeg kan godt lide kombinationen af teoretisk viden og praktisk arbejde i den 'virkelige' verden. Det kræver, at jeg holder mig ajour med den seneste udvikling på mit felt, også forskningsmæssigt.

Undervisningen er en del af hans arbejdsområde, han ikke vil være foruden.

– Det er utroligt givende at interagere med 50 kloge hoveder foran dig, og du lærer også meget af, hvordan du selv agerer.

Det var vigtigt for ham, at der var plads til, at han kunne udføre sin deltidsundervisning ved siden af jobbet på Accenture, og kombinationen af de to job opfylder lige nu hans karrieremæssige drømme.

– Da jeg startede i Økonomistyrelsen, havde jeg det sådan, at det var et job, jeg skulle prøve af. Her ser jeg mange flere muligheder.